Sophienholm Sonetter

af Søren Sørensen

Sonet nr. I

Prologus er en ganske særlig fætter
Ved skuespil, kantater og koncerter,
Han har den samme rolle som de værter
Der gir besked om hvad de har for retter

Før man skal spise, og så siden fletter
Bemærkninger om supper, stege, tærter
Og tænder ild i bordopsatsens kærter
Og gør opmærksom på de små buketter.

Prologus præsenterer dagens digter,
Samt kunstnerne som gir os hans figurer
Og spiller så vi føler os som blommen

I talemådens æg. Nu kan de furer
Vi har i panden, glattes ud. Vi sigter
På gode timer. Alle! Vær velkommen!

Sonet nr. II

Sophienholm hvor pastor Münters datter
Lar Heiberg gå omkring som æseltrækker
For fruen selv her mellem rosenrækker
Skønt han vist helst betragter entrechatter

Som frøknen, Ida Brun, begår mens atter
Og atter denne unge pige strækker
De spinkle ben og gennem øjensprækker
lagttar bejlere som næppe fatter

Det særlige ved dansen og mimikken.
Sophienholm! Nu lyder stærke sange
Af den slags Rahbek mente var for skrappe.

Således vælger tiden mange gange
Det ud af digtekunsten og musikken
Man før fik vist til husets køkkentrappe.

Sonet nr. III

Carl Michael Bellman! Han har mange venner,
Hans navn er nævnt – og straks er smilet fremme,
Her på Sophienhoim har han snart hjemme-
På Bagsværd Sø star solen smut og blænder

Som i epistlen om en morgentur – vi kender
De skønne vers hvor Stockholm selv far stemme,
De vers hvori han ber os om at glemme
Alt livsbesvær – for husk hvordan det ender…

“Tag vare på din dag! Det er den første
I resten af dit liv, nu skal du nyde
Dit livs sejlads som ham i Odysseen.”

“Odysseus-Fredman ved det må betyde
At man må elske og helst ikke tørste,”
Men ta’ det som det kommer, er ideen.

Sonet nr. IV

Figurerne? De kommer her på scenen:
Først Fredman, filosof og klokkemager,
Så pigerne på Ormen, skønne sager,
De spænder blodet ud i pandevenen-

Så Movitz, Mollberg, wingmark, og fra tenen
I spindehuset Ulla som behager
Dem alle med sin elskovs pløjeager-
Blandt andre med erhverv som Magdalenen.

De tar os med og viser os at livet
Trods modgang og fallit har sine glæder,
Tit er det nok at titte på naturen

På Haga og de andre skønne steder
Hvor de tar hen og synger “skål i skivet”.
For det skal nås før Charon griber luren.

Sonet nr. V

Helt mytologisk har vi en fortæller
Med Odins kløgt, Apollons kompetencer,
Jean Fredman kaldet, rede til romancer
Med mytens skønhed, Ulla Winblad, eller

Den Anna Stine (med de søde deller).
Og Movitz, musikant per excellence,
Og Mollberg, som vikar i hver vakance,
Samt Wetz, poeten, Wingmark og geseller;

På spindesiden Jeanne med rubinen
Og Mor pa “Tuppen”, havnekroens Lotte,
Et pantheon af nymfer og af hyrder

Som færdes lige stolte, snart i slotte
Og snart i skure, blot de finder vinen
Der vil befri dem for en hverdags byrder.

Sonet nr. VI

For resten er det sandt at ingen drikker,
Vi sidder, søstre, brødre, her og sløver-
Epistel ét: den opsang vi behøver
Nar modgang vælter alle spalets bakker.

Lidt åndsliv, lidt ésprit som lifligt prikker
Mod øre, gane, næse, syn, der øver
En gavnlig virkning på ens sjæl og prøver
At pirke som en kusk med dovne knkker.

Stem op, Jan Ek, stem op, Jan Eks konsorter!
Han er os nær nu, Nordens sangerkonning,
Giv os hans vers, historier og toner,

Lad sjæl og sanse smage sangens honning,
Ja, hæld den op i øregangens morter,
Fuldfør dit hverv som sanger og forsoner!

Sonet nr. VII

En tvivlsom krans af skumle anekdoter
Fortælles om epistlernes heltinde
Som kom i Långholmsfængslet for at spinde,
Men ellers stråler i de mange noter.

Hvis løgn og sandhed bli’r fordelt i kvoter,
Er sagens kerne ikke svær at finde:
I Fredmans sangværk kan man møde hende
Og resten gås forbi på kattepoter.

En Ulla Winblad? Hun hed noget andet,
Og la, bevares, gift med en ved tolden,
I øvrigt skøn, og klog, og fuld af varme,

Som Venus af sin digter sat på vandet,
Bestandigt hyldet i gudinderollen.
Det er lyrik der gør at hun har charme.

Sonet nr. VIII

I anledning af Fredmans epistel nr. 25 som är
ett forsök till en pastoral i baccahanalisk smak,
skriven vid Ulla Winblads överfart till Djurgården

Et blåsen nu- og Venus på sin færge,
Gudinden skabt af havets hede brænding
Og skumfødt, i en værtshuspiges klänning,
En skønhed alle mandfolk ville bjerge

I hus fra stranden, siden sødt besværge
Den skønne: Bliv! Og i erotisk spænding
Få se sin Venus i en håndevending
Forvandle kæmper til små spage dværge.

Hun kom af havet, og med havets dufte
Forfører hun sin menighed i akten
Til råb og skrig fra elskende som kommer,

Den lille død. For sådan kaldes pagten
Gudinden slutted. Det er tid at lufte
Vort hyldestråb til kærlighedens sommer.

Sonet nr. IX

De holder godt, de franske vaudeviller
Fra Mozarts tid og ældre, tit dansante
Og dog med tyngde som et digt af Dante,
Fra hans komedie med djævletriller.

De holder vand, de der epistelkilder,
De tåler som en hårdfør asfaltplante
Hvad de blir budt, vi ved de er konstante
Ved hofkoncert og drøje bondske gilder,

For strygergruppe, New Orleansorkester,
For himlens harper som for rockens spader,
Ved virtuoser eller værtshussvende.

De klinger godt og uden falbelader
Til hver en tid, sankthans og julens fester,
Til held for den som lærte dem at kende.

Sonet nr. X

Nu kommer Fredman, ham som onder tunger
Forveksler dumt med selve digterjeget,
Naive sind som aldrig overvejed
Det forhold mellem ophav og hans unger-

I tomme hoveder hør’ man ekko runger,
For sagen selv er ikke særlig speget:
Figuren er hvad digteren har leget.
De styres vel af sensationens hunger.

For Bellman skrev: han ejer intet lager
Af ure, intet værksted, ingen fjedre
Sågar, og intet værktøj, men navnkundig

Det var han i sin by, og næppe bedre
Har Slockholm kunnet ses så grand, så fager
Som hos den digter der var underfundig.

Sonet nr. XI

En Falstaff der går rundt i Stockholms stræder,
Betragter den elendighed der råder,
Og søger løsning på de livets gåder
Som melder sig for hver et skridt han træder,

At folk bekriger nød og søger glæder,
Beskriver han i sang på sine måder,
Med vitser som hans sorg så smukt benåder,
Han ler og undgår dermed at vi græder.

Det hedder sig man ler sig halvt fordærvet
Hvor fanden og hans oldemor regerer;
Kun sådan får man has på evigheden.

Det er den latter digteren leverer,
Det er den indsigt han nu har erhvervet:
Hvor der er ild, blir grøden let nok sveden.

Sonet nr. XII

Till fader Mowitz, under dess sjukdom, lungsoten
Ellekrogselegi

Det skingrer af skalmejer og serpenter,
Grotesk musik som gjalder gennem gyden,
Men han blir ikke skræmt af sted af lyden,
Drik ud, dit glas, se døden står og venter.

Dig rammer spillet nok i angstens center,
Så drik du ud som Sokrates skarntyden,
Din basfiol, veninden, elskovsfryden,
Det er det hele stævningsmanden henter.

I haven ved Getsemane lød bønnen
Om man måske ku blive fri for glasset-
Men han er stum, er manden der med leen,

Han sørger bare for at det blir passet,
En spillemand, en tanker, menneskesønnen-
Vi skal herfra, det hører til ideen.

Sonet nr. VIII

Så blank og trind, se nu hvor solen skinner,
Og Mälarfjorde er som klare spejle-
Hvem nænner da at gi sig til at sejle
På havblik? Det gør Fredman med veninder.

Se, Olle klør sit øre, Kerstin binder
Et råbåndsknob på vantet og skal pejle
Den rette kurs hen over stag og stejle.
Så røde farver solen pigens kinder…

En morgentur fra festen var finalen-
Epistlen om den, den skal slutte dagen
Mens solen endnu glitrer blank og trind.

Som facit for i dag, ja, så er sagen:
At til sin vækst kan ingen lægge alen,
Men digt og sang forædler vore sind.

SUITEN SKREVET LANGFREDAG DEN 9. APRIL 2004.