Bellmans Digte og Sange i diverse Anledninger

Indhold:

Forord

For så godt som alle danske læsere, ja, så godt som alle uanset nationalitet eller sprog, er Carl Michael Bellmans navn på det snævreste forbundet med bare to værker, nemlig Fredmans epistlar 1790 og Fredmans sånger 1791. Ingen, kyndig eller mindre velbevandret, kan være uenig i at disse to samlinger af viser (.m.m.) udgør det absolutte højdepunkt i hans forfatterskab, også lidt mere end Faust I og II er det ypperste hans samtidige Johan Wolfgang Goethe har skrevet.

Men lige som denne har skrevet mangt og meget andet, omfatter Bellmans forfatterskab også langt mere end de 82 epistler og de 65 sange. Det er så småt ved at gå op for folk at det også rummer en værdifuld salmedigtning - som på det seneste Hans Lundsteen har vist med sine oversættelser i Skriftserien udgivet af Selskabet Bellman i Danmark og tidligere Ulrik Cold har dokumenteret det på cd.

Dermed standser det imidlertid ikke, der er desuden tekster af den karakter jeg foretrækker at kalde oratorier, parodiske i forhold til dem Händel og Haydn skrev musik til, men ikke af den grund mindre formfuldendte og læseværdige, en lang række personlige digte, ikke sjældent lejlighedsdigte, men dybe og varme ikke desto mindre, selskabsviser, divertimenti, altså kort sagt alt det man kunne forvente af en så genial digter som Carl Michael Bellman.

Prosa er der ikke meget af, men det er der, og det er sprællevende. Meget lidt af dette er oversat til dansk. Min ven og kollega Leif Bohn har i sin udgave fra 1997 ud over samtlige epistler og sange offentliggjort en 15-20 andre sange og digte og tillige den berømte Levnedsbeskrivelse, andre har fra tid til anden oversat et og andet, ofte sangere til eget brug.

Selv har jeg arbejdet med at oversætte Bellman gennem en årrække; noget af det er kommet til spontant, som en digter oversætter en andens digt når motiv og form inspirerer til at gengive det på ens eget sprog, andet er blevet til af pædagogiske grunde, nemlig når jeg er blevet inviteret til at synge Bellman for en forsamling der gerne ville høre svensk, men når alt kom til alt, alligevel bedre forstod rigsdansk; en tredje gruppe er fordansket for at skulle indgå i litterære sammenhænge som essays, monologer eller skuespil, og til mit oprindelige modersmål, den vestjyske dialekt thybomål har jeg siden 1995 oversat et ret stort udvalg som i 2000 blev udgivet på Forlaget Klim.

Samlingen er opbygget kronologisk med eksempler på hvad han skrev fra sidst i 50’erne og frem til efteråret 1794 da han lå på det sygeleje der henimod februar 1795 viste sig at være hans dødsleje. Derfor er teksterne i videst muligt omfang anført kronologisk. Forfatterskabet er meget omfattende, det udgør tyve bind i Bellmanssällskapets standardupplaga. Af denne kolossale litterære bedrift kan dette udvalg ikke være andet end en række smagsprøver, og af de større sammenhængende værker mindre end det.

Den svenske Bellmanforsker Hans Nilsson har om mine oversættelser brugt vendingen respektfuld respektløshed. Ånden i Bellmans digtning er langt vigtigere for mig end bogstavet, og derfor tager jeg mig mange friheder i det små for at kunne være tro i det store. Versemål, musikalitet og rim skulle gerne reflektere originalens mesterskab, så klippede hæle og huggede tåspidser i det indholdsmæssige tages der ikke så tungt på. En anden Bellmanforsker, professor, fil. dr. Lars Huldén, der selv er digter, har givet udtryk for den opfattelse at det netop skyldes de muligheder, indfald og associationer som rimene sammen med det melodiske mønster, dvs. metrikken, at Bellmans digtning er så livfuld, så rig på iagttagelser i den nærmere og fjernere omverden, noget der fuldt ud svarer til mine erfaringer som digter og sangskriver. Den strenge form binder ikke en poetisk fantasi, sådan som mange synes at gå ud fra, tvært imod frigør den indbildningskraften og fremkalder de mange billeder fordi sproget muliggør dem. Det er ud fra sådanne oplevelser af hvad sproget kan der har bestemt mine fordanskninger. Jeg er efter et menneskealders studier i denne digtning overbevist om at handle i dens ånd når jeg gør det.

Søren Sørensen, Vedbæk i november 2013.

Gudelige tanker over Christi Opstandelse

En sol som lyste varmt, går ned så skøn og stille,
Dens matte skær ser ud til dobbelt klart at spille.
Den går, den flyr, den skjules; næste morgengry
I liflig kreds står på himlen den som ny.
End lyser Livets sol som selv i nedgangsstunden
For verdens åbne syn i guddomsklarhed runden;
End lever Livets drot, hans kredsløb er fuldbragt,
Til menneskenes vel blev han af graven vakt.

Velsignet fyrste, kom, velkommen fra de døde,
Fra mørkets kamre op og fra dets flammer røde,
Fra dødssvælg tusindfold, fordømtes jammernød,
Fra afgrunds stejle dyb, fra pinselskældres glød.
Som helt steg du derned at mørkets hær nedtrampe,
Som helt går du herop med fredens klare lampe:
Et vældigt værk af Gud: du kom, du brød, du vandt,
I ét nu om din fod millioner sejren fandt

Velkommen du igen som hviled før så rolig,
Og i vor glædes favn grundfæster du din bolig:
Opliv du med dit lys hvor flammen kun er svag,
Giv styrke, liv og håb til trætte hjerters slag.
En herlig sejrsmark hvor du alverden møder,
Og efter velgjort hverv dit spyd i jorden støder
Og gi’r et frihedsbrev hvis løsen dyrt dig stod,
Erhvervet af dig selv, beseglet med dit blod.

Her står nu helten selv i glansen af sin ære,
Velan, nu er jeg frelst, hvad mer kan jeg begære?
Nu dyrker jeg min Gud som sejrede i strid,
For nådens lod og del og liv til evig tid.

Trykt 19. april 1759 i Lärda Tidningar.

På den litterære scene debuterede Carl Michael Bellman som oversætter allerede som 17- årig, og samme år fik han gudelige tanker trykt i Stockholmsavisen Lärda Tidningar, noget der fortsatte også i de følgende år. Derfor var det ikke urimeligt at han ydede et bidrag til salmekommissionen af 1763 og dens prøvesalmebog. I øvrigt skrev han de næste 30 år salmer og versificerede prædikener. Men andre erfaringer gav ham også anden inspiration.

Ved sekretæren og kæmneren Herr Claes Arrhén von Kapfelmans samt Mlle Catharina Christ. Bellmans bryllupsdag februar 1763

Der lever her på denne klode
En gammel ærekranset ven,
Det bedste hjertet har igen,
En af de rigtigt milde, gode
Der gir det næring til at gro
Som gyder ild i liv og årer,
Som muntrer altet op og dårer
I selv det mindste myrebo.

Velkommen hid og gør visitten
Ej alt for kort, slå du dig ned,
Beløn her trofast kærlighed
Og svar på de to hjerters fritten.
Ja, Astrild, gør hvad du formår;
Kom! Hjælp din ven som står i våde;
Kom, lad os se om du kan både
Gi fryd og læge hjertesår.

Ja, Astrild, verden ser så gerne
At du har liv og helsen, men
Så kommer her min fryd igen:
Jeg skuer dydens ledestjerne
Som lyser klart for dig og dem.
Et venskab plejer du at lønne,
Foran dem strøet roser skønne
Og vist dem hele vejen hjem.

Vi fik dig, vandringsmand for øje
Imens du gik din skønne færd;
Du er vor hele ømhed værd,
Vi ber dig over tærsklen bøje
Og finde plads hvor du har magt,
Og bliv så her, lad vær at ile
Herfra, men tag velsignet hvile
Til livet er til ende bragt.

Men, høje himmel, se jeg vender
Igen mig fra en flyvsk idé,
Og for to kæres vel og ve
Mit hele hjerte til dig sender.
Gør deres levned til en strøm
Som flyder uden brus og bulder,
Hvor livets skib helt roligt ruller,
Og rejsen blir en yndig drøm.

Gå, ædle par, mod gode dage;
En kæmpe sværm står udenfor,
På glædens dør de alle slår.
Ja, selv poeten tør nu klage.
Nyd styrke, fryd og kraft og liv!
Mit øje kan snart se og finde
En verden god og klar oprinde
I sådant herligt perspektiv.

Gå ind i helsens friske lunde
Og smag på sødmen af et liv
Hvor uskyld er et tidsfordriv
Og hæder bor på dydens grunde,
Hvor venskab er som kærlighed,
Og båndet kan de begge bære
Til hjertets fryd og Himlens ære
I årevis og blive ved.

Lad alle aldre glad henrinde,
Lad livet blive dødens ven;

Her kommer så min sorg igen.
At vi forgår og blir et minde,
Regerer os, men vent blot, tøv,
Til hver af os er mæt af dage
Og ser med glæde vi skal age
Til ro blandt vore fædres støv.

1763 Bellman var ikke helt sikker på hvilken dato, derfor lod han pladsen fri; Kapfelman var enkemand, ansat ved hertug Karls hofstat, ene med flere børn da han friede til Bellmans yngre søster. På det tidspunkt boede han på gården Hägersten uden for Stockholm, og ved forældrenes død blev det hjem for alle de yngre søskende. Bryllupsdigtet (eller -sangen) var en genre Bellman senere, hele livet, skulle excellerere i.

Brev til registrator Johan Fredrik Juslén

Min højtærede kære bror og arbejdsfælle!
Her blandt ugler og skader bag de nøgne fjelde
Slider jeg den usle dag
(Polemeja!)
Efter skæbne og dens slag.
Pyteheja.

Det skal mig ud af hjerte glæde og fryde
Om min broder og mine venner de kan nyde
Stockholmslivet trods besvær -
Polemeja!
Selv har jeg det småtrist her.
Pyteheja.

Vi har blæst her og horisonten overtrukken,
Solen borte og luften barsk og kuldestukken.
Jeg gør ed på ved antikrist,
(Polemeja!)
Skindkabuds behøves vist.
Pyteheja.

Tænk om du, kære bror, kom til stede -
Om ej før, så til jul, gør os den glæde!
Da sku vi på dansemik ...
(Polemeja)
Øl og snaps var vor musik.
Pyteheja.

Lystigt sku vi da snurre rundt på hælen,
Den som nægter at drikke, får af pæglen
Så hans hoved gør omkring ...
Polemeja!
Hold nu kæft, sig ingenting!
Pyteheja.

Du kan tro at bondetøser her hoverer,
Snerper på den lille mund, proponerer
Elskovslarm og sengeleg ...
Polemeja!
Hold nu kæft, det beder jeg!
Pyteheja!

Du kan tro en nidalerseddel her den gælder:
Jeg kan blie brudgom for femten små manseller -
Kronens mønt har gehalt ...
Polemeja!
Hold nu kæft, sig ej alt!
Pyteheja!

Du kan tro at der vanker smør og mælk hernede,
Røget skinke med grønt, brasen og gedde -
Små karusser får vi tit ...
Polemeja!
Hold nu kæft, jeg lyver lidt.
Pyteheja.

Du kan tro brændevin er noget man kender:
På en tønde en flaske nok man brænder -
Lugten står tre fjerdingsvej ...
Polemeja!
Hold nu kæft, enhver for sig,
Pyteheja!

Du kan tro piben hænger én godt i munden:
Femten piber tar jeg når sejr er vunden,
Derpå dobbeltøl et krus ...
Polemeja!
Hold nu kæft, en løgnfidus!
Pyteheja!

Sådan lever jeg arme mand på landet,
Og i pungen er bare nixt, ej andet -
Bagatel, jeg er ved huld,
Polemeja!
Hold nu kæft, for guld er muld,
Pyteheja!

Nok om det, min hr. bror, for brevet det er ude.
Snart til Stockholm jeg sejler på en skude,
Eller et eller to par hjul ...
Polemeja
Hold nu kæft! Den løgn var ful.
Pyteheja.

Nyd imens, bror Juslén, fred, liv og helsen!
Det blir tid nu til muffen og til pelsen,
Støvler på og skindkabuds,
(Polemeja)
På Altona aftenrus.
Pyteheja!

Hils nu dem som endnu ser venligt på én,
Og på rådhuset hvis du ellers kan nå én,
Hils så kærlig på et sæt
(Polemeja!)
Greve F-n och H- -dt.
Pyteheja!

Hils nu kønt på M-n, R- -n och statsbristen ...
Nu jeg slutter og ønsker som en god kristen
Kære bror i lykke se.
Polemeja!
Ydmyg ven til tjeneste.
Pyteheja!

Visbohammar den 20. oktober 1764.

Økonomiske besværligheder i familien tvang hans forældre til at flytte ud fra Stockholm, til en mindre herregård, Visbohammar i Vårdinge. Carl Michael var mere eller mindre tvungen til at følge med, langt væk fra de kammerater han gik i byen med, blandt dem denne Juslén. Måske genkender man verseformen; Holberg lader Jeppe på Bjerget skråle den i komedien af samme navn. I 1828 skrev Emil Aarestrup fra sit eksil i Nysted på Lolland et lignende brev i en lignende stemning til en af sine københavnske venner, og det blev en ren oversættelse - hvor han så kendte Bellmans versbrev fra.

Til min kære moder ved hendes begravelse

Et livstræ vil du, Gud, da rykke
med disse svage rødder op,
det skal med løv, med blomst og knop
din vingårds helligdom udsmykke.
Dets skønhed slår du nu om kuld
og med ét slag så mange sårer:
mit øje lukkes af dets tårer
og åbnes atter ved dets muld.

Som menneske kan jeg ej glemme:
min sorg er værdig, sand og stor.
Jeg ser en huld og elsket mor
som indtager her sit kolde gemme,
hun som sit varme hjerte gav.
Det koster mer end livet klarer
at kysse pilen som henfarer
og lægger kærlighed i grav.

Af ømhed har jeg nu i sinde
mens alt jeg føler, tier mest,
at tale om at hjertet vist
er gravkrypt for min moders minde
og stedet hvor jeg kvalfuldt lær’
at døden her brutalt vil øde
et liv som nåede at føde
ham ofre for hans valgs begær.

Men, holdt, jeg falder den til fode
som råder over liv og død,
og sukker af min svare nød:
hvad har et støv hos Gud til gode?
Nej, himmel, ak, du har beredt
den tid enhver kan råde over.
Mit syn er blændet, øjet sover
fordi det har din styring set.

Mit syn, min tanke bliver trange -
dog ser jeg rum og evighed,
en sol helt uden pletter ved,
et dugfriskt land med vuer lange,
et sted hvor liv og lyst tør bo,
og midt blandt glade i en skare
står Gud og vil sit værk forklare,
og alting ånder fred og ro.

En munter sjæl hvis ler var sprukket,
hun tog af Herrens stærke hånd,
og tog med kys, de strenge bånd
på hvilke alt besvær var trukket.
I strid på liv og død hun gik,
men ville dem til sidst forsone,
som hun har kæmpet for sin krone,
så skete det da, hun den fik.

Kom, verden, se her midt i striden
heltinden, kvæstet, smiler stolt!
Med troens skjold og banner holdt
højt løftet trodsede hun tiden
og vandred ad den vej hun så,
tilfreds som i den største lykke
når ud hun kunne hjertet stykke
til dem som under hjertet lå.

En tankens kraft her havde bolig
som så sit støv og Gud som Gud,
at ringhed er et prægtigt skrud,
fortræffeligt, for Gud fortrolig,
den gode ved det forudsat
at ondskab vel sin magt udøver,
men én der er som alting prøver
i livets dag og dødens nat.

Så skulle skønne livstræer sættes
i evighedens løvsal, alt
når jordelivets bladhang faldt,
når alt som her har tynget, lettes,
da tændes andre sole an,
og andre dage, aftner gløder,
i hellig andagt alle møder
omkring vor Gud og ophavsmand.

Nu sover hun da sødt og stille,
nu tidens lænker de er brudt,
og hendes mål af sorger slut
her hvor forvildelse skal spille.
Nu kommer hendes frihedsdag,
forløsningsklokken, hør, den ringer,
og til sit hjem Gud sagte bringer
den han har skabt, med sikre tag.

Og nødstedt står en elsket mage
og savner svært den der var hans.
Hvordan er paradisets glans
når kærligheden bliver den svage
i kampen mod den stærke død?
Vi børn står blege, kan blot sige:
Kom, giv os trøst, du uden lige,
kom, giv os styrke i vor nød!

Guds fred har den som flyr vor snare
med raske skridt og sjælen fri,
som bød farvel, Gud, stå jer bi,
som gjaldt det til en højtid bare.
Min moder flyr - så lad det ske. . .
Ved hendes grav skal man få høre
at nid ej andet har at gøre
end her, se, mine tårer, se.
Foråret 1765.

Katarina Bellman døde den 8. marts 1765 af tuberkulose, og mindedigtet blev skrevet til hendes begravelse.

Fredmans sang nr. 16

Er jeg født, så vil jeg lev’, ja,
Have det på bedste vis
Som en Adam med sin Eva
Udi paradis.
Få små stegte spurve i min mund,
Drikke nektar, sove sødt, få dans på rosenbund,
Klappe den som bor i hjertets grund,
Synge viser, danse polsker, tumle rundt en stund.
Ta en lur ved flaskens side,
Vågne i min piges favn;
Vil min hjerne så udskride,
Når min færd i havn.

Mine dage skal forsvinde
Lystigt på min sørgepark;
Venus! Hjertets skytsgudinden,
Bacchus halsmonark.
Får jeg vrøvl med nogen for lidt fylderi -
Vug din mor på’n teske! Lad ham altid tørstig blie.
Chloris! Har jeg ikke dig, min pi’e,
Vug din mor på’n teske, ja,men så, så drikker vi.
Kom, kammerater, lad os feste,
Hæve punchen op til skyen!
Li’e til døden vil forpeste
Ørenlyd og syn.

1765

Fredmans sang nr. 35

Gubben Noah
Gubben Noah
Var en hædersmand.
Ved I hvad han gjorde
Da han gik fra borde?
Planted vin
I sit fædreland.

Noah roede
Fra sin gamle ark,
Gik straks i butikker
Efter det man drikker
For at skåle
For vor nye park.

Fyren vidste
Hvordan menn’sker var:
Som for bjørn og vildfår
Er den tørst vort vilkår.
Derfor fik
Gjort sin vingård klar.

Hans madamme
Var al hæder værd.
Hun lod ham da drikke.
Friede man ikke
Med det samme,
Var man godt nok sær.

Aldrig sae hun:
“Stop, farlille, stop!
Kan du sætte glasset.”
Tvært imod så passed’
Hun ham gerne
Når han kasted’ op.

Gubben Noah
Han beholdt sit hår,
Rosenrøde kinder,
Se, hans fip forsvinder
I hans hager
Når han ta’r en tår.

Lystigt var der
På vor grønne jord;
Man gjord’ sig til gode,
Ingen sad og gloede
Og var tørstig
Ved et festligt bord.

Ingen skåler,
Bare fange an;
Snak om dyd og ære
Lod man dengang være.
Nej, for glasset
Drak man ud: sådan.

Senest 1766, sandsynligvis tidligere.

Fredmans sang nr. 63

Pastor Petrus fra det himmelhøje
Med kalot og langt og glattet hår
Himler op og for et nådigt øje
Dundrer og i pultens brædder slår;
Med sit lomm’tørklæde tør’ han sig i panden,
Holder hus med fanden.
O, gud, som han kan .
Træk nu lige vejret, kære pastor,
Tro ej satan kaster
Sig for en kapellan.

Nej, herr Per, det dér gir ingen renter,
Timeglasset tømt for anden gang;
Kålen står på bordet, snapsen venter,
Jeres ølkrus føler tiden lang!
Tør nu sveden pænt af hals og hagen,
Træt af højtidsdagen,
Efter gammel smag. -
Petrus nåede første halvdel bare,
Resten må han klare
Så en anden dag.

1766

Ældst kendte afskrift 1766, omarbejdet før udgivelsen i 1791, idet pastor Petrus ifølge en troværdig tradition skulle være den præst der som ung kapellan var Bellmans lærer i den første skoletid, og endnu i 1791 var sognepræst i et landsogn. Melodien stammer fra den franske sangskriver Vadés hånd.

Bacchus Barndomsdage

Bacchus leved just på de tider
Noah stod på Ararat.
Abraham sin Sara rider
Lystigt hver en evig nat.
Spæd var Bacchus, fuld af ynde,
Rosenrød i ungdoms vår.
Kys nu hans laure, klap I hans tønde,
Venner, hurra og gutår

1767

Fredmans Testament 111

[Mel.: FS 11 ”Portugal, Spanien”]

Højtid beredes
Og Ganymedes,
Gudernes mundskænk, ved ovnen han står.
Dér sad der guder,
Pluto i puder,
Mars i en sofa - og de tog en tår,
Muntre af snakken
Nød de tobakken.
Røgskyer stod om de sølvhvide hår.

Guder i valsen
Ta’r brud om halsen,
Triewaldens Klio og Lucidors mø,
Runius’ tøse.
Piber og pøse
Fik de poeter på denne vor ø.
Da var her roligt,
kært og fortroligt –
Gudinder såed’ tobaksplantens frø.

Elskovsmonarken
Gik tur her på marken
Uden sit fyrtøj, sin pibe og pung,
Blandt høje bøge
Sku’ han besøge
Skønne små kvinder, kønsløs og tung.
Åh, lad ham stryge,
Nu skal vi ryge,
Ta’ os et stop og få tændt med et svung

1760’erne?

Fredmans Testamente nr. 85 Om flasken

Min flaske, du min fæstemø,
Min skat, min ægtemage,
I dine arme vil jeg dø,
Alt andet fromt forsage.

Jeg elsker dig i lyst og nød
Og er dig nært forbunden;
Din elskovs druer til min død
Dem putter jeg i munden.

I dag bær’ du det store skrud,
Hvor stod mon festen, putte?
Var det hos Millésime, min brud?
Det tror jeg man tør slutte.

Min søde ven! Jeg smiler bredt
Med hatten halvt på øre,
Velkommen hjem, kys mig nu hedt,
Hvem kan som du forføre?

Og Bacchus blir min svigerfar,
Jeg blir som søn af huset.
Min engel, af dit skød jeg tar
Og slikker mig beruset.

Mit halve liv, mit paradis,
Nu må jeg mig erklære . . .
Min søde jomfru Pinot gris,
Din mand, det får jeg være?

Min glæde slår i luer ud
Om hjertet, halsen, hagen!
Min skat, for dine ynders skud
Jeg falder på dit lagen!

Lad falskhed sværte rumpen sort
Og svine på vor trappe,
Lad dyd og fromhed flygte bort
Hvis du blot lar dig klappe.

Lad lykkesmede tæt og tit
Berømme tidens møje,
Lad avind gøre sort til hvidt
Blot du vil mig fornøje.

Lad alting vende vrangt og ret,
Lad asnet blie magister,
Lad oksen danse menuet,
Blot ikke jeg dig mister.

Skyd pile ind i dydens bryst,
Så pyt, lad uskyld svide,
Lad tiden stille strømmens lyst,
Blot du er ved min side.

Lad cedertræet blie en løn
Og birken blie en ceder -
Min skat af glas, du er så skøn,
Blot dig jeg her tilbeder.

1760’erne

Fredmans testamente nr. 206

Hvorfra skal jeg få føden,
jeg arme sekretær?
Mad har óg jeg fornøden
som andet godtfolk her.
Jeg hungrer og jeg fryser,
jeg ryster min paryk.
Min røde kappe lyser,
min bug er i betryk.

Min tegnebog er stille -
gud ved om den er til?
Min messingkårde lille
er pantsat for en sild.
Brillanten på min finger
er gået fand’n i vold.
Til Norge? Jo, jeg springer,
dér er jeg i behold.

I fløjlsvest, manchetter,
Brillianten på min sko,
Gør jeg små pirouetter
For månen på Norrbro.
Jeg praler nok af hjerper,
Af urfugl og fasan,
Men derhen hvor det snerper,
Er fedtebrød, lidt a’n.

Det rusker og det river
I denne gamle krop -
Bandit, hvis du nu bliver
Derved, blir du ædt op.
I mine dokumenter
Er der ret mange grå . . .
Men de gir ingen renter,
For de er ganske små.

Nu er jeg gift, jeg arme!
Min hustrus profession?
Hun bager vafler varme
Og sælger øl ved broen.
Min fine hat får børsten,
Paryk ifølge skik,
Skønt jeg betjener tørsten
Ved konens ølbutik.

Så mødes gamle venner:
Engang en hyrekusk -
Fru Platen med, hun kender
Mig nok, så hun sir: ”Husk,
Betal så, go’e herre,
Host op med mønten nu!”
Jeg svarer så: ”Desværre,
De skriver det da, fru?”

Så gør man reverenser
For pant- og ågerkarl.
Se, så går de og lænser
En for ens hat og sjal . . .
”O, skriver, hit med frakken,
Så er du god, den vest,
Det silkefor til jakken?
Jam consumnatum est.

Tidligt i 1760’erne

Fredmans sang nr. 20 Kom her, mine ågerkarle

Kom her, mine ågerkarle,
Hvide handsker hver person,
Klædt i sort, hør hæderstale,
- og i næven en citron;
Saml jer nu til sørgefølge,
til at bære kisten min,
pimpinellasmag skal bølge
over ganen med min vin.

Ja, min trætte krop nu bøjer
sig lig blomsten mod sin muld,
og mit støv sig tyst forføjer
til sit sidste hvil så fuld...
Farvel skønhed, glans og styrke!
Farvel lykke, håb og liv!
Gud! lad ikke Blomberg dyrke
Gravrov når jeg først er stiv!

1764 eller tidligere.

1764 eller tidligere. Blomberg var en kendt pantelåner og ågerkarl i Stockholm, björn som det hed i datidens slang. .

Fredmans sang nr. 14

Havde jeg seks tusinde daler
i kvartaler ://:
og en tønde guld i arv,
se, så skulle jeg holde baller
med pokaler ://:
glemme tidehverv og tarv.
Men frem for alt så skulle jeg drikke
og så nikke
og så hikke
og så drikke
glemme verdens småbesvær

Løbere og kusk og lakajer,
som man plejer://:
skulle jeg da også ha’,
mæske lækre krabbepostejer,
fryder mig og
råbe hurra nat og da’.
Men frem for alt etc.

For min hat være ka’l, guldbetresset,
stikke esset ://:
kongen femte, hvert et stik;
venner, siden pengebelæsset
rentepresset
låne summer på en prik.
Men frem for alt etc.

Handle frækt og uden fobier
rederier://:
store skibe på byens red,
siden købe varepartier,
landerier ://:
røde hegn om havens bed.
Men frem for alt etc.

Himmelseng med blomsterbuketter,
Frynser sætter
Jeg og krukker ovenud.
Hjertet i mig spræller og spjætter,
Men så netter
Jeg mig; jeg skal til min brud.
Men frem for alt etc.

Åh hvor let lod jeg mig da vinde!
Tjenerinde!
Hvordan går det, lille mand?
For dig står mit hjerte på pinde;
Min gudinde,
Giv et kram, så ømt du kan.
Men frem for alt etc.

Men jeg er så nær ved min ende;
Næsten henne,
Livets klokke slår snart tolv;
Blir jeg gift, så kan det nok hænde
Man vil spænde
Hanrejstakker på min knold.
Men så til trøst så skal jeg sørme drikke,
Og så nikke,
Og så hikke,
Og så drikke,
Glemme verdens små besvær.

1766 eller tidligere.

6000 daler i kvartaler, et beløb der oversteg Bellmans daværende årsløn ca. 30 gange, embedsmænd fik løn kvartalsvis. En tønde guld svarede til 100.000 daler i sølv.

Fredmans sang nr. 26 (Fredmans begravelse)

Af vejen og vig,
Se på stadsen
Og hør emfasen
I vort trompetspil for Bacchi lig --- Trombe
Hør trompeten igen!
Kære venner,
Mon nogen kender
Den gamle Fredman, urmageren? ---
Stå stille og lidt til side
Og lad processionen skride;
Af banen, godt folk, gør holdt!
Trompeterne blæser stolt.
Min ven, bestyrk dit mod,
Varm dit blod.

Kolmodin, vor ven
Med marskalstaven
På vej til graven
Han rider nærmest trompeteren ---
Og se Kilberg så rask;
I logekassen
Bær’ han gelassen
Et par halværmer der sku’ til vask. - - -
Stå stille og lidt til side!
Lad Lundmark få plads at ride
Med et ur som er sat i pant.
Trompeterne går galant.
Min ven, bestyrk dit mod,
Varm dit blod.

Fredmans liv faldt til ro!
Brødre, alle
Så ku’ vi kalde
Hans sjæl et urværk, hans krop en kro.
Vort livsløb er kort,
Bedst som vi solder
Og slår lidt folder,
Så kommer døden og tar os bort.
Stå stille og lidt til side
Og lad processionen skride.
Her i verden er sorg og harm.
Trompetere, blæs alarm.
Min ven, bestyrk dit mod,
Varm dit blod.

Sommeren 1767, i hvert fald efter 9. maj

Fredmans sang nr. 36

Gamle Lot og hans ældre frue, ://:
Begges døtre og andre piger!
Væk med terninger, kort, desliger.
Skål for dem i en ædel drue://:

Krop og ben ejer engle ikke://:
Men hos Lot ku de godt vær’ gæster,
Sove ud efter vilde fester
Når de fik rigeligt at drikke. ://:

De to døtre, et nyd’ligt par,://:
Troede fast det var verdens ende,
Mente bibelsk de ville kende
Ud i fuldskab den kære far.://:

Madam Lot så sig først tilbage, ://:
Blev til salt i en rask forvandling.
Fik enhver nu en slig behandling,
Fik saltmarkedet slemme dage. ://:

Senest 1767.

Visen bygger på Det gamle Testamentes 1. Mosebog, kap. 19

Fredmans sang nr. 37

Kære venner, skal vi drikke
Vore nye venners skål,
Ta’r vi den med bredfyldt mål
Tømt til punkt og prikke;
Men en gammel stamfar vil
Vi ej heller glemme –
døden kom til - ://:
Og hans pris istemme.

Abraham med hæderskrone
Fandt sig i sin ungdoms vår
- Skål for alle gode skår! –
Sårn en dejlig kone.
Halvvejs ræd og halvt jaloux
Sa’e han, hvis det lyster
dig, vil jeg du://:
Kalder dig min søster.

Stakkels mand, hans håb blev brukne:
Konen fik kong Keops forført.
Den slags bli’r så let for tørt,
Harmen må man drukne.
Ved sin egen Hjertenskær
Blive kongens svoger!
Hæder mig her, hæder mig dér -
Harmen i mig koger.

Men hvis alle gifte havde
Samme trøst som Abram fik
Dengang Sara hjemad gik,
Glemte de den skade.
Lad os drikke hjemkomstøl;
Sikke afskedsgaver:
Æsler og føl ://:
Får og fæ og slaver!

Rig var Abraham, ubændigt
Rejste han med stads og pragt,
Slog et slag mod fyrsters magt
Hvis det blev nødvendigt;
Sejrede om så det gjaldt,
Drik og råb: Han leve!
Vandt han da alt://:
Over shah som greve?

Et slag ku’ han ikke vinde:
Sara sov med ryggen til.
Altså drev han elskovs spil
Med en køn slavinde.
Abraham var frisk i en seng,
Pigen af de kvikke.
Hun fik en dreng://:
Barnsøl sku’ vi drikke.

Vi mig én som kan det samme:
Abram, fyldt de hundred år,
Sørger for at Sara får
Påbegyndt at amme;
Konen hun var fyldt halvfems
Før hun fik sin første;
Hans eller hvems?://:
Karlens? Skal man tørste?

Sara dør, og Abram græder,
Trøstet bli’r han dog igen
Med en ny som ægteven
Får han faderglæder.
Så potent på hundredfyrre år
Kunne Abram være?
Vi ta’r en tår://:
Til hans lov og ære.

Datering usikker (1760’erne, sidste halvdel?).

Nr 37 bygger som nr. 36 på 1. Mosebog, kapitlerne 12, 14, 16, 21 og 25.

Fredmans sång nr. 13 Klubben

Det var ganske pudsigt; i går aftes sad vi og snakkede om
som finanserne stod for nuværende, efter at kursen var reguleret i
al pari. En vis tilstedeværende lod som om du var en bank og lå i
Munkens trapper, jeg kravlede derop efter dertil given tilladelse; in
bona fide giver jeg dig mit Ego som pant; du vil, men kan ikke; jeg
kan, men du vil ikke noget; var det så sådan at du bare for det
umulige i hele sagen ville skubbe mig ned mod Lossen og de
trappefrie trapper?

På Lossen, på Lossen! Go’e ven, se gutår!
De har violiner og tøser i år;
I karme, i glugger, i kroge og hvor;
Et skørt og en bådsmand, og elskovleg går.

Hvad rager det mig, regnskabsvæsen, finans,
når femører, fadøl og jeg får en dans?
Al pari og samfundssind, banklån og skidt,
har byen blot burøl, ja, så er vi kvit.

Men Italien - ser du - Holland, Spanien: kan man mon tænke sig at
deres politiske konstruktion i henhold til freden i Aachen, den
westfalske fred, Concilium Tridentinum, børsen og inkvisitionen skal
kunne holde?
Gi’r du mig blot brændevin, piber og snak,
så regner jeg kroner som et stop tobak,
tobak ligesom kroner og tal lommeuld,
og westfalske skinker som sceptre og guld.

Jeg tolder min flaske og synger min sang,
En øltønde udstikker tronen hver gang.
Men fik jeg bestemme, så sku de få skyl,
Ministre og konger, hver dag i godt øl.

1768

De historiske oplysninger sang nr. 13 rummer, muliggør en datering til førstehalvår 1768: den svenske valuta kom i al pari i august 1767, men to år senere røginflationen i vejret igen.

Fredmans sang nr. 38 En dame var Potiphars hustru

En dame var Potiphars hustru, med pli,
Men Joseph, ham vil hun forføre,
Ta’r ham i jakken og sukker: hør, De,
Så bli’, så bli’.
I sengen lå rosen i skønneste ro
- Plukke den, det la’r sig gøre.
Men Joseph, den slyngel, stak af, så tableau!
Mons tro? mons tro?
Havde jeg stået hvor Joseph stod,
Det tog jeg imod.

Men Joseph, det fæ, ud ad døren han fór,
Damen, hun vinker og beder;
Aldrig har man set en dåre så stor
På denne jord.
God mad, gode vine i Potiphars sal,
Pejsen den blusser af ceder,
Ingen bagtaler og kræver duel,
Rival? Nej, vel?
Kom med et hurra for Potiphars fru’!
Hun sover endnu.

Men noget ved Joseph var ganske forkert,
Ædru og angst for det meste.
Over for piger så skrækk’lig genert,
Og reservert.
I Pharaos garde en skidt officer
Var Potiphar vist som de fleste,
For søvnig og slap mellem lagner og fjer
På den manér.
Kom med et hurra for Potiphars fru’!
Hun lever endnu.

1767 eller tidligere

Den syge fod

Kom, den lille syge fod må læges,
Den ville danse på Martis felt!
Lad, engle små, den fod vederkvæges,
Ellers bli’r den snart afmeldt.
Schützer, Stützer, Nathorst, Rothman, Böckman, Bergius, Olleveldt!

Hjælp den syge, varm I jeres hænder,
Giv den skønne både kraft og glød!
Timeglasset ham med leen vender
Og min hyrdinde hun bli’r hvid og rød.
Schützer, Stützer, Nathorst, Rothman, Böckman, Bergius, Olleveldt!

Kom da, I Æskulaps disciple,
Stød i mortrene, hver en, vær god!
Lad ilden gnistre, saften piple,
Roser, krydderier hvor I har jer bod.
Schützer, Stützer, Nathorst, Rothman, Böckman, Bergius, Olleveldt!

1768, senest 1769.

Da notar Bellmans forlovede, mademoiselle Lissander, kom til at træde foden af led på et bal, lavede han denne vise ex tempore (Kilde: StU IX p.87)

Til Ingrid Lissander

Hvor herlige timer! Min skønne, et ord:
Hvor har jeg det godt ved dit veldækte bord!
Jeg drikker og puster, jeg godter mig, ler;
Du siger så nådigt: drik, Herr sekretér!
Min skål for værtinden, mit hjertes begær,
For øjet ej ringe!
Lad skålsangen klinge!
Værtinden, hun leve, blandt skønne især!

Du herlige flaske af ægte krystal,
Du fryder den mave du gi’r hvad du skal.
Du guldgule tandsmør, du suppe, jeg ser
Med urter og rødder, persille og mer.
Min skål for ...

Salaten er mørkrød og stegen har glans
Med kapers og krølfedt, du byder til dans
Med dig som min dame; se, min appetit
Har kæmpet og lempet ved denne visit.
Min skål for...

I glinser, pfannkuchen, af sukker og smør,
Den sødsure frugtmos med sit tilbehør
Af kirsebær, hindbær og pokker i vold,
I haver mig mættet, tak tusinde fold!
Min skål for...

Nå, maven er mættet, men hjertet? Nej, knapt:
Det hungrer og tørster, er det lidt for skrapt?
Giv hjertet hvad dets er, lad suk spille steg
Og søde små ord gi’r en middag som leg.
Min skål for...

Min lille værtinde ved hjerte og bord,
En sangtak for maden, ja, den gi’r jeg ord.
Lad os to så synge med ømhed og ro
Om spisen og drikken, om hjerte og tro!
Min skål for værtinden...

1760’erne

Nogen melodi kendes ikke fra Bellmans hånd; selv har jeg sat melodi til den for selv at kunne fremføre den.

Bedst jeg har min skønne her

Bedst jeg har min skønne her
Lystig, munter, glad og kær,
Skaffer hun mig nyt besvær,
Bli’r kold og tvær.

Slår med nakken, åh så sur,
Munden får kanonkontur,
Hånden gi’r mig raskt et fur,
En koldtvandskur!

Alligevel er min skønne
Bare skabt til at belønne
Hjertets sag
Hver evig dag.

Når hun blinker, smiler sødt,
Går der ild i hver en åre;
Når hun vinker, titter blødt,
La’r jeg mig bedåre.

Ja, min skønne, sådan går det,
Intet forbehold består det:
Derom vidner nu min sang,
Min klagen, suk og tvang.

1760’erne

Fredmans sang nr. 41

Joachim ud’ i Babylon
Havde en hustru, Susanne.
Tøm vor kande ://:
Second hun to none!
Joachim var en gennemhæderlig mand,
Fruen hun var lisså hæderlig som han;
Fru Susanne ://:
Fægted mange an!

Joachims hustru lov og pris!
Lovpris enhver dydig mage!
Lad os smage ://:
Denne vin præcis!
Klink nu med glasset, lad os synge i kor,
Piger og drenge, husbond og -mor!
Lad os synge, ://:
Skålen er så stor.

Rig var Joachim, det var kendt,
Kunne beværte sin næste,
Kun det bedste ://:
Bordet opulent;
Fruen i huset vakte altid behag,
Madlystne friere kom der hver dag.
Hurra, venner, ://:
I vort glade lag.

Kæreste brødre, Hør I nu her
Hvad der vor frue så hændte:
To blev tændte, ://:
Ville hende nær.
Fyrene stønned, sneg sig rundt begge to;
Lysterne flammed, dér var skønheden, jo!
Fru Susanne ://:
Hun var var manden tro.

Haven hos Joachims var anlagt flot;
Luksus var der ikke lidt af.
Omkring middag ://:
Fandt hun dér var godt.
Ege og linde rundt om dammen, betragt
Skønne Susanne gå i bad uden dragt.
Liljehvide ://:
Lemmers legemspragt!

Rundt blandt havens blomsterflor
Går de her fyre og glaner,
Stier baner ://:
De imens de glor.
Hej, sae den ene til den anden så slem,
Hej, det er middag, kom, lad os gå hjem.
To banditter ://:
I hvert en’ste lem.

Vist forstår man hvad de fyre vil,
Og hvad der rumled i sindet:
Fint hvidt linned ://:
Drager øjet til.
Øjet drog hjertet, men Susanne drog alt.
Porten aflåst, husets gartner fortalt.
Hurra, venner! ://:
Det kan kun gå galt.

Sådan var det sagen sammenhang,
Himlen Susanne belønne,
Blandt de skønne ://:
Har hun dobbelt rang.
Klink nu, for hendes minde gør en varm:
Rent banker hjertet i de skønnes barm.
Lad os drikke ://:
Uden vrøvl og larm.

1768

Beretningen om den skønne Susanne, som har optaget så mange billedkunstnere fra Rembrandt og udefter, stammer fra den apokryfe del af Daniels Bog i Det gamle Testamente, en episode man har kaldt den ældste detektivroman. To medlemmer af det jødiske råd i Babylon trængte sig ind på Susanna og ville have samleje med hende; da hun afviste dem, rejste de en falsk anklage for hor og var lige ved at få hende dømt til døden, da profeten Daniel afslørede dem og fik dem dømt i stedet. Egene og lindene omkring svømmepølen fældede dem.

Fredmans sang nr. 42 Judith

1. Judith var så rig en enke –
Gud, det lyder renok stort.
Hop i høet tør man tænke
At hun tit har gjort.
Men nu sover Judith!
Vi la’r hende sove,
Vi bli’r ej udsmidt
For hende at love;
Så lad os da skåle nu
Højt for Manasses fru. ://:

2. Lille, buttet, skær i teinten
var vor Judith af natur,
Værd et natbesøg i sengen,
Frisk i jomfrubur.
Men nu sover Judith!
Vi andre er kvikke,
Sendte mon Gud hit
Sit forbud, vist ikke:
For Judith skåle må
I, Evas døtre små. ://:

3. Far Manasse, ægtemagen,
Døde da han fyldte tres.
Venner, hvad syns I om smagen?
Er I vel tilfreds?
Men nu sover Judith!
Vi andre er raske.
Nu hun har udstridt,
Vi ærer en aske.
Manasses træsko stod
Præcis ved rugens rod. ://:

4. Manden gik med nøgen mave
På sin mark og slog med le;
Solen sved, til dødens have
Kom han, det kan ske.
Og nu sover Judith!
Manasse er død nu!
Brødre, kom nu hit
Og syng for en sød fru.
Syng enken Judiths lov:
Sov sødt, heltinde, sov. ://:

5. Så var farerne på færde
Rundten om Betulien;
Holofernes og hans hære
Var ej landets ven.
Men nu sover Judith!
Sov sødt, lille kone.
Her vil vi nu dit
Hoved bekrone;
Dog byder det os lidt imod,
Din krone rød af blod. ://:

6. Judith vandred som heltinde
Ud i strid for Judas børn,
Abra, hendes tjenstekvinde,
Tog sin egen tørn.
Men nu sover Judith
Så tavs under mulde!
Her vil vi nu frit
Blot drikke os fulde;
Heltindens skål, min ven,
Den tar vi da igen. ://:

7. Vinens kraft og kvindens tårer
Gør ham Holofernes hed,
Lille Judith, tænk hun sårer
Ham hvor sværdets bed.
Men nu sover Judith,
Hun drog sværd af skede!
Folk, det er nu skidt
Når pi’r er så lede.
Tja, Holofernes dør
I Judiths lange klør. ://:

8. Der lå han så hele natten,
Fuld og lysten som en buk.
Judith tog han hårdt på patten,
”Ih, hvor er du smuk!”
Men nu sover Judith
Som halshugged fyren.
Nix pille, du, dit
Svin, ved haute couturen!
Fru Judith, smuk og rig
Er vor tids frøkner lig. ://:

9. Holofernes’ tropper rendte,
Laurbærkranset gik hun væk,
Holofernes’ hoved endte
I en gammel sæk.
Men nu sover Judith!
Så tavs som graven.
Skægget og gru’ligt
Lå hovedet på kraven.
Et spil med en blodig trumf.
Se Judith i triumf!://:

10. Judiths støv ud i en masse
Gik i sine fædres spor;
Holofernes og Manasse
Er i forvej’n jord,
Og nu sover Judith,
Og sagen kan lukkes,
Husk vi fik bud hit
At tørsten sku’ slukkes:
Så skål en gang endnu
højt for Manasses fru.

Senest 1768

Beretningen bygger på Judiths Bog, et af de apokryfe skrifter i Det gamle Testamente; motiverne forekommer hyppigt både i litteraturen, bl.a. hos Kjeld Abell, og i billedkunsten.

Hørklokker som med angstfyldt drøn ( FS 6)

Kor:
Hør klokker som med angstfyldt drøn
nu klemter for en Bacchi søn,
den riddersmand Lundholm her i løn,
nu opslugt af døden!
Parykken fornøden
med stjernen grøn!

Hør klokkers klemt i mørkets kuld!
Sov, gamle Lundholm, visselul!
Cupido synger for din muld:
Hvis din ægtemage
Fik kysset din hage,
så blev hun fuld.

Din morgensol stod sjælden klar,
Din middag blot en skumring var,
Og aftenrøden næsen bar,
Så blussende trind og
Af mørkeblå kinder
Den skygge har.

Så slås din kammerdør da i,
dit kors, dit ordensdraperi,
skal blive muld. Det er forbi.
Man griber din kiste,
Man ære dig viste,
Trompet, sæt i!

Af: Ceremoniel ved parentationen i ridderkapitlet af de To Forgyldte Svin holdt overbrændevinsbrænderen og ridderen Lundholm den 15. oktober 1769.

1791 optaget i Fredmans sånger som nr. 6

Meissner og Trundmans dobbeltmonolog

Meissner:

Ak himmel! Mord! Alarm!
Der ligger Trundman, fuld,med bukser på sin arm . . .
Hej, Trundman, rejs dig op! Det svin er ikke vågen.
Hvor har du logens lys? Vær vaks ved havelågen!
[...]

Meissner: (i munden på) Trundman:

Du sover, din barbar!

Her! Lyset jo jeg har.

Din svabergast, kosak

Påfugl, din bavian, jeg lyser som et glar.
ædru du aldrig var.

Jeg gir dig én på frakken,

Jeg gir én på frakken,

ej flor om logestagen.

jeg vågen er som dagen.

Du hør’ trompeterne,

Hvis du nu går med fanen,

og sover som på lagen.

så bær’ jeg logestagen.
Se Lundholm ligger kold,
Lidt har jeg óg at sige,
hør, klokkermand for fanden.
for jeg er klokkermanden.

Det er den sidste ære

Kys Lundholm i hans røv

han vil du viser ham.

og mig med da for skam.
Allons, din hund, stat op,
Jeg sværger ved hver prop

lad vær’ at ræsonnere!

lad vær’ at kommandere!

Brudstykker af Parentationen over Lundholm 1769

Fredmans epistel nr. 3

Til hver og en af søstrene, men i særdeleshed til Ulla Winblad

Corno - - - Fatter Berg i hornet trutter;
Se den lille nymfe smutter
Sødt omkring i denne dans.
Corno - - - Se som fatter Berg han gaber;
Hver gang Jergen Pukkel skraber,
Trutter han en kadence.
Hurra, der danser Ulla;
Kniplingspynt er kjolen fuld af,
Blomsterkrans om hattens puld, ja,
Hvide tæer://:
Se lys og lampers skær!

Valdhorn bør man ha’ som gjalder,
Boller, nymfer, glas til baller;
Pyt så da med fiolen.
Se på hånden, hvor hun slænger,
Røde fødder, hvide stænger;
se himmelblå er kjolen!
Hurra, nu bølger barmen!
Kjolens folder følger larmen.
Se hvor fatter Berg får varmen
Ved sit stativ ://:
Hej, mand, gi’ de noder liv!

Blæs som fanden gør på dyden,
Hold dit valdhorn ud til gyden,
Byd herrerne gå ind.
Friske grever og baroner
Samt husarer og dragoner.
Hej, vin og muntert sind!
Hurra, hør Ulla griner;
Guldgaloner, serpentiner,
Paris og Helena triner
Rundt i dans. ://:.
Blæs, fatter Berg, med glans!

Valdhorn! Hør hvordan de mumler,
Og sirener om mig tumler
Under Apollos lyd.
Ulla Winblad, kære søster,
Du er fyrig, kvik og høster
En brudekrans hver dag.
Hurra, jeg hør’ du synger,
Frejas tempel ser jeg gynger,
Lynild ser jeg Tor her slynger.
Fuld og våd ://:
Står jeg i Karons båd.

Foråret 1770

Fredmans epistel nr. 9

Tilegnet konen på Thermopolium Boreale
og hendes piger

Kæreste brødre, søstre og venner,
se fatter Berg, han skruer og spænder
strenge på instrumentet,
og buen, den tar han op.
Enøjet er han, næsen er flækket,
hvad nu med skruen, hva', er den knækket?
Øllet, det har han hentet,
nu klimprer han vildt galop;
--- kniber med øjet,
--- piber det, strøget?
-------
skalaer, triller, kilder din krop.
Kæreste brødre, dans nu, tag fat,
så, på med vanten, husk jeres hat!
Aj, se jomfru Lone,
røde bånd i skoene,
strømpen sidder blå og glat.

Se Jørgen Pukkel står der og pjatter,
drikker sin snaps og ryger og tjatter
ud efter dem der danser,
han skaber sig altid vild.
Jakken er guldmetallic med svaj i,
Håret i hestehale, med drej i
ryggen, se, hvor han svanser,
hans fjæs ligner røget sild;
--- glaner på noden,
--- kaner på foden,
------
snapsen er drukket, slukket hans ild.
Kæreste søstre, se hvor koket
brødrene danser den menuet,
skønt de er så fulde.
Ulla, hør, du skulle
holde takt og ryggen ret.

Nej, hvem er det i slåbrok og sweater,
med gule bukser, hvide støvletter
som valser rundt med Susser,
ham med parykken dér?
Ej, ondelynme, se de to fyre,
kniplingsmanchetter, tøj af det dyre.
Drik, fatter Berg, det gusser?
Ja, lyst øl, det er som gær.
---Lokummet brænder,
ølskummet blænder
------
slut med at snave. Mavebesvær!
Kæreste søstre, dan nu en ring,
dans nu og lad som slet ingenting,
syng selv, og følg trop nu,
fatter kaster op sgu,
raver hundesyg omkring.

Hej, søde piger, sving jeres skørter,
Hør bassen, dans som I flirter!
Harpiks på fatters bue
og stik ham en bitterdram!
Hvem er det, Berg, du er så erfaren,
hende den fede henne ved baren?
Hva', er det husets frue?
Ja så! Hun er fandme stram.
--- Vred, prøvet, hoven
--- Bredrøvet, doven,
------
Skeløjet, ikke? Sikke et kram!
Kæreste venner, dans nu med mig,
hver dag musik og piger til leg,
her er Bacchus gæsten,
her står Amorfesten,
her er alting, her er jeg.

Foråret 1770

Fredmans epistel nr. 25

Som er et forsøg på en pastorale i bacchanalisk smag, skrevet ved Ulla Winblads overfart til Djurgården.

Blæs, alle sammen,
Hør bølgernes glammen,
tordner det?
Neptun ser madammen
som ordner det,
Venus bør hyldes,
Besynges, forgyldes
smukt i ord;
Hør, søluften fyldes
af Neptuns kor. ---
Se Venus i sin pragt!
Om hende holdes vagt,
Engle, delfiner, sefirer og Pafos' hele magt;
Vandets nymfer plasker højt
med sprøjt.

Fugle på vinger
Og småfisk der springer
op og glor,
Rorskarlene svinger
med perlemor.
Vindene sukker,
Se, bølgerne vugger,
bukker sig;
Skyerne de dukker
for solens leg.
Venus tog nu af sted,
Snekken som hun er med,
Smykket med vimpler og blomster, går ind på sivklædt bred.
En triton med solhat stor
nu ror.

Loen skal fejes
Og byggen snart mejes,
kornmodsglans;
Gøgens kuk fordrejes
af løvets dans.
Krager og viber
Smånæbbene sliber,
flakser op;
Pans fløjte den piber,
han blæser stop.
Hjortene stanges hårdt,
Elgene flygter bort,
Strålende, crawlende stiger fru Venus ud af sin transport,
Tar Palemons kurhotel
i kvæld.

Venus, du prude,
Forlad kun din skude
ved vor strand;
Vinglas skal bebude
vor lyst i brand.
Ak, mine venner,
Enhver af jer kender
mine træk,
Hornsignaler sender
I, trut blot væk!
Du Ulla Winblad, kåd
Gynges og ros per båd!
Du er vor Venus, matroner, patroner er dit råd.
Stig i land på Pafos' ø,
min mø.

Se her i parken
Er elskov monarken,
kongen med,
Djurgården hedder marken,
et herligt sted.
Syng om eksempler
Som Frejas små templer
væg ved væg,
Fortidens stempler
har sat sit præg.
Syng her om mødoms tab,
Bruden og hendes stab,
Om når til valdhorn hun kæmper og spræller på et skab.
Ulla Winblad, alt forladt,
min skat?

Duk dig, min due,
Træd ind i min stue,
dans du om,
Os kan ingen kue,
kom, Ulla, kom!
Hører du suset?
Se værten i huset,
Berg, monsør,
Valdhornet og kruset
gir ham kulør.
Djurgårdshyrdinde god,
Her er Palemons bod,
Her ser du hyrder som altid raver, laver rod,
Hyrden uden får og lam,
madame!

Blæs ouverture
For Ulla, min dyre
fornemhed!
Se en skøn tournure
som vælder ned.
Pil ved chignonen
Og sving roberonden
vid og stor!
Blæs i pavillonen
et herligt kor!
Dyrk nu Cupidos navn,
Giv mig din varme favn,
Nu må du puste og pruste og blusse som en bavn!
Hjertet banker, pulsen går,
den står...

Kom, syng lidt mere!
Lad elskov regere
vore liv,
Spillemænd markere
vort tidsfordriv;
Vin på vor tunge
Og luft i vor lunge
til en sang,
Dans, gamle, unge
Nu på en gang!
Piger og festpalads,
Vellyst i blod og glas,
Søvnige øjne, friskt hjerte, fioler, sang og bas
Er epistlens dogmatik
og skik.

September 1770

God dag, sae Sidenström, Herr sekretær

God dag, sae Sidenström, Herr sekretær,
Undskyld vi sådan kommer rendende her.

Her render nu Blomberg og springer jeg sel’
Hver evige dag, lie fra morgen til kvæld.

Hvordan så, hvad blir det? Nej, slut med det her,
I cellen ret nu da, min goe sekretær.

Fra slotskanceliet har vi dom i dag:
Ta herren med møblerne straks i beslag.

Ak Sidenstrøm søde, hvad er der nu los,
Ak, her er et afdrag, bær over med os.

Så sandt som jeg lever, og himlen ved bedst,
Alt hvad jeg ejer, er blot en brun vest.

En feltseng, en træstol - og tøfler - et par
Er alle de møbler jeg arme mand har.

Jeg tjener min konge med hans revision,
Trehundrede daler er al min pension.

Jeg lover Herr Blomberg straks næste kvartal
Betaler jeg renter og fuld kapital.

Jeg burde vel pantsætte frakken, den las,
Men klæder på kroppen, det skal der vel has -

Har herren ikk’ andet at sætte i pant?
Vi må ha betaling og helst per kontant.

Min kårde den koster mig fem blanke pjes*,
Den vil jeg ikk’ miste for Deres grå fjæs.

Ja, kården og hatten, dem må vi nok ha,
De kommer i gældsfængsel, ved De, endda.

Jeg stoler slet ikke på Dem, som De ved,
De lyver så husene snart skvatter ned.

Jeg skriver, sagt ydmygt, jo ud i et væk,
Så næse og negle er fulde af blæk.

Ja, pen eller blæk, ja skriv De blot smart,
En ende på sagen, den må komme snart!

Ak, Sidenström, kæreste, vent lidt fordi
Jeg sir De kan komme i morgn klokken ni.

Min herre! sagt ligeud og sans facon,
Af sted til arresten og uden pardon.

Tag pjalterne over dig, så, straks af sted,
Det går som fortjent, og nu kommer du med.

17.7. 1770

Sidenström og Blomberg var kendte pantelånere og ågerkarle i datidens Stockholm. Ordet pjes (af fr. pièce, stykke) brugtes i datiden om pengestykker, i Danmark gerne om skillinger (OdS)

Fredmans epistel nr. 19 Til søstrene på den kongelige Dyrehavsbakke

--Daws, søde piger, trommen den går!
---Hør janitsjaren slår!
---Piber og trommer, Brøndum og smør
---Hør på hans hvirvler, gør!
Kæreste brødre og søstre, tag plads og dæk op;
Vafler og hveder i græsstråenes top.

---Dans mellem bakker, hvor der er grønt
---Sving jer på kroen! Skønt!
---Søstre med hånd i siden, hejho!
---Barfods vi begge to.
Rytmen fra trommerne! Manddom og elskov og vin
Trænger nok ind i din sjæl, ma cousine.

---Sødeste søstre, fuld menuet
---Tromme og flageolet!
---Og kære brødre, et bredfyldt glas
---Plus ekstra kontrabas!
Hej pimpinella og hoglands og sød frontignac!
Hurra, små jomfrur og svende og rak!

---Kæreste brødre, led blidt og blødt
---Søstrene op i høet!
---Elskovens pile hvæsses i øl.
---Bådsmand, til båden føl',
Piben i munden, den skønne du har ved din arm!
Trom, janitsjar, trom du os en alarm!

---Stik fatter Berg en snaps for hans spil!
---Solskinnet får han til.
---Skål for værtinden, drik denne tår,
---Lystigt vort levned går.
Kæreste brødre og søstre, jer tilegner jeg
Denne epistel, ja amen! Tjuhej.

Foråret 1770

Fredmans epistel nr. 4

Primært til Anna Stina

Hej, luft i valdhornet, blæs, musikanter,
Ud med din skrå, spyt så, dreng! - - - Corno
Her mellem kister og bøtter og spanter
Reder vi elskov en seng. - - - Corno
Blæs nu, I hunde, så får I lidt vin.
Engle og hjerter og snaps kan I nyde.
Lad valdhornet lyde;
Hold op, ikke snyde,
Men hold så det horn ud af vindvet, dit svin.

En stue så vakker med hundred tapeter;
Køkken i krogen, ja da! - - - Corno
Tøsen i sengen, i særken, hun ble’ der,
Hej, Anna Stina, hva’ba? - - - Corno
Blæs nu, I lømler, til dydens ruin;
Hør, lad os tilbede Bacchus og Freja,
Vor lyst bli’r vi sej’ a’,
Vor tørst ikke bleg’ a’,
Vi dør når vi elsker, vi lever af vin.

Hej, løft de valdhorn og støt dem på armen,
Blæs så, I stoddere, blæs! - - - Corno
Se Anna Stina så hvid dér i barmen!
Låsen til skønheden fræs! - - - Corno
Kæreste, nu skal I tro mine ord:
Elskovens templer, dens lande og stæder
Er bolstrer og plaider,
Stentrapper, stræder
Og planker og gader, en stol og et bord.

Forsommeren 1770

Fredmans sang nr. 5

Så såre jeg har en ledig stund, forsømmer jeg ikke at henvende mig
til min herre som til min kære ven, men mine epistler bliver - med
tanke på mit store arbejde for min konge, hans krone, land og rige -
aldeles ikke så lystige og glade som jeg kunne ønske, tvært imod
matte og triste som denne min tankegave på denne postdag, thi jeg
har sorg!
Ser De, min herre, den tidligere notarius ved Søndre Forstads
skatteret, senere notarius primarius ved Nørre Forstads vestre
skatteret med samt herolden ved drikkebrødreordenens
ordenskapitel, velbyrdige hr. Johan Glock er afgået ved døden i
begyndelsen af indeværende måned; efter samme herre og
mandsperson parentation er at afholde den 11. førstkommende
augustimåned ved drikkebrødreordenens ceremonimester,
ordensparentatoren, oratoren og konstituerede dansemester i koret
Janke Jensen. I samme anledning bliver der mindst mulig pomp;
ingen ligprocession med larm og spektakel, blot sørgemarch på
paukerne, når ordensbanneret frembæres af den efter Glock
udnævnte ordensherold. Endnu har udnævnelsen ikke fundet sted,
men man gætter på forskellige som kunne anses som værdige til at
indtage vor saligt afdøde broders embede i kapitlet; man spekulerer
kort sagt på i hvis lod det falder, desformedelst at heroldembedet er
en poste d'honneur i så henseende at den er ligestillet med ridderne
af højstbemeldte orden. Vor hedengangne herolds fortjenester er
drabelige i drikkeriget, og hans gravkammer hædres med druer og
kantater, hans aske bestænkes med bourgogne og guldøl. Klokkerne
kimer fra tempeltårn, og derefter rejser oratoren sig og holder en
med emnet passende tale, hvorefter hele festen sluttes med en
elegi eller en sørgekantate om salig ligets bortgang, nogle kvad om
drikkelse og om fuldemandsfornøjelser og drukne fruentimmers
tankespind, om foragten for livsproblemerne ved glas og grønne
flasker og om den himmel som hvælver sig over Drikkeriget.
Turde jeg opmuntre min herre med nogle af ordensbrødrenes ved
dette tilfælde affattede gravvers, således:
(a)
et dyrebart aftenoffertorium ved dette vor herold
i drikkebrødrenes ridderkapitel Hr. Johan Glocks åbnede og atter aflåste gravkapel,
afbrændt på værtshuset Jæger Grønhat ud på morgenkvisten ved solens opgang
den 9. julii 1770 av von Bercho, kommandør.

Fra livets kyst ad skyggers bro
Bortvandrer nu en ridder
Af ædel æt: von Gyldenso
En stormand, døv for kvidder,
Til gravens mørke vinkel dømt
Hensvøbt i grønne kranse.
En herlig mand og vidt berømt
I drikkelag og danse.

Dit herolds ærestegn blir brudt
Af mig og dig og døden,
Din skæbnes bane kom til slut,
Ej mer er øl fornøden;
Hver dråbe til den sidste tår
Som hældes på din kiste,
Den skildrer hvordan høst og vår
For dig, min ven, sig viste.
(b)
Velment sørgesyn, imaginationsvis deklareret
ved Bacchi Ordensherold Johan Glocks afsked fra jorderiget,
af von Ehrengylt, om aftenen den 11. junii 1770 på Den forgyldte Drage.

Se sorte bølgers hvide skum,
Nej, se som Karon slider!
Han maser med sin båd, og grum
Han vand af skæget vrider;
Med åren slår han bølgen blå,
De slår igen, de bølger,
Og himlens sluser pøser på,
Og tordenbrag påfølger.
Jeg ser forkrænkelig vor jord,
Skønt mørkeblind som ormen,
I Karons båd går Glock om bord
Og væltes rundt i stormen.
Farvel med vin og dobbeltøl
Og glasset fyldt til randen!
Just nu, min ven, står du i skyl
Ved Elysæumsstranden.

Juli 1770

(c)
En gylden og blomstersmykt urne, beskedent hensat på de elisæiske marker
den ottende dag i hømåneden, i Tumulo Glockii,
af Kæmpendal, nuværende førsteherold i Drikkerigets loge

Min ven, ham Glock slår låget i
På kruset og forsvinder
Hvorhen monstro? Det er forbi,
Jeg lægger intet forhinder.
Du fik forfald, du skulle dø
Og rejse fra vort gilde,
Vi tar vort glas på verdens ø
Og mindes Glock ved glædens kilde.

Så fik du da din sidste tår
Og krystet druens kerne
Så oliedråbens varme når
Endnu din kolde hjerne.
Dit jordehylster var så vådt,
Det kan man ikke nægte,
At Dødens le nu ruster godt
Og ikke mer kan fægte.

O, Glock, din tunge! Mild og god,
Så sød som smurt i honning;
Så stivned den bedst som du stod
For Drikkerigets dronning.
Og dine læber, de blev blå,
Ej mer var kys så søde!
Din vellyst satte dig i stå,
Dit paradis blev øde.

Min døde bror! Jeg kikker dybt
I glasset, dig til hæder,
Din skål her i kapellets krypt,
Jeg raver rundt og kvæder.
Men tørst gir ikke dig mer kval,
Mens jeg i tåger hylles.
Nu skal din urne af Kæmpendal
Med vin og blomster fyldes.

Juli 1770

I modsætning til de groteske ordenskapitler fra 1760’erne har sang nr. 5 en ekstremt litterær form og ikke en scenisk; det indledende brev ligger i stil og indhold tæt op ad Ludvig Holbergs epistler, man finder parodiske hentydninger til Bellmans forgængere i svensk litteratur, fru Nordenflycht som forfatter til Qwinligt tankespel og Gyllenborg som skrev Verlds-Föraktaren. De efterfølgende ligvers hører til det skønneste Bellman har ført i pennen, og ikke mindst takket være melodien til FS 5(b) har de vundet uhyre popularitet, den specielt, i Danmark hvor den ofte kendes som menuetten af Elverhøi eller under en af de uartige gadeviser drenge har gået og sunget. Forskeren Gunnar Hillbom har fundet det rimeligt at antage at de to andre melodier er blandt Bellman selv har komponeret. I øvrigt var Johan Glock en virkelig figur i datidens Stockholm, hans karriere som beskrevet i brevet, hans dødsdag den der angives i digtet; også von Bercos og Kämpendahls eksistens og nære forhold til dommer Glock kan dokumenteres.

Fredmans epistel nr. 59 Til “Lossen”

Hurra! Op med humøret, I driverter! Jamen goddag, brødre! Tag for
jer af flaskeforet! Væk med det dam der! Dig din tjærebuks, med en
lang hollænderpibe. Du blir damrian, gør du. Skænk op og sig skål!
Halløjsa, hvor det lyner fra skydehullerne. Petter Iversen kommer fra
Bordeaux. Hvad gør han? Han ligger jo i Kattegat, din torsk. Skål i
skibet! Åh snak, han kommer fra Danzig bi de vind, ja han gør så. Nå
så det gør han? Kan du se det røde flag? Ja, det er blåt. En snaps til!
Skål da! Sludder og vrøvl, det er rødt, siger jeg. Nå, men så siger jeg
det er grønt. Hurra-hurra-hurra - og så det lange! Det der med
violinerne, det stryger vi! Pas da på med de vinduer, mand! Hej,
tøser, ude med svingfjerene hva’? Kom med det ølglas nå! Skål for
fanden, og drik det så. Skål, fatter Berg, skål for Petter Iversen!
Halløjsa! Skål for topsejlet! Det er mig en ære at drikke topsejlets
skål. Hej, nogen forlygter! Hurra-hurra-hurra - og så det lange!
Jamen se der, nu vanker der vin og budweiser, og se flasker med
sølvtulipaner i kanten og guldlikør. Stryg nu de violiner! Trut i
trompeterne! Så skal der danses, nu skal i byde op jo. Dans så, I
papegøjer! Blæs så, I tubister!
Corno - - - Bådsmand, din hat! aftages,
Tvebakken smages,
Tøsen behages
Med en dans i stuen rundt,
Det siger de skal være sundt!
Kurr nu, min lille due;
Vist ikke grue,
Let du din hue
For den der monsør
Som larmer ved din dør.
Sjögren, sveden af dig lakker.
Hør det valdhorn, som det hakker.
Hør min snut med små klik-klakker://:
Med korset og ørenringe, du er kær,
De bryster vækker mit begær.Det var satans til frieri, Sjögren! Hvordan kan du forliebe dig i en
troldkvind i hendes sorte flonelsskørt, et par røde øredimser og et
par bare ben i et taftestøfler! Sjögren, Sjögren, hør nu efter,
Sjögren! Hvad siger du ellers til hende i den der damasknederdel og
den uldne bluse? Hende dèr der har smidt skoen og står og skruer
på kontrabassen. Hører du efter, Sjögren? Wer da? Hvem er’et? Nej,
vil I bare se, der kommer en tysker. Det er, nej det er en italiener,
med de tolv apostle på ryggen. Hvad koster kong David til hest med
en forløber? Acht schtiber. Det var ligegodt fandens, er de fra
Bordeaux hele banden. Skål så! Hej, piger! God dag, den herre!
Skål, den herre! Dolce vino della pace. Nå da, han er glad for
kalaset. En snaps til! L’ira di Dio arrivera bentosto a questa città. Er
Vera arrig og tosset og har kvæstet Zita? Se ham danskeren som
han svinger sig. Ritsj-ratsj filiongongong. Kan du så drikke, eller skal
du have tærsk? Nu bliver du bange, hvad? I ægtemændshorer! I
rumpevrikkere! Er der ingen skam i jer? Tør I råbe sådan udi
borgmesterens gade, fanden selv må logere på rådhuset. Gør
Bjarne mat. Hej, få så gang i de trompeter! God dam you! How
d’you do? Machen Sie mir kein Schpasen nicht! Paloviina ja olutta
tänne! Hiphip hurra! Kom så med trompeterne!

Corno--- Lad nu musikken lyde,
Nymferne flyde,
Stjernerne pryde
Himmelhvælvets blå.
Og lad trompeten gå.
Corno - - - Slid både hæl og såler;
Jo da, vi tåler
Alt mens vi måler
Frejas livsens fryd
Og hendes lov, adlyd!
Lad os synge, brødre, viser:
Hjertet elskoven bespiser,
Ikk’ i weltschmertz mer forliser.://:
Syng I søstre med i koret, drik med smag
Som jeg både nat og dag.

Eftersommeren 1770.

Bemærk citater fra Ludvig Holbergs Den politiske Kandestøber og flere citater (de italienske) fra Holbergs epistler. Bellman har ofte citeret Holberg, i Fredmans sang nr. 5 (se ovenfor) ligefrem parodieret ham. Dolce Vino della Pace et italiensk udbrud: fredens søde vin; L’ira di Dio arrivera bentosto a questa città, Guds vrede vil snart komme over denne stad. Gør Bjarne mat er en misforståelse af en russisk forbandelse: din mor er luder. Paloviina ja olutta tänne, en finsk bestilling på brændevin og øl.

Fredmans epistel nr. 23

-som er et soliloquium da Fredman lå ved krogen Kryb-Ind,
lige over for bankohuset, en sommernat anno 1768

Ak, du min moder, hvem var det der sendte
dig hen til farmands seng?
Der blev de første glimt af liv antændte,
stakkels mig, en dreng!
Din lyst, begæret
gav mig besværet
i vor jammerdal.
Du blev fornøjet;
nu har jeg døjeti
siden du blev sval.
Havde du blot haft bom
for din jomfrudom,
------ for din jomfrudom.

Føj, himmelseng og føj for mellemværker,
dundyne, brudevår!
Føj, dine øjne, som min far bemærker,
føj, dit jomfruhår!
Føj, kimeriet
da du blev viet,
ja i lyst og nød!
Føj, sko der klemmer,
føj, ømme lemmer
som gør sengen sød!
Hvis ikke I tog fat
på et bord den nat,
------på et bord den nat.

Troskab og dyre ord, ja, jeg foragter
altsammen, mor og far!
Her ligger jeg i skidtet og betragter
disse sko jeg har!
Se! Sikke haser!
Jakken i laser!
Skjorten sort som sod!
Slipset i stykker,
Uldhårsparyk og
den forvredne fod!
Åh, hvor den klør, min krop
kom og hjælp mig op,

------ kom og hjælp mig op.
Føl mine hænder, magre og kolde,
skælve ved støj og larm,
de synker ned, et vissent strå kan holde
mer end denne arm.
Øjne og kinder,
altsammen minder
om min skrøbelighed.
Gud, nej, min tunge
kan ikke sjunge
mer om herlighed:
om elskovs lyst og kval
og en fuld pokal,
----- og en fuld pokal.

Kom, læsk min tunge, åh, hvor det styrker,
når proppen trækkes ud!
Jeg er jo hedning, mund og hjerte dyrker
vinens høje gud.
Vist er jeg dranker,
men når der vanker
vin, så blir jeg rig.
Hvad der end sker mig,
om døden ser mig,
er min flaske uden svig,
når døden når sit mål,
sir jeg atter skål,
----- sir jeg atter skål.

Men kroen åbner, skodderne fjernes;
natklædte folk i byen.
Himlen får morgenrødme, se, hver stjernes
glans forgår i skyen;
solstråler sitrer,
kirkespir glitrer,
luften blir tilpas.
Hvor har jeg kappen?
Her ser jeg trappen
ned til Bacchus' plads.
Tak, en gevesen først,
før jeg dør af tørst,
-------før jeg dør af tørst.

Så vil jeg binde op om mine lænder,
vandre til bords og glas.
Nu skal de smøres, alle led og hænder,
komme lidt på plads.
Hurra, til lykke!
Lystigt, på krykke!
Frisk til flasken, hej!
Nu er jeg modig,
tapper og frodig,
uden frygt nu. Nej.
En snaps til, nej et par!
Tak til mor og far,
------ tak til mor og far.

Tak for hvert knald og skål, hver forlovet
som gik til altrets fod;
tak du som snedkred fødeseng og skoved
træet just hvor det stod;
tak, kødets lyster!
bifaldet høster
du, min gamle far!
Var du til stede,
blev det til glæde,
vi drak hvad der var!
Lie til vi gik om kuld,
sku du drikkes fuld,
-------sku du drikkes fuld.

Foråret 1770

Fredmans epistel nr. 2 Til fatter Berg vedrørende celloen

Din cello skal stemmes,
Hov, fatter Berg, skynd dig!
Søster søde hej,
Sig nu ikke nej,
Sig nu ja, så bli’r vi glade.
Din stol står her fremme,
Så stryg din sølverstreng.
Sving din bue, slæng
Din arm, men flæng
Ej kassens overflade.
Du sveder? Ja, pyt,
Men her i Bacchi lade
Bli’r du nok ikke snydt,
Her kan du bade!
- - - Ganske rigtigt!
Dit kald er vigtigt
For vor’ sanser og gemyt.

Blandt nymfernes skare
Er du en nødvendighed,
For du kan og ved
Både mål og med
Når unge hjerter bindes,
For elskovens snare
Af cellostrenge består;
Det bli’r hjertets vår,
Når dit spil det slår,
Vil unge sammen finde.
Der går ét minut,
Så bli’r de små som blinde,
Og pigerne til slut
Bli’r dejligt trinde.
- - - Som du spiller!
Men nymfen stiller
Sine lyster. Du ler sgu’t!

Jeg elsker de skønne,
Men vinen endnu mer:
Med et stille smil
Ser jeg vægtens pil,
Den vejer ikke lige:
En brud i det grønne
Og vin i grønne glas:
Som diskant og bas
Har de begge plads.
Nej, hør din bue skrige!
Lidt harpiks, værsgod
I kassen til min gige,
Hvor var det vinen stod?
Hvad skal jeg sige?
- - - Fredmans lære
Er at ære
Vin og kvinde på lige fod

Eftersommeren 1770

Fredmans epistel nr. 12 Elegi over slagsmålet på Gröna Lund

Græd, fatter Berg, og spil nu
Skalmejen, mollstemt før,
- - - og pres dens rør.
Mit bryst er svært redt til, du,
Det udspyr øl og fedt -
- - - blæs, fatter, lidt.
Du mindes denne stue?
Men piger? Er her fler?
Nej, her er ryddet helt ud, knapt en flue
Under loftet mer.
Og Jørgen Pukkels prinsebuk med hatten er et skue
Man ej ser.

Og borde? Nej, og bænke,
Blot døre uden greb.
- - - Hvad om du peb?
Før stod her glas og skænke
Og brødre stod i ring,
- - - Nu? Ingen ting.
Du stod lidt venstreude
Med valdhorn, og du gol,
Nu ser man bare skår i hver en rude
Og en søndret stol.
Her får du aldrig mer en skilling for at tude
En triol.

Hvor gulvets brædder knaged
Ved stampen, larm og brus,
- - - er ikk’ en snus.
Så frønnet er nu laget,
Den skorsten knækker nu.
- - - Blæs, kære du.
Hvor før man så trompeter
I åbne vinduesfag,
Ses bare stumper af gardiner og tapeter
Vifte som små flag.
Forgæves kigges efter hest og vogn, kareter
For og bag.

Når ingen kan forliges,
Tja, sådan må det gå.
- - - Min ryg er blå.
En lussing kan undviges,
Hvis selv man holder fred.
- - - Læg fløjten ned.
Og mer må ingen drikke
End det han har betalt;
Thi næsen i korp’ralens kande stikke,
Det er asocialt,
Og danse med en andens dame, er det ikke
Altid galt?

Eftersommeren 1770

Melodien stammer fra motiver i Händels opera masque Acis and Galathea hvis tyske tekst Dem Berge mag die Heerde - formentlig en oversættelse af John Gays librettotekst - synes direkte at have inspireret til fatter Berg. Acis och Galathea opførtes flere gange i Stockholm, bl.a. i 1773 som heroisk ballet. Blandt Bellmans musikvenner kan man sagtens have opført udtog af den meget yndede opera i sommeren 1770.

Indtoget i Jerusalem

Vi ser nu en mand som bringer bud
til Herrens folk om glæde,
Som smiler så mildt til Zions brud
hvor end hans fod vil træde.
Hans dragt en las, hans kappe klud,
men tronen er hans sæde.

En tornefuld sti han vandrer ad,
hans fødder såres mod stene,
Kong Davids palads bag Kedrons vad
blir ikke sejrens scene.
Hans vandring vil gå i dødsskyggens stad
mod rædslens bjerg alene.

Han hviler en stund ved bjergets fod,
hans venner ordner sager;
Hans øjne blir fyldt af tårers flod,
hans hjerte tungt af klager,
At bryde dødens magt ved dens rod
hans sjælero borttager.

Nu åbner Jerusalem sin port
og modtar Davidssønnen;
Jerusalems døtre nejer, og stort
er mandens buk, glad bønnen.
Uskyldige ler, og alt blir gjort
og ingen ser på lønnen.

Hvad er det for hverv, for højheds dragt
man ser i ham man møder?
Jerusalems palmer ribbes for pragt,
et blomstervæld man øder,
Man falder på knæ, og hænder blir strakt
af hedninger som jøder.

Han hilses med hosiannaråb,
velsignet er hans komme!
Man springer af sted med svulmende håb,
mens andres held er omme,
Og glæden gir hver mand Jordans dåb,
og ingens blikke tomme.

Et underligt syn! En konges tog,
skønt pragten virker ringe,
Et usseligt kræ som går under åg,
må bære Gud til tinge.
Men børn løftes højt, hver øjenkrog
må glædestårer bringe.

Nu har vi nok hørt hvad Herren han vil
når engle sang i det høje,
Og Herrens profeter lagde til
om Davids søn ret nøje.
Jerusalems døtre, I så et spil
mens gråden sad bag øje.

For jorderigs guld var intet mål
for Jesus, nej, men dets sjæle,
Du kom her med nådens frihed som stål
med livs og sandheds mæle.
Jerusalems børn var glatte som ål,
snart rejstes korsets pæle.

Med suk nu i dag, al menighed,
for palmesøndags lære:
Hans festlige ridt gav ikke fred
og ingen verdslig ære.
Alverdens vor drot i evighed,
må vi hans vakte være.

Træd ind i vor sjæl som i din stad
til templets høje sale,
Og giv os forstand, gør sindet glad,
send lys til mørke dale!
Knus hjerternes sten i åndens bad,
lad suk og lovsang tale!

Vi venter en advent hvor du står
som lys på bjergets tinde
Forklaret hvor engleskarer går
i sol blandt grønne linde.
De levendes land for øje vi får
som vi engang skal finde.

4. december 1770

Trykt i avisen Dagligt Allahanda 4.12.1770, bearbejdet flere gange, senest ved optagelsen i samlingen Zions Högtid 1787. Oversættelsen er tilpasset C.F. Weyses melodi til Grundtvigsalmen Velkommen igen, Guds Engle smaae.

Læs i stjerner

Esaias 21: v.11.

Læs i stjerner, læs i tider
Hvilke tegn nu forestår,
Månen slukkes, bølgen slår,
Vægter, sig om natten lider?
Løft dit hoved, lyt en gang!
Lyder snart forløsningsklokken,
Helveds syden, jordens rokken
Tidens sidste timesang!

Tvivl og trods i mænd og kvinder,
Alting skifter, nat og dag,
Verdens pragt blir mat og svag,
Det går stærkt hvor floder rinder,
Figentræets blomst er brudt;
Jordens trælle skælver, gyser,
Sol og måne blegner, fryser
Ud af lejet, alt er slut.

Hjælp, o Gud, de sidste tider,
Når alt til forvandling går!
Her i Kedars hytte står
Jeg som fremmed, synet skrider...
Giv fortrøstning i dit navn!
Lær mig sukke, våge, bede!
Hjælp mod helvedsflammer hede
Lad mig frydes i din favn.

11.december 1770

Trykt i Dagligt Allahanda 11.12. 1770, næsten uændret genoptrykt i Zions Högtid 1787.

Over evangeliet på første søndag efter jul Lukas 2,33

Simeon! Hvad mon du ser?
Det som slår dig inderst inde,
Himmelvendt står du og ler,
Og dog ser jeg tåren rinde,
Du forstår, nu skal det ske.
Jo, du ser at solen stiger.
Ser du nu at angsten viger?
Du får frelseren at se.

Ja! Jeg ser dig, gamle ven,
Der i templet, hvor du taler,
Og nu kommer Anna hen,
Sammen står I og husvaler
Jeres sjæl i kærlighed
Til den lille som de bærer
Frem for Herren, som I ærer
Og som øjet dvæler ved.

Men du gamle Simeon!
Med din lovsang og din beden
Viser du dig redebon
Til at søge himmelfreden
Bag om gravens svale ro.
Inden længe skal du tale
Med din Gud i Himlens sale,
Himmelvidt fra sorgens bo.

Åh, så ivrig er din røst,
Når du i en hellig dvale
I din høje alders høst
Profeterer og må tale
Om det faldne Israel.
Håb og tålmod bar du trolig,
Alskens lyster har du rolig
Lært at sige så far vel.

Se! din Anna glæder sig!
Lad os høre hvad du synger!
Dine øjne væder sig,
Dine læber, de udslynger
Ivrigt Jesu søde navn.
Jesu kærlighed dig tænder,
Og med troens stærke hænder
Ta'r du barnet i din favn.

Hvor ærværdigt dette par!
Syn og hjerte dybt sig bøjer
Nu for ham du for dig har,
Deler det som dig fornøjer,
Vil din Herres glæde nå.
Vi ser frem til frihedstimen,
Da vi hører klokkers kimen,
Kan fra Kedars hytter gå.

29. januar 1771

29. januar 1771 i Dagligt Allahanda. Genoptrykt i stærkt omarbejdet form i Zions Högtid 1787. Kedars hytter, jvf. Salmernes Bog 120,5 som udtryk for livet på jorden.

Fredmans epistel nr. 27 Som er hans sidste tanker

Vist er man gammel, urværket går,
Viseren viser tiden ile.
Her ved min flaske, mit vinglas, dér står
Timeglas og dødens små pile.
Tørstig betragter jeg stjerne og sol,
Pilgrim, stands op, hør min basfiol!
--- Movitz, din ven skal til hvile.

Dejligste skød og yndige barm!
Sørgeligt sås den blomst bortødes,
Hun som gav far, til min kvide og harm,
Vellyst i den seng hvor jeg fødes.
Nå, men nu slumrer de. Glem min fortræd!
Syng, Movitz, syng om hvor øjet græd
- - - over de kranse der strøedes.

Ravende skygge, rødblisset fjæs,
Er man Bacchi tjener, har man
Blærer på tungen, er brændevinshæs –
Ser I ham, præcis sådan var han.
Freja og Bacchus, de to stod ham bi,
Movitz, den grav du må lægge mig i,
- - - er den som rummer min farmand.

August 1771

Fredmans epistel nr. 30 Til fatter Movitz under dennes sygdom, Svindsoten. Elegi.

Tøm du dit glas, se døden står og venter
Dér ved din dør med sværdets slebne skår.
Trøst dig, han linder lidt på låget, henter
Dig først engang måske til næste år.
Movitz, din svindsot den ta’r dig til graven.
V:cello- - - spil nu oktaven;
Stem dine strenge, syng om livets vår://:

Gulgusten hud, mat blomstrende små kinder,
Indfaldent bryst og magert skulderblad.
Vis mig din hånd! Hver åre blåligt stinder
Sig, svulmet op og klam som fra et bad;
Hånden er svedig og årerne stive.
- - - Spil expressive,
Tøm du din flaske, syng og drik, vær glad://:

Himmel, du dør, din hoste, hvor den skræmmer;
Det klinger hult, når indret krænges ud;
Tungen er hvid, det bange hjerte klemmer,
Blød som en svamp er sene, marv og hud.
Ånd på mig! - Satans til dunst fra din aske!
- - - Ræk mig din flaske!
Movitz, Singot! Skål! Syng om vinens gud!://:

Ud af hans grej kom døden uformærket
Dråbevis flydt med morskab, sang og spas.
Ja, der var orm med sorgeglød forstærket
Som fyldte, Movitz, dette lille glas.
Alt tæret bort, dine øjne de svider,
- - - tarmene bider.
Kan du si’ skål endnu en gang? - Ach was! ://:

Nå, men så skål! Farvel fra Bacchus’ kælder,
Fra tronen vinker Freja sidste gang.
Ømt prises hun af blodet som nu vælder
Ud af det sår hvor snæpperten* tog fang.
Mes, bed og glem, begræd, fundér og tænke!
- - - Skal jeg nu skænke
En snaps til turen? Vil du dø? - Nej, kling-klang**! ://:

3. september 1771

* instrument til åreladning, kniv med springanordning, jvf. grundtekstens våld ** synonym for skål

Fredmans epistel nr. 34 Til Movitz da der var ildløs i hans kvarter i Kullemperstræde

Nej, hvad er det for en rønne?
Ruden revnet, låsen brudt!
Trommeslag i gyden, tynde
Hanegal som hæse trut.
Hvem dér? Hvem dér? Larm i gaden.
Jeppe, trut fra tårnet, trut!
Den starut!
En skam for staden.
Klokkeklemten. Vand herut!

Nikolaj mod nattehimlen
Stråler gyldentrødt sin pragt;
Kællinger i hidsig stimlen
Slås i høet om en tragt;
Fra en sønderslagen rude
Tar en gul kat sig i agt;
Hund på vagt
Tar til at tude,
Grin og gråd og brag (som sagt).

Pumpen knirker, skorsten sprager,
Hesten gnækker om sin rem,
Jorden gynger, sprøjten brager,
Bølgegangen bruser frem.
Mandskab, sving i divisioner,
Tøm så flasken, march, istem,
Nup og gem,
Marchens toner
Slår de skønnes drømme hjem.

Se nu blot Kullemperstræde,
Smalt og fugtigt, fuldt af grus;
Rådhustagets kobberklæde,
Ellers kro og horehus.
Bag et buet vindusgitter
Ses en nymfe med kabuds;
På en studs
De slås og snitter,
Bare isser, tomme krus.

Dér med skagler op mod muren
Står en kærre fuld af mask;
I en lygte som tog turen,
Oser vægen som en snask,
I en rendesten i pløre
Hviler murersvenden dvask.
Stank og sjask!
Hvad skal vi gøre?
Tag et bræt og til ham klask!

Kors, blandt disse Sodoms mure
Er det svært at hitte rundt;
Mørke hvælv og hede skure
Gør at øjet det får ondt.
Her bor Movitz. Kors de larmer!
Brandalarm og bajonet,
Menuet,
Tyv’, gendarmer,
Pigestemmer, klarinet.

Dér: hans porten hvor skiltet hænger.
Skål, min bror, af hjertets grund.
Se, et stille smil fremtrænger
Om en gul og blegblå mund.
Gamle Movitz ler og nikker,
Men fra Karons mørke sund
Dødens blund
I dine brikker
Spår ret snart din sidste stund.

Movitz, grin af det der trykker;
Se de lanser og gevær’,
Vægterfrakker og parykker
Der i rendestenen, dér;
Guldgaloner spejler branden,
Tys, han råber: ”Hør nu her!”
Drik, fortær,
Skål med kanden,
Tag en skrå, hold ved og skær!

Tag din kontrabas på nakken;
Skruen brænder rød og varm.
Og din læderstol med lakken,
Pas på hynde, fod og karm!
Fløjten, lyren og fagotten,
Hæng dem foran ved din barm.
Lystig larm!
Husk klisterpotten*;
Byd dit valdhorn en krum arm!

Som Æneas tog billeten
Væk fra Troja, sådan går
Movitz bort med klarinetten
Og oboen, ilden når
Hans paryk, den står i flammer
Sprøjten han i nakken får;
Slangen slår
Hvor den nu rammer,
Overskyller ben og lår.
,
Jordens guder, jeres lykke
Er blot støv og glimmergrus;
Se den fattige med krykke,
Han forlader nemt sit hus;
Movitz lister hen til kroen,
Låner glad dér til et krus,
Får sin rus,
Fastholder troen,
Sover hen ved lampens sus.

19.12. 1771

*Originalen har ”Glöm ej hovtången” og forskerne har undret sig over hvorfor netop knibtangen skulle med. Da den historiske Movitz var paraplymager, har man forestillet sig det var et vigtigt værktøj for man i den profession. For rimets skyld er han her forsynet med et andet vigtigt paraplymagerudstyr. I FE 34 står det særligt tydeligt at Bellman har villet lade sin Fredmanfigur optræde som en mand med litterær dannelse, når han lader ham referere til Det gamle Testamente, 1. Mosebog 19, 24 om svovlregnen over Sodoma og siden til den romerske klassiker Virgils Æneiden om Trojas brand.

Fredmans epistel nr. 73 Angående Jergen som forskrev sig til Fanden

Satan i sofaen! Stolene luder,
Hej, buldr på døre og ruder!
Spark violinerne,
Rusk i gardinerne,
Fanden er kommet til bal.
Granris om skænken,
Trumf! Er du gal?
Ankret på bænken,
Og tom hans pokal.
Jergen han sprutter,
Han læser og slutter
I vor kældersal:
Ak, ik bin ejn elend sinter,
Min kontrakt til ente går;
hørs ejnmal, jaj maj ferbinter
Nok tsvej år.
Jaj sjkal alle piker krænke,
På sjpilhuset være flink,
Aldrik på min hukstru tænke,
På Katrink.
Schøn fiolen sjtemmer.
Bringt mir blæk und penne!
Frajlik hør jaj daj nun til,
du faen, vet førsjte fink!
Skynd dig nu, Lotte, fej væggene rene,
Så rap dig, din lortemalene!
Vindurne lukket i,
Lysene stukket i
Stagen og skodderne i!
Fart på de fusser,
Din møgtøs, tag fat.
Hva', har du tudser
I halsen nu? Pjat?
Fej nu, tør støv a',
Og Movitz, så prøv a'
Spille som besat!
Mit min rote blut jaj schriver
Dik nu dette refersal
På dass jaj maj ypergiver
- gans fatal!
Dass jaj nix vil være nikter,
Selten ut i kirche gå,
Trøjhaft fille mine plikter
- fylle på,
Glemme alle kremper,
Stockholm, den nofemper,
Manu mea propria, auf knajpen Rosental.

16. november 1771

Ligesom København var Stockholm på den tid hovedstad for et rige hvor man talte flere sprog; det tysktalende Pommern og byen Wismar hørte til Sverige, og derudover var der mange tyske indvandrere. Jergen Puckel var en af dem.

Fredmans epistel nr. 62 Angående det sidste bal på Grønne Lund.

--- Movitz sit valdhorn proberer
og han valker skråen i sin mund,
springer omkring og funderer,
polskakvadriller formerer ----
ordne, befale, fornærme,
ildtænger, gitre og skærme,
alting ramler nu i denne stund;
stolene skydes mod væggen,
hirschfængren skærpes langs æggen.
Fremad, folkens, Grønne Lund!

--- Hvad står du der og betragter?
Loft og vægge, dum som en so,
rammer og bil’der og dragter,
tårne og flåder og fragter? ---
Jo, kønt syn for øjne og sjæle.
Nymfer på højbårne hæle
løfter sig op for at glo.
Ryster på ho’det og glaner,
samler så viften og aner
oldtidens lystne niveau.

--- Loftet, ja kors for en vrimmel,
se dér, sole, vinger og glød!
Hoffbro har malet en himmel,
engle og paver i stimmel. ----
Goliath selv, vil jeg sværge,
med røde strømper og værge
slår kong David ihjel med en nød.
Absalon hænges ved håret,
Ester hun klappes på låret,
kong Ahasverus i hendes skød.

--- Movitz, det billed af marken
hvor syv køer foderet fik.
Dér ser du Noa i arken.
Kors, hvor det regner i parken! ----
Dér ridder dronningen Disa,
dér kør’ profeten Elisa
op til himlen i en gig.
Sæt dine briller på næsen,
dér står historien, læs’en,
om Susanna; Movitz, så kig!

--- Hold, Movitz, op med at granske!
Lyset sprutter, fløjten si’r kvivit.
Hofmarskal, se, som de franske,
ej, hvor han slår med sin handske. ----
Kringlerne glitrer af sukker,
Nymferne, små pyntedukker,
pudrer sig og svinger skørtet frit.
Spil op til polsk, hvorfor vente?
folk står ved dørene, spændte,
nu begynder ballet; det ender skidt.

--- Movitz på valdhornet sutter
og med polska åbnes vort bal,
knap sir han nu før han slutter,
hør hvor han triller og trutter:---
Øjnene fastspændt til noden;
Hver gang han trutter, går foden.
Som han tramper, Gud, han er gal.
Se som han står dér i frakken,
Trutmund mod mundstykkelakken,
Lysekronens skær i vor sal.

--- Ekko fra søjlerne svarer;
Salens hvælv, lys, kalket og hvid.
Gutterne skumpler som harer,
Hver med sin mage sig parer.---
Søstrene er elegante,
Nogle dog mere kontante,
Råber på kusken: kom hid!
Andre vil helst stå afsides,
Handskerne vendes og vrides;
Movitz byder skrå: her, en bid!

--- Prosit, mamsell Wilhelmine!
Større kreds her! - Hurra! Vær god,
Du der på Laxen, Regine!
Bådsmænd skal vrænge og grine. ---
Nedtrådt er tøflen i hælen;
Du tripper kluntet og kælen,
Under stadsen kulsort af sod,
Mouchen i tindingen borte.
Armene inte så korte,
Større kreds her! - Frøken har mod!

---Snyd dig om snuden, manerer!
Prøv valdhornet, snyd dig og spil!
Damerne kvikt arrangerer,
Tar sig en pris og spadserer,---
Wingmarks skønjomfru på fløjen
Jumper med drej’ren i støjen,
På sin fod går hun indadtil,
kobberrød er hun i barmen,
Drejeren tar hun i armen
Med hans passer og hans dril.

---Nu skal der trampes med foden
Og med hænderne klap-klap-klap!
Ulla, klap i her i boden!
Hænderne op, kræver moden;---
Armene ud og duk under,
Hva’ det for kunster? Du blunder?
Jomfru Ulla! - Hov, du er skrap,
Stodder, find piger på flisen!
Movitz, så spil da reprisen!
Stik ham én og så et par rap!

--- Wingmark med stor piskparyk på
Går og stønner, bejler og be’r;
Skjorten er stivet med tryk på
Blafrer og dasker hans ryg blå.---
Se hvor han danser nu, stumpen,
Bukserne nede på rumpen,
Hånd i siden - sikken maner!
Hatten på ho’edet med trenser,
Bagvendt på Wingmark den lænser,
Gubben hoster, fløjter og ler.

---Tramp, fjolser, nu skal I trampe!
Større kreds her - tag bedre i!
Stampe og trampe og stampe,
Ram ikke krone og lampe,---
Luk drej’ren ind, ind i kredsen,
Mester, din plads er i spidsen!
Stød i valdhorn, blæs symfoni!
Armen på ryggen, vi svajer!
Fy for den lede, den drejer!
Støt i valdhorn! Bergstrøm, skænk i!

---Folk står i gangen og spærrer,
Dér er kromand’n - giv plads, kom ind!
Så har vi øl. Det forværrer
Ikke vor fest, go’e herrer!---
Hurra, som helte berømmes!
Kærligheds skål - glasset tømmes!
Drej’rens skål! - kom, dans som en hind!
Ud gennem salen til gangen!
Vi står i støv op til svangen,
Større kreds nu - rundt og kom ind!

----Hånden i vejret, en halv ring,
Nå, begynd nu alle på en gang!
Movitz skal sørge for alting,
Olie til hornet, en smal ting.---
Trip så på hælene, piger!
Nej, sikke asner og skriger!
Sikke æsel i en kjole trang;
Som hun tog mål her til brædder,
Sminket, i flor fra en skrædder,
Kalveknæet, med skæg og lang.

---Det er min kær’ste, kanalje,
Si’r du asen? - Vist gør jeg så!
Janter, en slant og medalje.
Jeg vover nu en batalje.----
Alt tør jeg vove for hende,
Dig skal jeg hugge til pinde-
Brænde nu. - Lad fløjterne gå!
Smæk ham en flaske i snuden,
Smid hans paryk gennem ruden!
Christian Wingmark, nu skal du få!

---Hør ham på tærsklen, han skumler,
Hans paryk, den vrøvler han om.
Drejerens kæreste mumler,
Tier og hikker og fumler.---
Ham fatter krofar om håret,
Halvskallet, mørbanket, såret
Bli’r han høflig, tålsom og from.
Faklerne slukkes i glansen,
Hun får abort midt i dansen,
Klemt og krammet, syg, sløv og tom.

---Gør kredsen større, Malene!
Hold du masken, den er fin!
Bergstrøms madam hun kan bene
Lige til helved alene!
Kors, som du bander og skælder!
Tøjet, det blafrer smælder.
Aj, betjenten ta’r et gardin.
Stop for den polska, silente!
Oh, kære søster! Betjente!
Den slags baller - en ren ruin.

23. november 1771

Gustavs skål!

Gustavs skål!
Den bedste konge verden ejer,
Han ej tål-
er vægten ujævnt vejer.
God og glad
Han kiv og splid foragter,
Han afvagter
Og betragter
Dårskab værd sit had.

Sådan drot
Er rette mand for Sveriges skæbne:
Ung og flot
Ved han mod død sig væbne.
Vasa æt
Har aldrig lært at svige,
Men gå lige
Frem og hige
Efter hvad er ret.

Enighed,
Den dyd enhver god svensk må dyrke,
Alle ved
Den gir vor frihed styrke.
Men når vold
Nedtramper dig, er sagen
Den at dagen
Er borttagen
Og vor frihed gold.

Mandemod,
Den ild enhver god svensk må nære,
Liv og blod
For kongen og de kære.
Sammenhold
I kamp mod rigets fjender
Når vi vender
Os og ender
Tåbers skrig og vold.

End en gang
Står solen middagshøjt og skinner,
Og al tvang
Fra ondes kløer forsvinder.
Derfor kan
Vi nu, når lovens fylde
Råder, hylde
Gustav, skylde
Ham vor frihedsstand.

August 1772

Sangen fik stor betydning ved kongens statskup den 19. august 1772; borgerskabet i Stockholm sluttede
stærkt op om den unge konge, og sangen blev afsunget ved adskillige lejligheder, både på selve dagen og
derefter. Bellman var ivrig royalist, og visse iagttagere har villet se de politiske idealer han opstiller i denne sang som en parallel til de samtidige forestillinger om menneskerettigheder der f.eks. formuleredes i den amerikanske uafhængighedserklæring 4. juli 1776. Gustavs skål bør læses og forstås på baggrund af den indenrigspolitiske opløsning som partivældet havde ført med sig, og den udenrigspolitiske afhængighed af Rusland som korruptionen blandt politikerne havde medført.
Oversættelsen er bevidst lagt så tæt op af originalen som gørligt. En friere gendigtning kunne lyde:

Gustavs skål

En konge ingen har mer værdig.
Lige mål
Vil han, han er retfærdig.
Mild og god
Er han al tvedragts fjende,
Han vil spænde
Sværd og ende
Dumheds overmod.

Fredmans epistel nr. 51 Angående koncerten på Trebøtter

Movitz blæste en koncert
På Trebøtter Kro en aften da ballet det var sluttet;
tonen kom og var en ært
der faldt så rund ud og dejlig buttet.
Først holdt Berg så en harang,
så sang Ulla et par ud af Filtzens duetter,
til et akkompagnement
af to fløjter og seks klarinetter.
Hør, godt folk og fæ !
- - - Clarin.
Orfei blæsetræ!
- - - Clarin.
Lad os være glade, børn,
og klappe søstrene hver på et knæ.

Mollberg sad nu på sin stol,
Slog med fingrene små triller og fløj omkring som fanden;
På den store basfiol
Tog han en solo så buen ramte panden.
Bravo! Hør en fantasi
I b-moll, i G-Dur, en arpeggio, jeg takker.
Hurra! Hurra og skænk i,
Vi sku’ da danse og slås som polakker.
Blæs så, Movitz, lyd!
- - - Clarin.
Bravo, ingen snyd!
- - - Clarin.
Bravo bra bravissimo!
Hej lad os leve i vellyst og fryd!

Blussende som hanens kam
Stod nu Movitz, slog takten, og stamped, lod høre:
Af Galupp’, en air af ham!
Af ham Galuppi, skreg alle i én køre.
Hej, sae Berg, så giv os vin,
Giv os øl i træbøtter; hej, friskt mod i sokken!
Søstre, hør min violin,
Kom, dans nu polskdans og syng, hele flokken.
Blæs nu, Movitz. - Jo.
- - - Clarin.
Bra bravissimo!
- - - Clarin.
Hvem sku’ nogensinde tro
At du blev født til Olympens cadeau?

Ulla sang en lille air,
Hendes bryster de svulmed og løfted tørklædet;
Wingmark med sin flûte travers
Han stod og smålo og letted sig i sædet.
Bergström stod i krog’n og drak,
Stemte kvinten, plang,plang, satt’ fiolen under armen;
Ulla sang, han råbte: ak!
Og fløj så nymfen badus ind i barmen.
Hvad skal du vel dér?
---
Flauto
Hold din mund, ma chere!
- - - Flauto
Wingmark, mer, så er du kær;
Lad os høre, blæs mer flûte travers.

Wingmark ligned på en prik
På en vifte et billed af en hyrde der flæber,
Som i lunden står - men drik!
Og har sin fløjte ført op til sine læber;
Hatten sad koket på sned,
Vesten brun, trukket op over mavsen, løsnet knappen;
Stundom når han fløjten vred,
Så nikked ho’det, flapred lommeklappen.
Hør nu på et kor.
---
Flauto
Hej. Da capo, bror!
---
Flauto
Syng nu alle højt i kor,
Og lad os slutte en højtid så stor.

Vindens gud slår gækken løs,
Puster faklerne ud, det regner, hør det pladre!
Neptun smider med en pøs
Hvalfisk og havmænd mod strandkantens kvadre.
Ak, hvor skønnere musik
når Apollon med mildhed forlyster vor øre!
Syng, bror Wingmark, syng, din strik,
åh, syng en skålsang, en lystig, lad høre!
Fagot, for hundred mark!
---
Fagotto
Leve vor monark!
---
Clarin.
Syng ved klarinetters klang!
Vi ta’r en skål for hans storhed og rang.

Sandsynligvis 1773 i forbindelse med en sammenkomst hos operasangeren Carl Stenborg efter en festforestilling hvori melodien Contradance Belle Constance indgår som en ballet, indlagt i Händels opera Acis og Galathea som opførtes i Stockholm i maj 1773.

Fredmans sang nr. 31 Fisketuren

Op, Amaryllis! Vågn nu, du lille,
Vejret er stille,
Luften sval.
Regnbuen pranger,
Dens striber stanger
Solstråler, fanger
Skov og dal.
Amaryllis, tillad mig at spå dig,
I Neptuni favn kan strid ej nå dig;
Søvnen af øjne, af suk, kom med mig.
Morfeus kan du være illoyal,

Kom med det samme, notet er rede,
Kom, vi skal mede,
Nu af sted;
Kom nu i tøje’,
Husk du din trøje,
Gedde og løje
Får fortræd.
Lille Amaryllis, få nu øjne;
Kom, dit glade selskab vil alt højne;
Blandt delfiner og sirener nøgne
Skal vore årer få robåden med.

Grib blink og liner, tag fiskestangen;
Se solopgangen,
Skynd du dig.
Hør, søde lille,
Tag det ej ilde,
Kan du ville
Svigte mig?
Kom, vi ror derhen hvor der er grundet,
Eller hvad med det der grønne, sundet?
Der hvor kærlighedens bånd blev bundet,
Det som fik Tirsis til at ærgre sig?

Gå med i båden, synge og vække
Kærlighed hos begge
I vort bryst.
Hør Æol larme
Af lutter harme,
I dine arme
Bor min trøst.
Lykkelig på havets barske bølge,
I din stille favn kan jeg ej dølge,
Ind i døden vil jeg glad dig følge.
Syng, I sirener, og gengiv min røst.

1773

Ikke længe efter Gustav III’s statskup blev Bellman knyttet til hoffet, og som andre skønånder gik han i gang med at skrive en opera, Fiskarena. Den blev aldrig opført, manuskriptet er forsvundet, men muligvis er FS 31 et af de få numre der er bevaret fra operaens libretto. Der er dog også en mulighed for at den knytter sig til Bellmans sommerophold dette år hos stadsaktuar Magnus Zettermann på dettes landsted Fållan sydøst for Stockholm; gården ligger ved søen Magelungen, og sommergæsterne dyrkede ivrigt lystfiskeri. Blandt dem fandtes også enkefru Norman og hendes datter Wilhelmine, og hende forelskede digteren sig i og dyrkede livfuldt hele denne sommer. Hun slog op, giftede sig med en anden og døde i elendighed, men fik evigt liv som Amaryllis i en af sin ungdomskærestes mest elskede sange.

Fredmans epistel nr. 38 Angående Mollbergs paradering ved korporal Bomans grav

Flyt jer, af vejen! se dér profossens fjerbusk vajer,
Mens hellebarden han svinger, det gi’r plads!
-----Se piberdrengen går og drejer
Messingrørsfløjten, og blusser tilpas.
Tromm’hvirvlen smælder,
Mollberg spankulerer stolt,
Bander og skælder
Og råber: ”Holdt!”

Ej, se den tosse, så desperat han svinger armen,
Leger med stikken og tæsker trommens skind;
----- tallerkenklask, det øger larmen;
Én trutter valdhorn og se, så tyk hans kind;
Èn går og pingler
Med en grydering og spjæld,
Morderisk kringler
Det til et smæld.

Mollberg, den herre! Hans ben de hjuler, som han traver
Grådkvalt og møgfuld og ellers lammefrom;
----- og efter ham tjenstivrigt raver
Lejon og Lustig og Lax og Dunderbom.
Han knapper skøder,
Kontrollerer sit gehæng,
Hør, han udstøder:
”Stå ret her, dreng!”

Nik nu til Mollberg! Ser mutter ikke hvor han nikker,
Løfter til hatten og blinker, ser sit snit?
----- Hans skohæl går i takt og vrikker.
Et, to, og et, to, hold takten, gå i trit!
Skaffet i tide
Er hans hårpisk, ny og stor,
Støvlerne hvide
Og sørgeflor.

Se Dahlbergs Cajsa, hun står i gluggen der og græder,
Vindøjet, vådøjet, sørgeklædt og fin.
----- Hør, der i smøgen, harpen kvæder,
Krofatter griner og spiller violin.
Klædt som en nonne
Bærer Bomans enke slør,
Står i sin vånde
Så fuld og mør.

Ligtoget går her; kam’rater, hvem er nu kreperet?
Jo, korp’ral Boman, som lå med vattersot.
------ Se Christian Wingmark udstafferet,
Sorgfuld med sløjfer i nakken og devot,
Midt i geledde’
Fulgt af Bergström og dernæst
Kyperen Ede
Og så en præst.

Vor bælgetræder og vægteren i Sankt’ Katrine,
Sodomas kromand og værten på Kryb-ind.
----- Musik nu, lad triangler hvine!
Knægten med trommen slår hvirvler på sit skind.
Tæt foran vagten
Lunter degnen rød og fuld,
Svinger i takten
En skovlfuld muld.

Ja, korp’ral Boman, nu har han strakt de blanke våben,
Nu er han død, ja. - Ak, er han død? Jo vist!
----- I marts, da Bruna Dör’n holdt åben,
Viksed’ han skægget for sidste gang. Hvor trist!
Vi virker raske,
Men vort liv, hvad er det værd?
Boman, din aske
Skal hædres her.

Rider en djævel jer? Deling ret, geled i orden!
Holdt, højre om så og præsenter gevær!
-----Til skulder! Trommen! Hør, nu går den,
Fyr op i luften. Gevær ved fod, dit rær!
Livvagt for Boman
Prises her ved Bacchi pagt.
Hurra, hver tro mand,
Tak for god vagt.

Tidligst 1773, senest februar 1778

Fredmans epistel 54 Ved korporal Bomans grav på Sankt Kathrina Kirkegård

Aldrig har Iris fra dette dystre sted
plukket sig buketter
som hun kan glæde vennen med.
Og gør de løvtræer langs havens østre rand
at småfugle letter
til blomsterfest fra Saltsjös strand?
Aldrig hører man en lærkes triller
som en dues sorg og kval formilder
i dens bo://:
midt i dødehavens sorgbetyngte ro.

Rundt om i haven ses sorg og ubehag!
Sorte kors og grave
fordunkler kirkens tårn og tag;
her står et simpelt bræt og her en marmorsten,
hammer, sværd og trave
udsmykker ædle fædres ben.
Knuget står de spredte træer og smider
deres gule løv til alle sider,
er det småt://:
dækker det dog hvilestedet godt.

Kirken den ligger på hedesand og grus;
bag om gyldne gitre
har fornemt lig sit sidste hus.
Gysen for hjertet og øret med til harm:
Zeus fik alt at sitre
ved tordenbrag og klokkers larm.
Ned hvor afgrundsånder kun tør kravle
har han engang styrtet kirkens gavle;
nu i pragt ://:
står den i morgenrødens dragt.

Hændervridende, luk øjnene og suk!
Her står Bomans båre,
blandt grædekoner, på en buk;
alle med glas i hånd, én snøfter bitterlig,
og en stille tåre
gør grådens skybrud vitterlig.
Det er enken efter den som døde
mens de andre som har gidet møde:
koner som ://:
handler båd’ i Söder, Norr og Dantobom.

Kom, lad os synge en sørgesalme til!
Hjertet ufornøjet
Trøst, Movitz, orker du, så spil!
Slå harpens strenge for enken, er du go’,
hun tørrer øjet
og støvet af de sorte sko.
Nej, knap op for flasken, byd hver kvinde!
Skål, madame! Ydmygste tjenerinde!
Skænk lidt, hér ://:
Ak, min Boman, jeg skal aldrig se dig mer!

Tak, kære Boman, tak, du, for hver en dag,
for når du vill’ klappe
og når du svor med hug og slag!
Hatten den syr jeg om til en solhat, du;
denne garderkappe
bli’r til mantilje for mig nu.
Bomans enke, græd nu ikke mere!
Lad Movitz’ harpe musicere!
Glem din kval ://:
tag til din slagbænk blot en ny korporal.

Tidligst 1773, senest 1780.

I epistel 38 hører man op ligtoget gennem byen. På den tid kunne kvinder ikke ledsage lig, såenkens og hendes veninders besøg ved graven måtte henlægges til senere.

Fredmans epistel nr. 53 Angående slagsmålet neden for Dantobommen hos T. en efterårsnat.

Over et krus øl og et par gode dramme
Flakker viddet mørkt og plumpt,
Dumper fra sit stade, lar sig lissom lamme,
Så det lyder koldt og dumt.
Men lad os høre - - - V:cello
Berg, lad det køre - - - V:cello
Han med sin cello på Rosenlund
Står rødmusset, frisk og sund.

Uden lyst og tanke, se så hvordan han fik
Celloen lige i sin favn,
Han blir lisså træg som denne hersens andrik
Som her har sin hjemmehavn.
Hør hvor han flæber! - - -
Dumheden slæber - - -
Dræber Olympens små ynder og kval
Med sit knips og buens opgang og dal.

Allerlængst derude, skål! ved Lergravshave
Ligger kroen Rosenlunds;
Kromanden er kendt for røst og for sin mave,
For musik og gavmild spuns.
Drik og slå takten - - -
Omkring bom vagten - - -
Ser man tobakslader, haver og hegn;
Skrappe krageskrig er her kendetegn.

Se dér fatter kromand! hør hvor højt han griner,
Skvalper øllet i sit glas,
Hver gang fatter Berg med buen nu gør miner
Til en solo på sin bas.
Hør så på buldret - - -
Hvor han er kulret - - -
Nikker med hovedet og smiler mod skyen
Under sine tunge øjenbryn.

Sådan ser han ud i nattens tåger,
Klædt i skjortebryst - hvor plat;
I hver buestrøg hans knapper lissom koger,
Visne blomster bær hans hat.
Hør hvor han spiller - - -
Fingeren den driller - - -
En sko har messing til spænde, og tin
Udgør så den andens spænde og bind.

Fatter, skål, du kære, bare sig for latter,
Kan man ikke, se engang
Spillemandens ansigt når han står og pjatter
Som en abe på en stang.
Tusind grimasser - - -
Krumspring som en spasser - - -
Hastige løb gør han nok så adræt
Op og ned og op på sit gribebræt.

Kromand selv er fuld, og fuld er hele kroen,
Fuld af krus og triste liv;
Snart står der en svend med snapseglas ved knoen,
Snart en bådsmand med en kniv;
Nogle de slynger - - -
Andre de gynger - - -
Mellem to liner højt i en gran.
Spillemand, værsgo, fang du bare an.

Skål, I kære brødre! Skål, I Frejas kvinder!
Hatte her og strømper dér,
Som ved klang af trommer, se hvor blankt de skinner,
Muntrer jer i månens skær,
Som til fiolen - - -
Løfter på kjolen - - -
Hyrder og vugge og seng får en sang,
Fart på nat og dag og altid i gang.

Her har vi det godt, så skål til dig, min skønne!
Tag en vaffel og melon:
Drik du et glas øl med stilke, fine, grønne,
Med muskat og med citron.
Spillet forlyster. - - -
Drik, kære søster. - - -
Hurra! Som bådsmænd og søstre i takt
Danser i det grønne ved bom og vagt.

Men hør, hvem er han med læderkabudsen,
Ham med øjnene i vand,
Dér med sin snadde nærmest ved kardusen,
Stønner over glassets rand?
Se hvor han smiler, - - -
Klinker og hviler, - - -
Bukker og takker og svælger og ler,
”Hold mit glas, kamm’rat!” Det hør’ vi han ber.

Hvad så med ham dér som lisså stiller luder
Sig med pisken mod en eg,
Ham der truer hundeflokken når den tuder,
Og iagttar ravnes leg?
Dér blandt det grønne - - -
Ser man en rønne - - -
Farven er grå, sammensunken og ful,
Og dér er der en krage midt på et hjul.

Hvad så med ham dér? Jo, det er vores tolder,
Sjøgren , her ved Danto bom,
Mellem de kareter, vogne som her holder,
Sniger han sig listigt om,
Der står kamm’raten; - - -
Tolv i kvadraten - - -
Dugvåde øjne og udtrådte sko,
Smadrede i fjæset, flækket hver klo.

Stik ham én på kassen, smæk ham én på trynen,
Af med dolkgehæng og rem,
Knæk hans stok, og frakken, hiv I den af klynen,
Tag og vis en flaske frem.
Han er den fanden - - -
Som her den anden - - -
Dag konfiskered et hjemm’ brænderi,
Sår og blå plamager! Ham kender vi.

Inden for på kroen er der lyst og glæde
Og ved døren død og mord.
Blod og brændevin, det skal dig gennemvæde,
Skålen udbragt ved dit bord.
Forte, kanalje - - -
Stem du til batalje! - - -
Slå ham på kæften, befri ham for støv!
Giv hans dumme hjerne bank! ”Nej, tøv.”

Tidligst 1773, senest 1780

Om stavelsestal og noder: Originalen har mange melismer, dvs. to toner på én stavelse, i 1. str. således Vi-id ett stop öl och nå-å gra-a supar osv. I oversættelsen er der valgt én stavelse pr. node. FE 53 dateres til tidligst 1773, senest 1780. Historiske undersøgelser tyder på at Bellmans skildring af det vilde liv omkring kroen ved toldstedet i stadens sydligste udkant meget vel kan være realistiske. Overfaldet på en i hjemmebrændernes og spritsmuglernes øjne lidt for emsig tolder bekræfter digterens poetiske variant af talemåden: hvor øllet går ind, går forstanden ud. Bemærk at fatter Berg i sidste strofe opfordres til at spille forte, dvs. kraftigt, så han kan overdøve larmen fra det morderiske overfald udenfor. Tolv i kvadraten er et af de udtryk i episteldigtningen man har vanskeligst ved at tolke. Lars Huldén mener at det går på kamm’ratens fysik, han er mao. firskåren. Melodien formoder man er almen kendt i samtiden.

Til mademoiselle Eva Elisabeth Stenberg

Ved Jofurs lyn og brag som skræk og rædsel spreder,
Når han ved stormens rasen kaster og han slår,
Ser man en skræmt poet som hos sin skønne beder
Om et asyl ved kys og læser fadervor.
Skønt døden er så bedsk og brister hjertets byrde,
Fik jeg en herlig død i Zephis søde favn,
Skønt uden hjælp af lægen eller sognets hyrde
Blot hun ved dette støv i gråd har sagt mit navn.

Juli 1773

Digtet under et tordenvejr ude over vennen Erik Palmstedts sommerhus syd for Stockholm; digtet blev trykt i flere aviser og forårsagede at Bellman blev slæbt i retten af forargede præster.

Fredmans sang nr. 65 Brev til Kongelig Sekretær Elis Schröderheim i anledning af kongens rejse til Rusland år 1777

Sådan ser jeg ud ved stranden, min bror, hvor Mälaren blander sin bølge,
Grædende, ør, beklemt og forsagt, thi kongen, ham må jeg ej følge,
Følge det mandskab som pryder hans skibe, som bådsmand, og klatre i tove;
Eller ved glasset besynge hans flag, eller smile til brusende vove,
Om den er rolig, den skvulper, er skumklædt, så ønske monarken al lykke
Og stemme min cister, beundre hans færd, men tårer mit øje besmykke.
Nej, jeg skal stå på et skibsskrog væltet om kuld, i bamren og bulder,
Puffet og klemt mellem navere, oldinge, kvindfolk med småbørn, dalkuller,
Jeg står på tå med min kikkert i hånden og sukker ved glimt fra kanoner,
Ser hvordan Neptun i glitrende springen fremkalder de nøgne tritoner
Som stiger af skumsprøjt med flagrende hårpragt vel op over tusinde steder,
Skællene, mørke og grønne, forsølves når vandet henrislende væder
Havmændenes arme som krydses, de tumler og stimler, de ler og gør løjer,
De flyder i ring, sætter ryg imod ryg, hovederne ser man de bøjer,
Nogle, mens andre har malede krukker og udøser skønne kaskader,
Blæser i horn så roerne fanger en ugle ved deres bravader,
Indtil de samles i klynge og plumper i bølgen og dykker mod bunden,
Igen springer op og sprøjter gevaldigt så stormast og rig er forsvunden.
Æolus ser man i tordenblå skyer, og Flora blandt blomster i marken,
Pan slår de vårgrønne hvælvinger op, og Diana hun hilser monarken.
Valdhornet høres til sang af tritoner som mumler og tumler beklemte
Til bunds nu imens de opsender en vandsøjle, det var salutten som skræmte.
Holme og skær mod den blånende sø danner et blomstrende skue,
Et Tyrus i Norden med skibe og skuder i bugte og sejlløb. En due
Kurrer i luften herover og istemmer lovsang, for nu vil den synge,
Nede ved brygger og pæleværk ser man så ænder og gæslinger gynge.
De mange, de blafrende faner forvirrer mit blik iblandt masternes skarer;
Spanske og russiske, hollandske, græske og engelske hilser og svarer.
Strandene myldrer af liv, det sprudler af farver og felter som smælder,
Det ligner det spil, den brogede pragt efter stormen som regnbuen melder.
De stejleste skrænter forvandles til loger hvor Venus med hele sin skare
Sidder så fornemt, men træt og bekymret, kan ikke tale, ej svare,
Bøjer sig frem og betragter med ømhed chaluppen som kløver sig banen,
Ser årerne glitre i vandet, ser skærfklædte roere, folk som har vanen,
Skvalper med drikken af mandler og mælk, til den endelig lyner, kanonen,
Da hun bestyrtet ser kongen om bord, og næppe kan tømme portionen.
Alt er så muntert og ånder så frit, og solen gir skyen forgyldning,
Med ét blir her mørke og kval i stedet for det det fortjener vor hyldning.
Den yngste blandt nymfer med sjalet i hånden, hun vinker og nejer med klage,
Spør så uskyldigt og velment hvornår kan så kongen mon ventes tilbage.
Søster og bror i faldhat og ble, de tumler i græsset, de roder,
Kongen skal rejse; de brister i gråd; hold op, siger fader og moder.
De små blir forskrækket, vil op og blie tørret om næsen, og moderen spørger:
Ser I vor konge? nu rejser han bort: Gud ved hvorfor hjertet nu sørger?
Ser du hans skib? dér pranger hans vagt; dér vajer hans flag, åh så brede.
Glem aldrig du så det, sov sødt på min arm. Din vugge, den skal jeg nu rede.
Giv mig din hånd, se her, om min hals.
Så vandrer hun bort og forsvinder;
Vandrer forbi en krøbling på broen, gribes af mildhed og finder
I pungen den eneste skærv som hun ejer, den gir hun den arme som klager,
Fejrer med skænken en dyrebar dag. Det er hvad vor konge behager.
Dér er en anden, og bleg og foramet hæver han sig ved sin krykke,
Svinger med hatten, ser op imod himlen og råber: Gud give dig lykke!
En tredje, så rigt klædt og fornem i purpur og glans, blir næsten en anden,
Vender sig bort og trænger sig ind mellem folk med hatten i panden,
Møder en ven og hilser forvirret, til begge gør holdt og så bukker,
Omfavner venligt hinanden, ønsker det bedste for kongen og sukker.
Nogle går rundt som i tåge og synger, funderer på vimplernes vajen,
Syge af omsorg og kvalt af bekymring sidder en flok der på kajen,
Andre har plads i kareter med vrinskende heste, men læner sig, strækker
Sig fremad og vinker med vifter, med kranse af løv når matroserne trækker
I snoren og løsner et skud af kanonen imens de selv råber: han leve.
Hestene ryster så mankerne flagrer, det gnistrer fra hove og lænder
Når paukerne drøner derude, og flagskibets flydende slot rundt sig vender.
SCHRÖDERHEIM, ved du nu hvad, jeg må opgi at skildre det savn og den længsel
Der selv i de gladeste bydele udspreder mørke og angst som i fængsel.
Derfor min broder, så går jeg min vej, og så må tilfældighed styre,
Bøder mit net eller griber til bøssen, ja, tilmed kassererer min lyre.
Vandrer af sted i det vejløse, skovens gudinde vil jeg besøge
Og pynte det alter hun ejer med vildt jeg har skudt og vil røge.
Synes du om mig i jægerforklædning? Og sig: er jeg værdig Diane?
Mener du trøjen og hatten de klær mig på denne min blodige bane?
Seler af taft og så vævet i guld og i grønt, er spændte som sener,
Fjerbusk og højpuldet hat, mandskraft og vellyst er det de forener.
SCHRÖDERHEIM, ved du hvad? Hørte du valdhornet gjalde, så herligt det klinger?
Hundene render i strakt karriere efter hvor harerne springer,
Luften er sval, det er stille, og engene grønnes så prægtigt herude,
Gedernes klokker, og lammenes, lyder langt borte, og brøl! Det er stude.
Nede i dalstrøget sidder en pige og tuder i horn, det er køer hun passer,
De går i enge, og lange i halsen glor de mod gårde og pladser.
Dér ku du se på en pige som malker, og yndigt hun fylder sin bøtte,
Mens bremserne svirrer om koen som halen dog nok kan beskytte.
Der går en vogn; det støver fra hjulene, dér: Marjo er ude at ride.
En sovende bonde højt på et læs, for ham viger alle til side.
Hist ved et hjørne ser man et prangende skilt som falder i øjet,
Dér står der heste som mangler en grime, et vognlæs er væltet i møget.
Krohuset ser man træernes skygge, aspe og elle og lønne
Som hegner en rislende bæk der forsvinder i bugtninger ind i det grønne.
Indendørs ser jeg et bord mod en væg hvor husmanden sidder med hatten
Under en kukkende gøg i et ur og en kande, nu drikker han af den;
Sliber sin knivsæg mod hælen på skoen og snitter en ege til hjulet,
Tar sig en hivert og løfter bredt smilende hatten; en tår til til sulet?
Rummet er prydet med ordsprog og brogede billeder, røde og gule:
Saul med et spyd og Susanne i badet samt Absalons flygtende mule.
Her står en seng med kvaster af garn og tæt ved en vugge der gynger,
Dér på en puf sidder farmor med briller på næsen og biblen; hun synger,
Skønt stemmen er sprukken, søger i bogen, ord efter ord får hun stavet,
Beder for kongen, andægtigt og fromt, og ønsker ham lykke på havet.
Armstolen rummer en bonde, beruset, med pisken i hånden, han nynner,
Nikker begejstret ved skålen for kongen, og stolen er noget han ynder,
Titter mod vinduet, ser at det mørkner og glaner på stjerner og måne,
Vinder er gunstig, tror han, og viser hvor Åbo det ligger i Skåne.
Staldkarlen lytter og renser sin snadde, men bander sit fyrtøj og tønder,
Sukker af hjertet og ser op mod himlen, følger de kongetro bønder,
Smasker en gang og sender en røgsky og mener, om guderne vil det,
Om Gud gir sin hjælp, så er kongen tilbage til jul eller dér, se nu til det.
Endnu en kælling, ret rynket og solbrunet, hun vikler garn af en vinde
Og skændes med en ved komfuret der står og gør ost i en kærne, og hende
Fortæller hun udsigt for høsten nu kornet bær godt, har aksene rige,
Så kan de gi malt, ja og mask, om nu blæsten vil lægge sig, ønsker hun lige.
Én står med ildtang og lægger de glødende kul godt til rette i pejsen,
Og midt i det hele så nejer hun ydmygt og beder for kongen på rejsen,
Klapper mig venligt og beder mig synge, nævner sin hersker med smerte.
Således, under den tværeste maske bor ofte det frommeste hjerte.
Villig og glad synger jeg lissom hun, den skål vil jeg holde i minde.
Så går det løs her, for stole og skabe som rokker og borde herinde,
Her danser kællinger, småbørn og bondemænd, staldkarle, vandrende svende
Rundt hånd i hånd, men skytten forsvinder bag fjelde hvor skud høres brænde.
Snart har jeg harer i bælte og nogle små viber forvaret i tasken.
ELIS, god nat! Jeg vil drikke din skål til den yderste dråbe i flasken.
Skænk mig lidt lindring, se, tag du min lyre, min sorg kan jeg ikke styre,
Kongen han leve, så elsket og stor. Far vel! Her har du min lyre.

***

Månen tændes, lysglimt glipper
Medens vimpler vajer drøjt;
Og de mørke joller vipper
Medens søfolk skråler højt.
Corno
-------
Hurra, vor konges skål!
Tag hatten af.
Hurra!
Hurra, i bredfyldt mål
Vor konges skål.

5. juni 1775*

*5. juni 1775. Overskriftens datering er således en fejl der opstod i forbindelse med færdigredigeringen af Fredmans sånger i 1791. Elis Schröderheim deltog ikke i rejsen til Rusland, men derimod i kongens rundtur i rigets østre halvdel, Finland, i forbindelse med den traditionelle Eriksgata, en ny konges præsentationsrejse i riget. Det enestående skarpt iagttagne øjebliksbillede fra Stockholm og omegn er ligeledes enbestående i litteraturhistorisk, og måske især vershistorisk henseende. I tysk digtning var det oldgræske hexameterdigt blevet genoptaget i midten af 1700-tallet, svensk litteratur rummede et storværk allerede 100 år tidligere, nemlig Georg Stiernhielms Hercules 1658, men til dette versbrev valgte Bellman det meget sjældne heptameter, dvs. et vers med syv daktyler. Oversætteren har anvendt det i et hyldestdigt Mandjævning mellem Homer og Carl Michael Bellman 1999, ellers kendes ikke andre eksempler. Fredmans sång nr. 65 er alt for lidt kendt af et så fremragende værk at være.

Til kongen da digteren ansøgte om at blive sekretær ved nummerlotteriet i december 1775

Deres Majestæt tillader
Deres ringeste poet
Lader døden blive bet,
Står lidt op, mens ganen bader
I et glas champagnevin?
Og om skjaldens matte tunge
End engang får lov at sjunge
Med en Gyllnborg og Dalin.

Se, da vil jeg godt bedyre
Hvordan lykken ejer magt,
Ganske underdanigt sagt
Ved lidt toner fra min lyre
Over vugge, grav og kår.
Lys i lykkens alterstager,
Men så mange hende jager
At jeg ikke adgang får.

Hvor gevinster er at vinde
Søger jeg et hverv, en løn,
Men Fortuna, rig og skøn,
La’r ej noget lysglimt skinne
I mit lave, mørke skjul . . .
om ej, Sire, det behager
Dem at være huld og fager,
dør poeten inden jul.

1775

Datering i overensstemmelse med overskriften. Gyllnborg og Dalin den forrige generations førende svenske digtere.

Den første vise forfatteren skrev til sin hustru

Naturen blomstrer, står i flor,
Nu har fru Flora travlt i nord;
Nu tåles ingen doven rad
Hvor bonden bor.

Med forken kaster tøsen fro
De gyldne neg op to og to,
Forøger sådan hvad hun har
I arv og bo.

Og bonden står med spaden svedt
Og klør sit øre, det er hedt;
Han tænker, grubler, vil helst spå
Sig sæd og fedt.

Hvad spår han sig bag plov og hest?
Jo, vi snart har Lovisas fest.
Han gætter på’et, tror det nok.
Jeg gætter næst.

August 1775

I sommeren 1775 mødte Bellman Lovisa Grönlund, og forholdet udviklede sig til at blive meget varmt, trods nogen modvilje mod det fra hendes forældres, nok især moderens, side.

Den tiende januar 1776

Søde ven, i kontradansen
Bliv da ikke kold i kvæld,
Sørg nu pænt for, min mamsell’
At din kåbe holder skansen
Så du ikke bli’r for bar;
Gør mig ingen sorg, Lovise,
Min Lovis’, min fryd og lise,
Husk at du mit hjerte har.

Datering som ovenfor.

Den sjette august 1776

Svært er det nu at forlade
Dether sted hvor man besat
Af glad ømhed ser sin skat
Svæve om på gulvets flade
Med blåt skærf og blomsterhat;
Himlen hertil vilje havde:
Jeg henligger syg og mat.

Lægen tror mit liv i fare,
Med mikstur og tålsomt mod
Be’r mig med et stille blod
At jeg åbent sukker bare
Før jeg krydser Charons flod.
Min Lovisa Gud bevare,
Hun er dejlig, hun er god.

Datering som ovenfor

På Lovisas dag den 25. august 1776

Aldrig har august haft dage
Som har set så megen kval;
Døden og medicinal
Ser man om i staden jage
En med le, en med lancet;
Øjne som var før så glade –
Ligger nu tårebade
Nu naturen kræver ret.

Derfor ønsker jeg så vældigt
På Lovisas fest i dag
At ethvert af pulsens slag
Bringer liv og helse heldigt
Hen hvor dydens hjerte slår,
Og, må Himlen det behage,
Far og mor på gamle dage
Ser at hun har sølv i hår.

Datering som ovenfor.
Igen er der tale om en hilsen på en navnedag.

Den 11. november 1776

Mandag efter mortensdag
Indbød Morten og hans mage
Mikkel komme dér tilbage
I et godt, stilfærdigt lag.
Altså kom han, drak for kålen
Rødt og hvidt og portugis;
Bedst han nød det og sang skålen,
Kom Guds engle med Lovise.

Gummen, tungen mægted ikke
Smage hjertets søde ve,
Sult og madlyst lod de ligge,
Hånden slap nu kniv og ske;
Bare øjet turde røbe
Lyst til en forbuden frugt,
Lutfisk og lidt andet søbe
Hos Lovise. Sagt med tugt.

Datering som ovenfor.

Morten, en gammel bekendt fra selskabslivet med efternavnet Lindström, var gift med Lovisas søster, og efter Bellmans digte at dømme holdt parret gerne middage mortensaften med gås eller på husherrens navnedag med anden menu. I sammenhængen er der ikke uinteressant at Morten Lindström var direktør på brændevinsbrænderiet på Kungsholm.

Ariette Den 25. januar 1777

Bon jour, Louise,
Bon jour, bon jour, ma belle –
Velkommen, skønne, hjem fra Fredrikshov!
Åh, gudskelov
Så er Louise igen chez elle
I søvnens favn og sin pelis.

Elle dort... c’est bon...
Mon Dieu, qu’elle est charmante!
Sig, Astrild, hvorfor har hun ej myrter på?
På gulvet lå
Et slør, en masque, en vante
Med blomster, småt og en chignon.

Ah, chère Louise,
Vous êtes née pour plaire.
Til fryd for øjet – vågn nu, vågn nu op!
En kaffekop
Med fløde i, ma chère,
Står på dit bord. Kom, drik og spis.

Datering som ovenfor.

Bellman var syg og sengeliggende (som så ofte før og efter) og kunne derfor ikke ledsage sin forlovede til maskeraden på slottet Fredrikshov. Pelis(se), fr. en pelskåbe, chignon, fr. , egt. opsat hår, her en pynteknude i nakken.

Til min nådige veninde Lovise efter maskeraden ved kongens tilbagekomst

Skal så skønt, min søde skat
Skal du fro og glat
Vandre med masque for dit øje?
Skal en grim, tung og svag
Kappes i behag
Med min skønne?
Nej, sværger jeg ved stråleglans
Fra Frejas hov
Vær du sikker på jeg vil
Ikk’ gi lov til.

Læg du nu masque og stads,
Sky alt vildt kalas,
Vend du dit blik mod det høje!
Løft i stedet ømt din røst
Om et trofast bryst,
Om min smerte!
Du får snart en myrtekrans
Om din isse lagt;
Og, Lovise, jeg har bragt
Dig mit hjerte.

30. juli 1777

ongens tilbagekomst: i juni 1777 aflagde Gustav III besøg i Sankt Petersborg hos sin kusine Katarina den Store. Stockholms borgerskab fejrede tilbagekomsten med en stor fest i Börssalen. Myrtekransen fik Lovisa da parret blev viet den 19.december samme år.

Fredmans epistel nr. 41 Ved en lejlighed da Christian Wingmark mistede sit skjortebryst i slagsmålet med Mollberg

Mollberg sad i paulun,
Fuld af fjer som af dun,
Påklædt, ja, og trøjen var brun,
Vesten var vist af kattun;
Skjorten så man iblandt
Slå mod natpottens kant
Når han stod og skrævede vant,
Hosted og sprutted kulant.
Livremmen i bukser sprak;
Han hen til sit vindue - og drak,
Op med skodder og svøb,
Kigged på stjernernes løb.

Hytten dér hvor han bor,
Den er ikke så stor,
Hvidkalket med hvælv som et kor,
Men uden stole, min bror;
Døren har ingen lås,
Sengen ligner en bås,
Ikke en madras til hans mås,
Ikke en snus kan der fås;
Men ovre ved vinduet bagved
Har han et halvt anker, kom, se’d,
Kom og se hvor han er,
Op med de skodder, mon cher.

Mollberg, se som han står
Klør sig i rifter og sår;
Se dér på hans krusede hår
filthuen, den røde; god tår!
Kom, se her, kammerat,
Hvordan han desperat
Står med øksen parat,
Gør sig et spunshul, probat.
Mollberg, nå, god morgen! Tak, tak.
Hvad har du i tønden? Arrak.
Og i lågkruset, bror?
Dobbeltøl bare, signor.

Men hvordan er det fat?
Du er bulden og mat,
Mollberg, du slåssed i nat;
Se hvor din næse er plat;
Se så din violin,
En gang var den så fin,
Hvad skete der, hvad fik du i’n?
Hornet! Se, blod eller vin?
Her, ankeret, tag dig en dram,
Krigsmanden, han kan vel sit kram;
En gang slås jeg per år,
Fødselsdagstæsk. Tag en tår.

Men hvorfor da, dit dos,
Skal du prygle og slås?
Fordi det er sjov da, ikk’ oss’?
Du kan få striver på skrås.
Drik, hold kæft og klap i;
Mens jeg tæller til ti,
Bæller du så hvad du kan li’,
Syng så en køn melodi.
Kan du ikke synge? - Åh nej.
Gider du da danse med mig?
Du er Luxenburg stor,
Fanden er jeg, søde bror.

Dans så, Wingmark, alarm!
Jeg skal holde dig varm.
Av av av av av av, min arm!
Klipfisken? Nu blir jeg harm!
Mollberg, skån dog mit blod;
Slip min fisk, er du god?
Av av, din brændevinsrod,
Pas på, nu fatter jeg mod.
Nå da, det sir jeg til mor;
Klipfisken i laser, min bror.
Mollberg, slip mig, far vel!
Konen hun slår mig ihjel.

Tidligst 1773, senest 1780

Klipfisk, gammelt slangudtryk for løse skjortebryster der havde samme form som de tørrede torsk. Luxenburg: Ludvig XIV’s marskal, hertugen af Luxembourg (1628-95) skal ifølge et sagn være bortført af fanden efter et voldsomt slagsmål de to imellem.

Fredmans epistel nr. 42 Vedrørende kortspillet på “Klubben”

Skråplan er'et, de'e mit bud.
Du har forhånd, så spil ud,
Snyd de lys dér, kan du stikke
Treen, ikke?
Åh, din stud!
Så klør es, da, nå, bekend,
Esset tredje, skål, min ven!
Kongen først i rang og orden,
Lyn og torden!
Så du den?
Sødeste fru Wingmark, fru Wingmark, så kør da,
Mer med klør, ja, mer med klør, ja,
Og så klør igen!

Ulla, åh, hvor er hun flot,
Klædt så skønt i grønt og gråt,
Hendes hals og bryster klæder
Perlekæder
No'ed så godt.
Nå, ja, spillet? Ulla vil
Lægge klør og ruder til,
Kongen, damen, femmen, seksen,
Fy, kom heksen
Dér i spil?
Hvad hjælper det, Mollberg, du sidder og tuder?
Flere ruder, flere ruder,
Bland, lad vær og dril!

Det var godt, en knægt i spar,
Ulla, er det den du tar?
Hvad med esset, hvor blev det a'
Lad os se da
Hvad I har!
Nej, du gode, åh, jeg ber;
Skål for esset! Som du ser!
Mindes I forleden aften?
Had' man haft en
Spar to mer...
Ruder, flere ruder, lad hjerterne dikke!
Stikke! Stikke! Stikke, stikke!
Det er hvad der sker.

Ullas hænder, kønne, små
Blander kort, ak, se derpå!
Man ser nok de kan håndtere
Kort med mere...
Lad os få.
Ulla kniber øjet i,
Det var kort som hun ku li,
Fingerringen med juveler
Når hun deler
Rundt med pli.
Meld så! Hvem skal melde? Jo, Movitz, sæt glasset!
Har du passet? Han har passet:
Han har ruder ni.

Kom, mit herskab, kik herhen,
Lad os få lidt luft igen!
Det ser ud som kulden svinder
Og bortrinder,
Ja, såmænd.
Nå, fru Wingmark, se hvor net
Stjernen tindrer fra sin plet!
Se hvor himlens måne lyser,
Vandet fryser
Ganske let.
Svøb dig dog i sjalet, min Ulla, thi døde
Du, lå dette slægtled øde
Som den havde grædt.

Se de folk på kanetur
Som med bjældeklang i dur
Vover pelsen dér på isen
Endskønt krisen
Står på lur.
Se den hest, den damper varm
Foran slædens gyldne karm,
Får sig mod i bryst og bringe
Ved at springe
Skræmt og harm.
Nej, se der, ved skoven hvor bøndernes karle
Kør' som gale, kør' som gale,
Hvor de laver larm!

Se den flotte gule hest,
Pyntet som til nytårsfest;
Det er renok gjort med glæde,
Og dens slæde
Er nok bedst.
Wingmarks plag kan gå om kap
Med et rensdyr hos en lap;
Nej, men hør dog isens knagen,
Nå, men plagen
Sprang og slap.
Knægten der på skøjter han løber i vigen
Fræk, nyfigen, fræk, nyfigen
Efter andens rap.

Og en hingst i fuld galop,
Se dens unge, raske krop,
Brun og hvid med sort iblandet,
Står blandt andet
Helt i top.
Men den hvide, sikket øg!
Med det grønne seletøj
Går for slæden som den danser,
Slår og svanser
Stolt og drøj.
Hør, langt ud på søen slås kusken med bønder,
Fuld blandt fulde bondesønner,
Kusken fuld og sløj.

Ulvehyl fra alle hold,
Sne i luften, den er kold.
Luk det vindu, sæt det blus an,
Som et Rusland
Er min knold.
Ser I skovens toppe små
Hælder sig, nu er de grå,
Se på byens vang og vænge,
Fjeld og enge
Med sne på.
Mollberg, tag nu flasken, jeg fryser, jeg gyser,
Åh, jeg fryser, åh, jeg fryser,
Det kan ikke gå.

Hør, det fyger, sneen står
Ind på ruden, blæsten slår.
Æol stormer, foget fjerner
Alle stjerner,
Månen går.
Vi er os og dem og dig,
Dagen er så kold og bleg,
Vinens gud, ham bør vi prise
Med en vise
Glas til mig,
Skål, skål for min pige så trofast i nøden
Tro til døden, tro til døden.
Bland de kort. Skal jeg?

Tidligst 1773, senest 1780

Til kammerherre baron Ehrensvärd i samme anledning som det foregående den 13. april 1774*

Tillad et portræt ved ordet
Af en digter, syg og halvdød,
Sidder tavs ved skrivebordet
Med en hånd mod kinden rød!
Klotho, vild og fræk, har dækket
Mit papirbehov da, men
Hun, Lachesis, står for blækket,
Atropos, hun gir mig pen.
Bedste råd i den misere
Er at sige pænt farvel.
Karon står her og vil lære
Mig maner med årens smæld:
Tar mig svimmel med til skuden
I min gamle slåbrok

*nemlig at digterens broder ønskede at komme i tjeneste hos Ostindiska Kompagniet som baronen indtog en ledende stilling i.

I anledning af kronprins Gustaf Adolfs fødsel 1. november 1778

Sverige, kend din lykkes dom:
I din kongeborg der kom
Gustav Adolph atter
Op på Vasatronen.
Kan din milde Gustav andet
End at skænke fædrelandet
En som nu erstatter
Ham med martyrkronen?
Vær velkommen, prins, og bliv
Du som Gustav Adolph var!
Æren vindes ved dit liv
Om du har det fra din far.

Datering som angivet

Gustav II Adolfs fald i slaget ved Lützen 1632 gjorde ham til en slags protestantisk martyr.

Festsang til søster og svoger

Dagen selv med dis og tåge
spår om en urolig dag;
mørke skyer gør en låge
foran solens lysbehag.
Glade venner ændrer roller,
en bli’r sorgfuld, en bli’r tvær;
en vil sove, en, han fjoller,
og en tredje, han bli’r ganske sær.

Hvem ved, måske mange græder,
selv om øjet har sin gnist,
når vor ven med lås og kæder
stænger døren allersidst.
Venner, sørg ej, i hans hytte
var det skægt for hver og en;
livsbesværets tyng’de bytte
blev dog ingen her på Hägersten.

Tidspunktet usikkert

Hägersten ejedes af Claes Aarhén von Kapfelman, gift med Bellmans søster Catharina Christina.

Fredmans sang nr. 7

Skål for dem begge, kærlighed og vin,
Bacchus, Venus dyrkes af unge og af gamle.
Kroppen er satyr og hjertet amorin,
Thi to elskende, dem kan Bacchus samle.
Pige på femten og bredfyldt pokal
Gi'r højest lykke mens livsdagen rinder;
Ak, sådan lykke, den ønsker jeg jeg finder
Som fænrik hos Venus, hos Bacchus korp'ral.

1779 eller lidt tidligere

Om morgenen den 21. juli 1779

(mel.: Snart är jag ryckt ur tiden sköte FS 18)

Drottningholm, din pragt henriver,
Glæden føles overalt,
Højt og klart et skybånd smalt;
Bølgen glitrer, vinden driver,
Blomsten rødmer frisk af dug;
Træet strækker skyggens flade,
Skjuler bag de spredte blade
Gøgen i toppen med dens kuk.

Prægtigt stråler morgensolen,
Lysner fjerne skoves bånd,
Smukt forgyldt er Amphion
Vel fortøjet ind ved molen,
Trommehvirvler, glimt af skud.
Folkets stemmer løftes rene,
For SOFIE MAGDALENE
Slår i ømhed hjerter ud.

I sit skur ved spillebordet
Sidder vagtsoldaten stolt,
Og matrosen kæk og bold
Står med hænderne på roret,
Priser dagen med sin sang.
Konerne i skafningsteltet
Danser rundt med hånd ved bæltet,
Kasseroller, grydelåg gi’r kling og klang.

Arbejdsmanden ordner planken,
Savsmuld dækker ryg og hår
Der ved saven hvor han står,
Til salutten gi’r ham tanken
At hans dronning holder fest.
Kongens skål og skål for hende,
La’r sin sidste hvid forsvinde
Op af lommen i hans slidte vest.

Lovøboer, børn og gamle,
Vækkes ved trompetens klang,
Dem fra huset i Delang,
Mølleren mod nord vil samle
Sig om hyldesten med høje råb.
For vor dronning Magdalene,
Til vi dør, vil vi forene
Os om hende med vort bedste håb.

Juli 1779

Gustav III’s dronning var dansk, datter af Frederik V.

Fredmans sang nr. 18 Koldfeberen

Af tidens skød blir jeg snart revet
Og flået bort fra Bacchi skød;
Farvel til mosten, den var sød,
Den presses nu, ja, den blir drevet
Af vingårdsmænd når nu jeg dør.
Kom, håbløshed, lad råbet skingre!
Lad så dit reb om kruset slingre,
Og hæng mig når dets bund er tør.

Mit krus som før gav glade dage
Og liv med dets små dråbers hav,
Står tomt og væltet ved min grav
Men andre lægger nakken tilbage
Omkring det bord hvor jeg sad før.
Jeg ser dem sidde der på ”Børsen”
Med piben tændt omkring gevørsen,
Men på min knag en andens bør.

Jeg ser det for mig: vor toast master
Med ild på piben fra sin plads
Ved bordets ende tar sit glas
Med kronen på, sir skål, og krast er
Det når vi skeler begge ve’et.
Slet intet mer kan min mund smage,
Som fluen på en sukkerkage
Når dens glasur er alt for hed.

Min ven ved kruset nummer fire,
Han blusser som en rosenlund,
Som en matros der har ti pund,
Vil han så studs og fræk blot flire
Og bande mig i helveds dyb;
Han ville slå mig helt i spåner
Hvis ikke jeg lie før jeg dåner
I feberanfald, tar en syb.

Men nej, ej mer kan denne tunge
Formås at ta en dråbe til,
Knapt sige skål selv om den vil
Før kulden isner blod og lunge,
Og i min seng sover benet væk;
Min hånd blir is, og vandfyldt næsen,
Min fod som glas, og alt mit væsen
Regeres natten lang af skræk.

Ja, fordum stod der på min kiste
En flaske hvorfra Bacchus lo,
Nu står en skål fra Lill-Jans Kro
Med øllebrød, det er det sidste,
Og havresuppe i mit krus.
Et laksativ, miksturer, skrappe,
Lidt tømte flasker, lægens kappe
Blir dødsbolisten fra mit hus.

1780 eller muligvis lidt tidligere

Kiste skal her forstås som en dragkiste, et møbel til opbevaring.

Bellmans tale til kongen, forklædt som same

Längst från Nordens djupa dvala

Hid fra Nordens dybe dvale
Aldrig varm af solens brand,
Hid fra Kemis frosne strand,
Gennem glatte klippesale,
Gennem stormes træk og brag
Vover sig en lap og træder
Frem og viser kongen hæder
På hans høje fødselsdag.

Rensdyr drev i store flokke,
Denne lap gik ene mand;
Stolt sprang mit dyr, se hvor han
Kasted med gevirets stokke
Under førerklokkens klang.
Intetstedsfra ildstedsduften,
Ulvehyl blot, sne i luften,
Bjørnen sov, og elgen sprang.

Stundom mellem nøgne kviste
På de ranke hvide træer,
Så man månens matte skær
Lægge sølv på slædens riste,
Skænke skønhed til min ren;
Stundom sprang en natlig stjerne
Frem bag sortblå skyers kerne,
Glimted over stok og sten.

Himlens hvælving, hvor den brændte,
Nøkken sang sin barske sang;
Renen, åh hvor vildt den sprang,
Jorden bølged hvor den rendte
Og holdt ho’det op mod skyen.
Der hvor horisonten endte,
Kom vor sol så småt og tændte
Morgengry: et prægtigt syn.

1782

Hyldestdigtet til Gustav IIIs fødselsdag den 24. januar 1782, trykt i Stockholmsavisen Wälsignade Tryck-friheten 1. maj 1782, fremført af Bellman selv, formentlig udklædt i en samisk dragt (jf. Linné)

Af: BACCHI TEMPEL åbnet ved en helts død.

En præstinde:

Flodens rislen, vindens vift,
Stjernehvælvets svage flammer,
Månen dæmrer lidt på skift,
Øger blot min jammer.
Døden? Mod min åndes drift
Hæver den sin hammer.

En præstinde:

Natur kan ingen kue ...
Nej, hver dag dette hvide skørt må jeg beskue:
Hans minde det står prentet i dette faste bryst.
Men glem nu sorg og kval og med trestemmig røst
Syng til vor mandolin.

Trio:
Svagere bølgegang,
Æol mindre hviner
Nu han fra strandens tang
Hører mandoliner;
Månen forfiner
Vandets glitrende gestalt,
Syrén, jasminer
Spreder vellugt over alt.
Blomsten bær’ guld og grønt:
En sommerfugl. Hvor skønt!
Snart kryber ormen op fra sit grus,
Snart kryber ormen op fra sit grus

Træer med stille sus
Yder læ med kroner,
Skjult fra det grønne hus
Lyder fugletoner.
Sangen forsoner
Sig med vores mandolin
Blandt legioner
Af de vilde bier på stien.
Fiskene danser flot
Der hvor der er så vådt -
Dagen får sin morgenrus,
Dagen får sin morgenrus.

Kor:

Hvem mindes ej vor broder mer?
Endskønt man ej hans skygge ser,
Endskønt hans valdhorn stumt står hen,
Så lyder det i skov igen:
Endnu kan fugles skare
Hans spil så ømt forklare,
En jæger ved sin snare
Skal lade fløjten svare:
Hvordan blandt Orphei svende
Af Bacchus kronet denne
Den bedste var blandt mænd.

Kor:

Bort, al urolighed!
Alt er jo støv og aske.
Lad os bli raske
Og tømme vor flaske
Blandt brødrene!
Nabo, nu gør du som jeg gør,
Man kør’ så godt når godt man smør’.
Hvor den var mægtig!
Hvad var det? ”Jo, prægtig
Malaga. Se!
[. . . ]

Bort, al urolighed,
Bort alt som gør os kvaler,
Bedst du befaler
Det i sølvpokaler
Som glider ned.
Nabo, nu gør du som jeg gør!
Olien du ved, den gi’r humør!
Oj, det var lækkert!
Hvad var det? Rhin-blækkert?
Oui Monseigneur.

1783

Fredmans sang nr. 32 Aftensang Dediceret til fru assessorinde Weltzin

Træd nu frem, du nattens gud, og dæmp nu solens luer,
kald stjernen op til kamp, nu aftensrøden truer,
køl lunkne bølger ned,
luk alles øjenlåg, bring lindring til enhver som gruer,
gør pulsen mindre hed.

Din kappe skjuler alt, se blot på Floras bede;
se bakkens skønhed flyr, og på den sorte hede
står graves mørke sten.
Og under uglers gråd vil mår og muldvarp lede
sig vej fra gang og gren.

Ved kilden er der tyst, knapt pusler der en myre,
Timantes, i dens dyb og ikke til at styre,
ser månen fuld og god.
På grenen i en elm har Alex hængt sin lyre
Og sover ved dens fod.

Den spæde lyd af vand ved mosset når det ledes
fint rundt i vandingsrør og ud på marken spredes,
gør øjets søvn så sød,
at døden stille gør at blodets omløb fredes
i sundheds eget skød.

En sval og mildnet blæst imellem løvet suser
og rusker lundens trær hvor de sortblå bølger kruser
rundt om åren som én ror.
Mod klippen med et plump, hvor strømmen indad bruser,
den glubske gedde fór.

Dér ligger jægren træt med hatten under øre;
ved bøssen i hans arm, for hver en lyd at høre
la’ hunden sig i ring.
I sivene har just en fisker kastet snøre
og plasker lidt omkring.

Ved ærtebedets kant - som skråner ned mod vigen -
ses husmanden tilfreds i måneseglets stigen
med sin vandingskande fyldt.
Hans plæne står så grøn, hver plante frisk i higen,
forsølvet og forgyldt.

Vinrankens slatne pragt den klamrer sig til muren,
den visne tulipan står og krummer sig i furen
for regnens drypnedslag.
Langt nede fra en eng kan man endnu høre luren,
hyrdens afsked med i dag.

Nu sidder lærken tyst, sin grønne dør den dækker,
i rugens traver sker det at knarren stille kvækker
til en fårekyllings gnid.
Se, svalen flyver lavt, nu Pan ej længer stækker
den her før regnens tid.

Fra græsset titter frem en borst, en anemone,
hvor vipstjærten sprang rundt, den vimse skovgangskone,
med sine raske trip,
hør spurvens spæde kval fra klippehylden tone:
kip kip, kyp kyp, kip kip.

Om nattens majestæt går alting tyst i dvale,
mod rødmen på en sky ses urner stå, sakrale,
på jættestuens tag.
Blandt gyldne blus og gods, over guld ved dragens hale
anes Mørkets skygge svag.

Nu råder nattens fred, og øjelåget tynges,
Læg fløjten bort, o, Pan, nu skal der, Alex, synges
ved lutspil i vor lund!
Cykloper, fauner, tys! Hver onde ånd bortslynges
i stormens sidste stund.

Byd Æol med dit spil at han lar vejret hvile,
byd stilhed under sky, byd Neptun roligt kile
sig til ro på havets bund.
Befal at klippens kant må tavse floder file
på denne dyre stund.

Giv ej najaden lov til at gantes frit på stranden,
og bryd tritonens arm som rev hendes slør fra panden
og plumred flod og elv.
Hold søndenvinden fast, så den blir ved himmelranden;
Apollo spiller selv.

Arachne, sænk din nål og holdt med væven inde;
en trøst i luttens spil vil hjertets uro finde.
Så hør hans strengeleg!
Vulkanus, hamren bort! Lad stille sveden rinde.
Men nu - nu sover jeg.

1780, omarbejdet 1784

Timantes. Alex etc. , faste personnavne i antikkens og 1600-1700-tallets højtelskede hyrdedigtning. Pan, Æol, Neptun, Apollon, Vulkanus, antikke gudeskikkelser repræsenterende hhv. naturen, vinden, havet, musikken og smedearbejdet. Arachne, egt. edderkop, en græsk væverske der fornærmede Pallas Athene og som straf blev omskabt til edderkop. Assessorinde Carolina Weltzin var datter af en af Bellmans lærere, dr. Rutström (Se Levnedsbeskrivelse senere), blev senere selv en fremtrædende skribent og hyldede bl.a. Bellman i et digt 1789 i en stockholmeravis. Hendes og mandens gård ved Erstaviken skal han ofte have besøgt, men landskabstegningerne i FS 32 er for almene til at kunne gå for en topografisk skildring derfra.

Til H.A. Ph. Anmodning om husly

Først se sig født velskabt og gro,
Få kys og klap af ens de gamle,
Omkring en lunet dørkarm famle
I svaneskind og gule sko;
Så se en gnaven lærer hegle
Til bog og griffel hver en dag,
Få rap af rem på sine negle
Og på sin bagdel stokkeslag.

Og når den tummel er forbi
(Og legen kan ej længer nydes),
Da ser ve og kval udgydes
I tårer og melankoli,
En sang om hyrden i det grønne
Der kildrer mund og øjenlåg,
Indtil man står der med sin skønne,
Har hat og stok, er vokset klog.

Dér står en digter - jeg - i dag
Som Herkules på skillevejen
Og mangle husly, er forlegen
Fpr natten har så koldt et tag.
Hvor går jeg hen nu skæbneskuden
Har bragt mig lykkeligt i land?
Min lut er lagt hos hedvinsguden,
Og kær’sten vinker mig ved strand.

1780’erne?

På Carls dag. Gratulation til mig selv.

Und mig æren af at skrive
til dig, Carl, og som mit stof
ønsket at du vil forblive
Mikkel, selv ved Frejas hof;
ønsket du som andre gamle
skræmmer de små piger bort
til de hører klokken bamle
og så klæ’r sig fromt i sort.

Carls navnedag er den 28. januar, sidst i 1780’erne? Bemærk at navnet Carl bruges rosende, mens Mikkel vækker negative associationer (en klumremikkel etc.)

Over evangeliet på helligtrekongers dag Math. 2,1

Ved et skær af nattens stjerne
Som så spæd i skyen stod
Gennem ørknen fod for fod
Går tre vandringsmænd så gerne
Ned til Bethlehem i dag.
Tusind hindringer bereder
Dem besvær, men ildhu leder,
Letter deres åndedrag.

Ødemarkens gru og lede,
Ørknens tomhed, nød og brist
Røvere på lur bag kvist,
Nattekulden, dagens hede
Tigerglimt og løvetrav,
Sørgeråb fra slægt og venner,
Intet standser dem der kender
Kraften stjernens stråler gav.

Desto mer den stjerne gløder,
Desto mere hast de får,
Indtil de for Herren står
Og dens fulde styrke møder
Over blot et usselt skur.
Armod glor fra alle sprækker,
Og et æsel står og trækker
I sit tøjr ved en mur.

Bøjet sidder der en kvinde,
Åbenbart fra Galilæ,
Om hvis hoved, bryst og knæ
Morgenrødens milde vinde
Breder gyldne ringes skær.
Lagt til brystet roligt dier
Han som er vort folks befrier,
Mørkets lænker sprænges her.

Omspændt af den gyldne lue,
Det guddommelige skær,
Drister de sig, en og hver,
Ind i staldens barselsstue,
Knæler der andægtigt ned.
Verdens storhed er for ringe,
Når en pilgrimsgang kan bringe
Dem til Himlens salighed.

Gaver har de til den spæde,
De har hele favnen fuld,
Myrrha, røgelse og guld,
Juda konge må de glæde,
Skønt Herodes vil ham ondt.
Safirglans i stjernen funkler,
Dagens fakkel snart fordunkler
Ledestjernens strålebundt.

Kom og se ved sang og bønner
Denne krybbe, denne stald!
Verdens storhed står for fald,
Livets lys dens dag forskønner,
Livets lys gi'r hjertefred.
Mørkets fyrste mister magten,
Døden taber, det er pagten,
Engleskarer stiger ned.

1787

Trykt i Zions Högtid, skrevet året før.

Over evangeliet på Fjerde søndag efter helligtrekonger Matth. 8, 23

Hvorfor trænges folk ved søen, ovre ved Genesaret?
Hvorfor er der mon så mange som vil frem og så tilbage
Og lytter til en røst, en mund som nat og dage
Styrker ordets kraft på et så lifligt sæt,
Som straks og uden tøven bøder syges vånde
Og som med blot et ord når hånden løftes op
Kan hele en bortvisnet arm og en blodsottig krop
Og med et under gengi' en død den tabte livets ånde?

Hvem er vel denne mand som står på bjergeli?
Som alle stimler sammen om af Jacobs sønners ætter,
Som går lidt tavs og træt og bøjet hen og sætter
Sig i en båd og sejles ud mens stormen stemmer i?
Var himlen ikke klar? Det gråner, mørkner, sortner
Og søen rejser bølgeslag som slår vor jord med skræk,
Naturen tåger ud, og månens hvide skive tages væk
Mens alle verdens vinde går løs, så himlens skyer tordner.

Hvem er vel denne mand som trodser vejr og vind?
Som på en ussel køl der slås af nattens storm og bølger
Ser roligt ned i havets dyb og helt stilfærdigt følger
Med stormens kast og kalder bølgegangen ind,
Som lader kilden vælde frem og vokse til mirakel,
Forbyder regnens strømme og holder styr på lyn og sne,
Og roligt kalder dagslys frem helt enkelt ved at se
Ud over land og hav og slukker nattens fakkel.

Og du som undres i din sjæl ved dette underværk,
Nu skal de skæl som dækker dine øjne saligt fjernes,
For den som øver dem, er Davids søn, den stjernes
Barn fra Bethlehem, for frelseren er stærk.
I modgang og i storm så lig for håbets anker,
Gør brug af troens skjold hvis lynet vil slå ned,
Indtil du går fra denne jord, fra gravens åbne bred
Og indtil du i sjælero i Paradiset vanker.

1787

Trykt i Zions Högtid. De lange verslinier viser at det er beregnet til læsning, og dermed ikke en salme i egentlig forstand.

En morgen da det var slut med de våde varer

Ved klokkens klang og tunge klemten
sad jeg her, min pen jeg tog.
De slag som kirkens klokker slog,
lod flasken vide med sin kræmten:
få nu fyldt på og skaf beskøjter.
Men flasken har sin gamle svaghed:
dens runding er der intet bagved
skønt maven skriger, Æol fløjter.

Senest 1787

Våren

Mel.: November den femtonde dagen (FS 48)

Det vågner så småt i naturen,
Og takvingen flagrer blandt blomster med bien.
Så nøgen og kølig står muren
Med ranker som flettes af røn og jasmin.
Og kilder derude de bruser
I læ af kastanier og graner og el,
Og bagved hvor aspene suser,
Går heste og vrinsker til valdhornets smæld.

Snart hører man fløjte, snart pibe,
Hyrdinden har cister, den hør man hun slår,
Og Damon kan ikke begribe
At helt hun har glemt ham og det snart et år.
Han smiler og blæser og bukker
Og gør sig så lækker på hundrede sæt,
Men nymfen, de blomster hun plukker,
Dem gir hun en anden - og det var kun ret.

1787

Damon er et af de sædvanlige mandsnavne i hyrdedigtningen

Elegi

Far vel, mit kære barn, indtil vi mødes atter!
Opfyldt af sorg begræder din fader end dit navn,
Min lille øjesten, i serafimers favn
Hvor dejligt når nu vi hinandens hænder fatter
Og du i lysets skær kan se din kære mor,
Forklaret navngi’ dine brødre som herhjemme!
Men mine tårer vil jeg lade tiden gemme.
Vi mødes, kære barn, og glæden skal bli’ stor.

Juli 1787

Digtet er skrevet over sønnen Elis, født 3.juli 1785 - og opkaldt efter Bellmans ven og beskytter, statssekretær Elis Schröderheim. Drengen døde af kopper den 18.7. 1787, tre dage efter lillebroderens dåb. Elegi inspirerede Bellmans ven kapelmester Joseph Kraus til en melodi.

VUGGEVISE for autors yngste søn Charles

Lille Charles, tag sødt et blund,
Våge kan du siden,
Siden se vor tid er ond,
Smage galdens biden.
Verden er en sorgens ø,
Ånde frit, vi skal dog dø
Og blive muld med tiden.

Engang flød en lille bæk
Der hvor neg stod dannet.
Der stod der en gut så kæk
og spejled sig i vandet.
Bedst som han så sit portræt
I sit vandspejl friskt og let,
Blev det væk i sandet.

Sådan er vort liv på jord:
Et år er det sidste;
Som man trives bedst og gror,
Lægges man i kiste.
Det skal Charles nok tænke på
Når han ser de blomster små
Skyde knop og briste.

Visselulle, lille skat!
Moders lille glæde.
Når du vågner, tager vi fat
Og klipper hest og slæde;
bygger korthus, visselul
som vi blæser kvikt omkuld
og små viser kvæde.

Se hvad mor har til sin dreng:
Sko af guld som kappen;
ligger Charles sødt i sin seng,
hør’ vi far på trappen.
Godter har han med sig hjem,
Sov nu, drøm så sødt om dem,
Sut imens på tappen.

Sommeren 1787

Lille Carl var nyfødt da den toårige Elis (se foregående) døde.

Fredmans sang nr. 21 Måltidssang

Vi skal vist bryde op så småt
Fra sus og dus og gæstebud,
Nu Døden råber: Så’ det godt,
Dit timeglas randt ud.
Tag krykken, gamle, den går støt,
Den skønne her, nå, unge mand,
byd du din arm, hun smiler sødt,
Det sir min lov går an.
Finder du at graven er for klam,
Ved du hvad, så tag du dig en dram,
En pr. ben, dito en, dito to, dito tre,
Så dør du gladere.

Du dér med klemmen og dit glas,
Rødblisset og med hat på sned,
Snart står ligfølget pænt på plads
I sørgeklædt geled;
Og du som snakker lisså klogt
Med kors og bånd og stjerner på,
Hør, snedkrens høvl mod kistelåg’t,
Snart skal den færdig stå.
Finder du etc.

Men du som med din sure flab
Bag rigler, gitre, kædelås,
Med rygstød fra dit pengeskab
Tar plads i lukket bås;
Og du som graser, vildt jaloux
Hvert spejl, hver flaske, hver pokal,
Sig du godnat, tøm glasset nu
Og skål med din rival.
Finder du at etc.

Og du som har ved titlers klang
Din tiggerstav forgyldt så tit
Og dog må ta trods stand og rang
Din kiste på kredit;
Og du som ilter, fej og lad
Fornægter vuggen hvor du lå,
Og dog får nok af vin og mad
Og knap nok mer kan stå,
Finder du at etc.

Du som drog blodbestænkt i felt
Når Mars greb sin signaltrompet,
Og du som kun var Chloris’ helt
Og lå som hun har redt;
Og du som i din sorte dragt
Stod frem og øved din bedrift
Når du fordømte helveds magt
Ved læsning af et skrift.
Finder du etc.

Men du som spiller ærligt spil
Og lader som det er for sjov
Når dine venner sværtes til,
Du er en tand for grov,
Og du som ikk’ imødegår
Bagtalelse, hvad siger du?
Trods mad og vin og alt du får,
Hvad svarer du så nu?
Finder du etc.

Men du der glemmer sæd og skik
Om værtens skål, helt fra du kom,
Skønt han så gæstfrit råbte: drik!
Når flaskerne gik om,
Du skal på porten, bar’ herut,
Ud med dig og dit følgeskab,
Vis ingen medynk, det er slut,
Flå glasset fra hans flab.
Finder du etc.

Syng verdens pris, gør det, min ven,
Hvis du er vel tilfreds og glad;
Hvis vi skal samme steder hen,
Så lad os følges ad.
Vi bukker for værtinden smukt
Og hæver glas, Anjou, Sancerre
I graven går vi siden lukt
I aftenstjernens skær
Finder du at graven er for klam,
Ved du hvad, så tag du dig en dram,
En pr. ben, dito en, dito to, dito tre,
Så dør du gladere.

1787

Skrevet mellem jul og nytår 1787 og fremført hos venner på gården Elfvik på Lidingö lige uden for Stockholm.

Ved borgmester Herr Johan Daniel Sjödins og Mademoiselle Petronella Carolina Schislers ægteskabelige forening

Lukket ind bag Stockholm volde
Og af pragten i dens mur
Må en digter ikke holde
For Apol sin middagslur.
Denne digter skal nu styre
Rundt med store ord og ærer
Stolt sit fag indtil han lærer
At han ikke har sin lyre.

Angsten griber ham ved halsen:
Just for dette brudepar
Som skal træde bryllupsvalsen,
Spiller ømhed hans guitar.
Søvnen som i store kager
Sad i venstre øjenkrog,
Fik Apollons blod i kog:
”Du er dum som Haquin Bager!”

Vred var guden fra Parnasset:
Haquin Bagers pen blev min,
Han fandt åbenbart den passed
Til mit pragtdigt om Sjödin.
Guitar, rim og pen kan smutte -
Et rim ved jeg dog jeg har:
Alt godt ønskes dette par.
Med det ønske skal det slutte.

17. marts 1788

Sjödin havde været Bellmans medarbejder i Nummerlotteriet, men var nu blevet øverste lokale myndighed i Hudiksvall. Vittigheden i bryllupsversene afspejler den fortrolighed de har haft på arbejdet. Haquin Bager (1711-1782) var korngrosserer i Malmø ( Litteraturens Hus er indrettet i hans købmandsgård), men var berygtet i hele landet for sine elendige vers.

Langfredagsnatten Over evangeliet på langfredag, Lukas 23,32

Så skamfuld, Judas, går du ad Pilati trappe
Af sorg og tårer trængt i oljetræsalléen;
Græd, bed din bøn og gru, din anger er for sen,
Din pung forledte dig, du ville kysse, klappe
Din mester god og tro, fra guldets smitte ren:
Gå hen og skjul dit ansigt i din bøddelkappe
Og snig dig bort i natten langs med murens sten.

Når kys er blodig gerning, da må selv de onde gyse,
Til afgrunds ild må vilde hævnskrig bære ved;
Fra Judas – ja, fra dig nedstammer troløshed
Og du må stå ved bål i Kaiphas gård og fryse,
Din mund tilbeder, men dit hjertes kulde sved.
Her ses vel lygters blus, ses falske øjne lyse
I mørket op blandt præsters, farisæers led.

I helligdommen ser du hvordan varsler truer:
På himmelhvælvet sværd, stridsvogne, rytteri;
Den store kobberdør sprang op og slog sig fri,
Så tung at selv de stærkeste nu gruer,
Tillukket, låst... Jerusalem, hvem står dig bi?
Nu revned templets forhæng, jordskælv, røg og luer
Vil sluge mur og grund som templet hviler i.

Trods det gør du dig klar til med en morders iver
Til at forråde skyldfri på din levneds vej;
Se som du maser frem, dit hoved hæver sig
For du skal se Pilatus og den dom han skriver,
Så vankelmodig, men så rap med pennens streg;
Din bedste ven, Vorherre, dybt forhånet bliver
Og nagles til et kors på Golgatha af dig.

O, menighed, som bøjer sig så fromt i kirke,
På denne dyre dag har sørged ragten på,
Som saligt på din vej har nået Kedrons å!
Så fortsæt nu til Golgatha, lad rædslen virke
Skønt badet bly i tårer, nu skal du forstå:
Der ser du frelseren på korset, se dem pirke
Til ham med tornekronen, purpurkåben på.

Blandt stave, lanser, sværd ses rådets høje isser
Og folk i massevis med bistre minespil
De stormer ned ad bakken og atter op dertil
Og røber arge sind, og frække øjne misser,
Et blodigt skjold la’r terning rulle som den vil,
Et par soldater morer sig derved og hidser
Hinanden frem, og Jesu kjortel står på spil.

Nu blev det mørkt, der bæres fakler frem, tilbage,
Og mod den mørke sky ses Herrens kors at stå;
Johannes snøfter der, Guds moder ligeså,
Bag hoveddugen hvidnet bleg i gråd og klage,
Men hendes trætte knæ til jorden segne må:
En svamp bli’r fyldt med eddike og sat på stage
Da hendes søn har råbt: Jeg tørster... lad mig få...

På knæ, du menighed! Det varer ikke længe
Før alt hvad du engang i svagheds stund forbrød,
Får hjælp. Bekend din skyld og dine liges nød,
Thi de har samme grund til angst og stænge;
Du ved at Kristi blod har slukket afgrunds glød,
Så vid at denne mand som nu la’r hovedet hænge,
Er Herren og din Gud – dit skjold i liv og død.

1788

Påsken 1788. Citeres i romanen Sisyphos i Slotsvagten 2009.

EPISTEL NR. 77 Angående jomfru Sofie på Lokatten og om noget som foregik.

Skål, bette piger, se skyerne glitre,
Stjerner lægger sølv over bredning og land,
Se månen stå som en guldmønt og sitre,
Se den sprede guld over Mälarens vand;
"Lokatten" lyser med labber og kløer
Oppe på skiltet der knurrer og hviner
Mutter har brosche og ring, hendes ør'
Stråler af guld og rubiner.

Sort i parykken er ham dér, den skipper
I den brune frakke og hatten på sned;
Han slog en sekser, og brikken den vipper
Han med ulden vante i bræthullet ned.
Han er forliebt, er kaptajnen som sagt,
Jo, femten gange har han ligget ved Sofie
Der i kahytten om bord på hans jagt
Som hedder "Jomfru Marie".

Skål, gamle Fredman har mønt, hør de klirrer,
Så, I bette piger, en snaps mod kontant!
Nå, men den skipper som spiller og svirer,
Skal I vide, piger, er fra Alicant.
Hvis han nu vinker jer til med sin hånd,
Banker på ruden med knoen og kalder,
Så får I kniplinger, huer og bånd
Lagt på hans stol, hvis I knalder.

Se hvor hans vimpel den flagrer og vipper,
Og hans røde fane den svulmer så rund,
Dypper i bølgernes top sine snipper,
Mellem alskens joller, ducd'alber og grund.
Der står en tambjørn i lænker på dæk,
Lyset fra månen det glimter og blinker,
Og der i skyggen af sejlet halvt væk
Sidder musikken og klinker.

Kors hvor hans ræling den gynger og vrikker,
Og som det da knager i stormasten, hør!
Hør der ved skibskisten tolderen hikker,
Dér med dokument fra hans skibsspeditør.
Her tag min kikkert. Bror Mollberg, en skål!
Nej, træk den ud, jo du kan blot du prøver.
Se der på dækket, hans hår gråt som stål,
Ham den fordømte - den røver.

Skål, åh I kønne og vakre småpiger!
Men, o jøsses kors, som jeg hikker og dør;
Stolen den sejler og gulvet det viger,
Jeg har drukken væk både syn og gehør.
Jeg syntes nok det var godt køb jeg fik,
Så'n en gewesen gesvindt i sig hælde,
Men skal jeg sige hvad det var for en drik,
Så bli'r det pas jeg må melde.

Se nu kaptajnen, han skawer sig tosset,
Latterlig og hjulbenet, dum som en ko;
Brandgule skinner hans strømper, hvor klodset
Sidder store sølvspænder midt på hans sko.
Skål, min Sofie, åh, nu er du kæk:
Håret er løsnet og huen sidder lige,
Forklædet revet og fartøjet læk.
G'aften, kaptajn, De vil sige?

Himmel, der kommer kaptajnen! Vent nu li'e,
Stokken højt i vejret, dens dupsko slår lyn,
Han greb en stol - av, av, av, av, Sofie!
Av, av, av, min ryg går i smulder og gryn.
Søde kaptajn! Nå, god damn you, din hund!
Det skal jeg love, Sofie la'r jeg være,
Fra hendes seng og fra denne her stund
Holder jeg mig. På min ære!

1788 eller 1789

Til Professor Sergell på dennes navnedag 2.11. 1789

Norrbacka den 2. november 1789

Ved bakken til venstre mellem de spredtstående graner, den som skråner fra Solna-parken til Hagas
indkørsel, har i dag i morgenstunden en blind ung mand, ham man sædvanligvis ser om morgene
med et ternet forklæde og i skjorteærmer, nu til forskønnelse af denne dag indfundet sig med en nu
fuldtstrenget fiol, klædt i tårnvægterens overfrakke i Adolph Fredrics Sogn og en af
menighedsrådets parykker. Musikanten sidder i en foroverbøjet stilling under en gulnet røn med
øret mod kvinten og foden nede i sølet for at forkynde Tobiasdagen ...
Fangernes rodhugning ved landevejen og stokkenes tømring under øksernes kløvning i skoven
stiller sig ikke i vejen for hans krummelyrer med buen ... Bønderne, der knurrer i Solbaddets kro og
med svinetrynen uden for madsækken og et kalvehoved i tjæretønden, stryger med hjulene ind mod
grøften for at lytte til denne Solnaskovens Orfeus. Dalkarlene støder spaderne i græsvolden, og
skovlene ligger på sandkærrerne uvæltede. Noget sang og spillede han med hovedet vendt mod
Belle-Vue, meget rørende og til ære for den ærværdige rådsherre, indtil der til sidste udbredte sig en
hellig stilhed blandt alle kommende og farende helt frem til toldporten, hvor tolderen med
protokollen under armen fordømte generaldirektørens barmhjertighed og bukkede for en ekvipage
fra Järva. Da sang den blinde da vognen gjorde holdt, og han spillede den samme guddommelige
melodi af abbé Vogler:

Skål! Ved leddet spiller jeg

Salmer og polsker og skelner ej.

En smule mere harpiks på Tobias' dag

Til mig så vel som til fiolen,

Det synes jeg.

Gammel lov siger nej

Så jeg ser aldrig solen,

Dens gyldne velbehag.

En smule mere harpiks på Tobias' dag

Til mig så vel som til fiolen,

Det synes jeg.

Solna den 2. november 1789

Anmærkning fundet i Organistens Koralbog

Tobias er et navn man har i mangt et rige,
Men navnets drot var klædt i templet dragt,
En ganske værdig af Naftals slægt frembragt
Som rejste teltene ved Galileas vige,
Der blev han fange på Salmanassars tid.
Han havde óg en søn, og af dets blod med hæder
Enhver Tobias fra en elsket ane fremtræder,
Skønt bibelkommissionen ej er tanken blid.

Ateliet den 2. november 1789

Hans durchlaugtighed grev Munck som var til stede, befalede en vis lyrisk skjald at synge denne
dag til ære - og han sang:

Melodi: Ack, om vår sol en klarnad.(ukendt)

Om Psyches buste på dens alabasterruder
De skønne Gratier bøjer ned sig nu;
Om hendes flyende fødder slår de blomsterknuder
Og kroner dig, Tobias, kære du,
At Psyche ikke luder
Mod andet alter
I Florens, Rom og flyr dit atelier.
Derfor skal Gratier stå
Lykønske dig og vente
Du snart vil lade dem hente
Ind i din vrå.
De trodser Ehrensvärds øje
Når de dit ry udsiger
Og frygter ej så nøje
Artisternes intriger.
Derfor vil Gratier stå,
Lykønske dig og vente
Du snart vil lade dem hente
Ind i din vrå.

Norrbacka værtshuset lige uden for Norrtull lå ikke langt fra Sergels sommerhus, "Ingenting". Adolph Fredrics sogn: Sergels sogn Fangerne er russiske krigsfanger som Gustav III lod arbejde med at rydde skov, det er måske deres økser og hamre vi høre ekkoer af i Fjäriln vingad. Belle-Vue tilhørte rigsrådet Carl Sparre Ekvipagen fra Järva tilhører Bellmans og Sergels fælles ven Elis Schröderheim Atelieret ved Hötorget HD grev Munck, kongens yndling og nær ven af Sergel. Alabasterruderne formodes at være fliser på postamentet. Ehrensvärd, Carl August E, admiral og billedkunstner, protesterede sammen med andre kunstnere mod at give Psycheskulpturen et eget tempel ved Haga.

Professor Sergells drøm den 29. april 1789

Fra Olympens små alkover
Ånder, raskt fra salighed
Til den grønne armstol ned
Hvor vor glade Sergell sover
Og om Psyche drømmer end,
Dig han ømt har lånt sin hånd,
Kom tilbage, før hans ånd
Til Olympen op igen!

1789

Fredmans epistel nr. 81 Til brokkehovedet Löfberg i dødsboet ved Dantobommen. Digtet ved graven. Dediceret til doktor Blad

Se vore skygger dér, Movitz, min ven:
Blot én mørk plet sammensmeltet,
Smågrus og klude, ej mer blir igen
Af guld og purpur dér i æltet . . .
Vinker Karon fra sin hvirvlende flod
Og tre gange ligeså en graver, betroet,
Skal livets druer forsvinde.
Kom derfor, Movitz, og hjælp mig, vær god,
Med en sten for vor veninde.

Hvem længes ikke mod gravstedets ro
Her under susende kroner?
Hæslig og skøn, se blot, ens blir de to,
Tid og død forsoner.
Mistro har aldrig haft sin gang heromkring,
Og lykken som ellers altid let går i sving,
Her ser man aldrig den ile;
Harniskklædt fjende med våben på spring
Brækker fromt sine pile.

Småklokkers klemten blandt storklokkens drøn.
Pyntet står kantor i porten,
Og mens hans kordrenge skråler en bøn,
Helliggør han hjorden.
Vejen op til templets gravfyldte lund
Trampes gennem visne rosenbladsgrund,
Halvrådne planker og bårer;
Alle vi sortklædte venter en stund,
Bøjer os og fælder tårer.

Hun gik til hvile fra slagsmål og bal,
Brokkerøv Løfberg, din kone;
Her midt på græsset, langhalset og smal
Står du syrligt gloende.
Dantobommen hilste hun nu good bye,
Samme til os som valgte vellystens vej.
Hvem lar nu propperne knalde?
Tørstig det var hun, og tørstig er jeg;
Vi er tørstige, alle.

Dateringen usikker, digtet forekommer ikke før det står trykt i Fredmans epistlar 1790. Doktor Blad var familiens læge, og det nære forhold mellem dem fremgår bl.a. af at Blad fik en af samlingens allerfornemste epistler.

Fredmans epistel nr. 82 eller uventede afsked, forkyndt ved Ulla Winblads frokost* en sommermorgen i det grønne. Pastoral dediceret til kongelig sekretær Leopoldt

Vi slår os ned ve’n kilde
og stiller frem til frokostgilde:
rødvin, ja, ih du milde,
og så en nyskudt bekkasin.
Klirrende flasker, Ulla,
dem vore kurve er så fuld’ a’,
triller der snart et kuld a’ –
åh, duft bouquet’en – den er fin!
Din middagsvin,
den bør ej gå til spilde,
nej, spejl dig i’n.
Nå, slå dig ned: en kilde,
og hør vort valdhorns klang, cousin’!
- - - - vort valdhorns klang, cousin’.

Prægtigt: se engen pryder
en hingst, et stod med føl, de’e jyder.
en tyr, hør brølet lyder
og et lam som vover at si’ mæ.
Hanen på tagryg hopper
og ligesom hønen vingen lopper.
Se svalen går og sopper,
og skaden griner i et træ.
Løft kedlen, næ,
hør bålets glød, det syder
som rug i dræ.
Prægtigt! se engen pryder
motiver som gør digtere af fæ
- - - - som gør en digter af et fæ.
-
Himmel, som plænen, rundet
af friske løvtræer sammenbundet,
har sig et frirum fundet
her i den grønne lund.
Lystfyldte sus i løvet
af sortgrå hvirvler gennemkløvet,
skygger hen over støvet
og skyer driver over himlens bund.
Før til din mund,
nu timen er oprundet,
dit glas og bund!
Himmel, som plænen rundet
har alskens blomster på sin grund!
- - - har blomster på sin grund.

Nymfen med kontenance
kravler rundt med elegance,
har på en rød fajance-
tallerken æg og salt olivenfrugt.
Dér har hun skovbær søde
som hun dænger til med fløde,
barmen ler os i møde
når hun skær’ mandeltærten med tugt.
En kylling, lugt!
dens vinger, kølet, de’e en chance,
så bli’r det brugt.
Nymfen, i høj kadence,
har travlt og sveder sødt og smukt.
- - - - og sveder sødt og smukt.

Blæs så, I musikanter,
som havets vind i ræer og vanter;
syng, I små elskovspanter,
trods syge mostres gnavne brok og snak.
Venner, en dram ved disken
og så en lille én til fisken!
Krofatter, basilisken,
Fik tavlen fyldt med tal hver gang vi drak.
Skål, klink, jo tak!
Klink, Ullas amaranter,
I sik og sak!
Blæs så, I musikanter,
Se, snapsen holder kulden i skak!
- - - - Se snapsen holder den i skak.

Endelig, må du skønne,
skal vi ta afsked i det grønne,
Ulla, farvel, du kønne,
ved alle instrumenters lyd!
Fredman har blot minutter,
så må han indse at det slutter,
Clotho med saksen smutter
en knap til Charon - ingen snyd.
Kom, Amor, skyd,
og Evas døtre belønne
med Bacchi fryd!
Endelig, i det grønne
gav Ulla afkald på sin dyd.
- - - gav Ulla mig sin dyd.

1790

*Oversætteren ved naturligvis godt at frukost på moderne svensk bruges om dagens første måltid, morgenmaden; men han ved lige så godt at det præcis som på dansk tidligere anvendtes om dagens andet måltid, gerne indtaget mellem 9 og 11 om formiddagen. Menuen tyder også mere på frokost end på et egentlig morgenmåltid, evt. brunch.

Til hr. hofprædikant og sognepræst Lehnberg

Bøj jer ned
Mod jordeled!
Se her, I stærke og raske,
Gravens bred
Med knoglers vred
Og jer hvide aske!
Se hvor glansen svandt i hast
Ved de tre skovlfuldes kast!
Gemte og glemte blir bene.
Bøj jer ned
Mod jordeled,
Ned imod gravenes stene.

Men og så,
Giv agt på
Klokken i templet som lyder
Ved den røst
Som jert bryst
Dog en himmel byder!
Syng i muntre lærdes lag,
Glad ved bordet bægret tag
Når livsbesværet besværer!
Men og så
Giv agt på:
I jer lærer beærer!

På Lehnbergs indsættelsesdag den 24. maj 1790

Magnus Lehnberg (1758-1808) indsattes som præst ved Ulrica Eleonoras kirke på Kungholmen i 1790, sluttede sin løbebane som biskop i Linköping. Bellman havde tilknytning til menigheden gennem sin svoger Mårten Lindström og vennerne Kempensköld, og havde også da Lehnbergs forgænger forlod sognet, skrevet en fornem afskedssang til en melodi af Joseph Haydn. Sangen til Lehnberg synes at høre til en festlig middag for venner og kolleger (muntre lærdes lag) til hvilken melodi? Det vides ikke. Man kunne gætte på en salme fra barokken.

Ved statssekretær Schröderheims frues død

Karon, din færge - den kom ikke for sent!
Jeg ved din bådfart - jeg græder.
Hvad du end mener og hvad du har ment,
hold dig lidt fra vore stæder.
Himlen sorgfuldt overskyet da du
Kaldte Schröderheim og så på hans fru...
Venner, det kalder på gråden!
”Kom, Anne Charlotte!”råbte Karon nu
og hun steg i båden.

Bølgen den vældede skumklædt og grøn:
Karon, den går i dit følge.
Anne Charlottes skygge, forædlet og skøn,
Vil for al mistro sig dølge ...
Tilgiv, søstre, mig nu kinden er våd!
I som står ved strand og venter på båd,
lad den få frit løb nu, gråden...
Følg nu mens øjet står blankt i sin gråd
Anna Charlotta i båden.

3. januar 1791

Versemønstret stammer fra den berømte Fredmans epistel nr. 81 Märk hur vår skugga. Schröderheim var Bellmans nære ven og nærmeste beskytter, en af Gustav III’s nærmeste medarbejdere, men Anna Charlotta havde Bellman selv været forelsket i tyve år tidligere. I denne periode, mens han arbejder med på redaktionen af Fredmans sånger, dør mange af hans venner og bekendte, og han har en betydelig produktion af sådanne ligvers.

Fredmans sang nr. 58

Forgæves! Intet sted
ser man en pige der gi’r øjet ro,
i grus – og lerjord med –
ej aftryk af en sko
og silkestrømpesøm
i en sød hyrdindes spor –
nej, se, en aftrådt hæl, min drøm,
dér, i den våde jord.
Forgæves! Intet sted
giver piger øjet ro,
i grus – og lerjord med –
ej aftryk af en sko.

Skønt solen har lagt guld
på tag ved tusind fugles sang,
er ingen krovært fuld
og har hængt skilt på stang.
Ak, havde Fredman blot forlag,
så hang i hver en krog
en malet kande med beslag –
en ørn på kandens låg.
Skønt solen etc.

Ja, hvor jeg vender mig
imellem pytter, dynd og kær,
så går jeg vild min vej
og ingen nymfer her!
Hvem hør’ min sang fra denne sten
her midt i denne sump?
Blot skaden på den tørre gren,
en ravn på fyrrens stump.
Ja, hvor jeg etc.

Står kornet gult i vang
og bølger tungt for vindens sus?
Går høstfolks arbejdssang
til leens og lejlens brus?
Forgæves ser man efter neg og stak,
og lytter? en fiol?
skønt vejen går til slottet, ak
og sanggudindens stol.
Står kornet etc.

En ynk at jamre ud:
kun bremser summer mens de flyr;
her brøler først en stud
og nedenfor en tyr.
Ved stakkehavens brustne led
har hesten smidt sig mat,
og ham der nys så modig red,
han snorker uden hat.
En ynk at etc.

Det sjasker for hvert skridt!
Grankogler, pinde, vissent løv!
Og uglen har det skidt
blandt døde stammers støv.
Her plukker ingen hyrde mer
sin kæreste Jeanett’
fra disse tuers dynd og ler
den mindste brystbuket.
Det sjasker etc.

Nej, fanden sidde her
og tørste, så sku man da være dum!
God vin, en hjertenskær
er livet i en sum.
Enhver som slipper mas og tvang
og når til Bacchusfest,
syng her din rette friheds sang,
fyldt er dit glas – de’e bedst.
Nej, fanden sidde her
og tørste, så sku man da være dum!
God vin, en hjertenskær
er livet i en sum.

1791 eller måske 1790

Ansøgning til Herr general m.m. baron Armfeldt

Omkring Haga ses den fagre
sommerfugl i vinget flugt
i de grønne læhegn flagre,
søge skjul i blomsterknoppen, lukt.
Fra sin slummer småkræ styrer,
til naturens højtid vakt,
narrer i Zephirens dragt
frem af dvale myg og myrer.

Alt har Brunsvigs små najader
løftet deres guldhorn op
så de gyngende kaskader
bærer dem til Solnatårnets top.
Alt i skyggerne fra løvet
på den vej, nys gjort i stand,
kør’ med smil en bondemand.
Folen stolt og hjulet støvet.

Snart i klare rosenbække
vil de svaner hæve sig
så de mellem spredte hække
stolte dér kan bane sig en vej.
Snart vil egnens unge mødes,
og ved glimt af dobbelt skud
klinker selv den yngste brud
Gustaf skål når glasset stødes.

Hvilken gudelyst at smage
i en sådan dejlig park?
den at her bor så ens mage,
værnet af en mild monark,
den at undres når man skuer
hendes vindue, med sin lut
yde hende trubadurs tribut,
øjet hedt af elskovs luer.

Skil os, Deres Nåde, gerne,
Skil os da i Gustavs navn,
Riv ved første morgenstjerne
Min Lovisa af min favn.
Tag min øjesten herfra da,
glæden og mit halve liv...
Men, det be’r jeg, gør min viv
Til oldfrue - - - hvor? - - -
på Haga.

1790

Baron Armfeldt var Gustav III’s yndling. På pavillonen i Hagaparken havde Bellman ofte optrådt, bl.a. med nytårskabareter 1789 og 1790; da kongen iværksatte det storslåede byggeri af det slot der skulle være hans Versailles, fandt Bellman på at søge om ansættelse for Lovisa som oldfrue. Hverken slottet eller ansættelsen blev nogen sinde til noget, men versansøgningen blev omskrevet til et af hans skønneste digte (se FS 64).

Fredmans sang nr. 64 – Haga – Dediceres til hr. kaptajn Kjerstein

Nu ses sommerfuglen bygge
her i Hagas morgendis
sig et bo i løvets skygge,
et paulun i blomsterris.
Nu opildner vestenvinden
mosekrattets mindste kryb,
nylig vakt ved solens skinnen,
til en højtid, ny og dyb.

Haga, i dit skød frembryder
græssets gule felt i skud;
stolt i små kanaler lyder
hvide svaner vårens bud;
fjernt fra skovens søjlekamre
høres ekko gang på gang,
snart fra stenbrud gjalder hamre,
snart fra tømmer øksers klang.

Se Brunnsvikens små najader
hæver horn af guld mod sky,
og de sprudlende kaskader
væder Solna kirkes bly;
skyggefulde hvælvte stammer
over vejens rette mil,
hjulet støver, folen brammer,
Haga lokker bonden til smil.

Hvor guddommeligt at være
i en sådan dejlig park
hvor man hilser på sin kære
og bemærkes af sin monark.
Hvert et blik hans øje sender,
kalder takkens tårer frem,
hilst af kongen henrykt vender
selv en livstræt lykkelig hjem.

1791 (jvf. ansøgningen til baron Armfeldt foran)

Kaptajn Kirstein var vicebygmester på Hagaslottet og Bellmans husvært. Måske har dedikationen været et afdrag på forfalden husleje, og omskrivningen er tydeligvis sket til brug for udgivelsen af de 65 Fredmanssange.

Uden titel – 1790’erne

Knapt når man være ung, før man er blevet gammel og lidt tung,
Ud kan man knapt nok nå, før man er tavs og grå,
Et gammelt vrag som grundstødt står i sundet uden årer eller krudt.
Før leved jeg i sus og dus på kro og tog på kridt snart hvert minut,
Og glædens rus tog ingen ende før gælden lå i driver over tag’ne.
Som strandet slup i Norrströms sund, som statens gæld i frihedsdag’ne.

1790'erne

Mozarts død – Dediceret til Herr professor Palmstedt. Ordene af C M B – Larghetto af K. Kraus.

Graven, Mozart, den oplader
man ved tusind faklers skin.
Sangersken med tonerader
tolker rent et sorgtungt sind.
Gråden vore øjne bader
mens de ser i himlen ind.

Ædle skygge, til din ære
bæver fløjten øm og sart,
Luttens strenge vil så bære
sørgeklange rent og klart.
Pauker skal din ligsang være,
mumle deres ømme part.

Fly til frelste sjæles skare
bort fra jordens tågedal
og blandt engle åbenbare
nye stemmer i koral.
Mozart, vi må la’ dig fare,
men vi knuser hver cymbal.

Først i januar 1792

Mozart døde i Wien den 5.12. 1791, men digtet synes inspireret af en artikel i Stockholms Posten den 5.1. 1792 om en mindekoncert i Nikolajkirken i Prag. Professor Palmstedt, en ungdomsven til Bellman, organist i Riddarsholmskyrkan i Stockholm og stadsarkitekt; K. Kraus, kapelmester Joseph Kraus, en ven til Palmstedt og Bellman; cymbal, her sikkert klavicymbal, et strengeinstrument i flygelform som Mozart

Sankthansaften 1792 Fra mit sygeleje

Min nådige frue!
og elskede søster.
Hør fra hytter, gods og stuer
Går musik og dans, gemæng.
Men jeg jamrer i min seng,
Plaget slemt af gigt og fluer,
Uden smøger, vin og glas.
Forstår min nådige således
Hvordan jeg egentlig bør vredes
Over den slags tant og fjas?

Med nathuen for mit øre
Og med pennens plump i blæk,
Med min fod i angstfyldt stræk
Og lidt æggekagepløre
Som knapt gør en vognmand glad.
Netop nu er dagen omme,
Gud, lad dette versbrev komme
Med mit suk til Tjälvestad.

Datering som angivet. Brevmodtageren er fru Charlotta Kempensköld, gift med flådekaptajn Dan iel Kempensköld, som hørte til kredsen omkring herregården Tjälvestad. I disse år var Bellman nært knyttet til ægteparret, tilså deres lejlighed i Stockholm under deres fravær, versificerede og almindelige breve foreligger i betydeligt omfang. Maleren Pehr Hilleström , billedhuggeren Sergel m.fl. forsynede ofte brevene med vignetter der illustrerede hændelserne og dermed udgør kilder til denne side af digterens liv.

Anmodning om begravelseshjælp til Lidner

Tit kom en poet til kort
når en digterven gik bort:
ikke råd til kistelagen
eller blus om sarkofagen -
venner, løs den tunge lænke:
giv en skærv til Lidners enke.

Januar 1793

Januar 1793. Bengt Lidner (1757-93) var digter og en bekendt til Bellman; fru Lidner var af finlandsk adel, og deres kærlighedshistorie er både romantisk og tragisk. Traditionen vil vide at Bellman gik omkring på Stockholms værtshuse og sang 50 rigsdaler sammen ved hjælp af dette vers.

Den grimme ælling

Foran en hel flok kyllinger en høne dansed,
med skruk og kluk og halen løftet højt hun svansed,
og tillod her en spæd og dunet ælling skride
som hun har ruget ud iblandt sit eget kuld.

Dér skred så toget over havens græs og muld,
med hønen skrukkende med unger ved sin side
forsigtigt ledte dem - og stadig holdt hun tal,
imens hun kærligt, men bestemt lod flokken vide
at det var bedst at høre efter hendes kald.
Det mente også ællingen, men så i tide
en dejlig vandfyldt grøft skønt det var første gang,
og fulgte så sin lyst og i på hovedet sprang...
”Hvem har dog lært dig, lille fyr, den kunst at svømme?
”Hvem sagde du skulle gå i vandets falske strømme?
”Var det en medfødt kunst fra fødslen af, en trang?

Men hønen løber om langs grøftens glatte rand
Med halsen strakt og alle fjer de stritter som i spænde,
Den fare hendes barn er i, må hun afvende:
Nu vil da hun som skyr det våde, ned i samme vand
og gør de tusinde forsøg, er modig, men dog varlig,
og tør dog ikke, thi hun ved en grøft er farlig.
Ved hønens hop og kalden spørg’ den lille and
som morer sig imens han her får lært at svømme,
hvorfor hun ikke vil han følger sine drømme?

Det som opskræmmer én, gi’r andre fryd...
En går i krigen ud og trodser nød og fare,
Et heltenavn, så ta’r en anden sig i vare...
Én pløjer trygt igennem storm og hav sit spryd,
En anden skælver i vel fortøjet båd,
Og verdens undergang bli’r mødt af rædsels gråd.
Men husk den gyldne regel: den hvis levnedsløb
Kan ses som ædle hverv, han nærer ingen frygt
Thi har naturen udset én til farers svøb,
Da gav den også mod så man tør vandre trygt.

Christian Fürchtegott Gellert Den sidste bogudgivelse Bellman selv forestod, var den smukt illustrerede oversættelse af den tyske digter Gellerts versificerede fabler som han udsendte i 1793. Heri finder man Den grimme Ælling. Et værk med denne titel er en fristelse man ikke kan modstå.

Ved direktør Pilos død den 2. marts 1793

Vover jeg min fjerpen skære
Og den smyge om din stift,
Viklet i mit sørgeskrift?
Stolte Pilo, hvilken ære
For den skjald som dig tilbad,
Som må rystet om dig tale,
Som henrykt i dine sale
Så din rige indsigt glad.

Nej, en Gyllenborg bør sænke
Pennen på din urnes låg,
Og en Leopold må klog
Med en Kellgren smukt udtænke
Klagesangen ved dit leje;
Men når de vor sorg beskriver,
Hvem da ansigtstræk opliver?
Sergel har den kunst i eje.

Carpe diem – april 1794

Er livet alt besværet værd?
Nej - må mit svar vist lyde,
For hvordan den end går, dets færd,
Se hvad det har at byde:
Et kranium i hvidt og gult,
Den skønhed som det var, er skjult,
En ågerkarls som stirrer hult
Med kæften som en klyde.

Er livet alt besværet værd?
Aprilsnar, ågerkarle,
I bukker, render her og der
Hos dem der skal betale;
Og glane hvor hans skyldner bor,
I retsinstanser lægge ord
Og smile grumt hvorhen du glor
Og sky som myg for svale.

Så lad os bruge livets dag
Til døden slår med leen,
Og makker, du som med behag
Ser druens blod på skeen
Dér hvor den skvulper sødt i krus,
Byd alle mennesker en rus,
Men skam dig hvis Nobelius
Får plads ved soiréen.

Marts-april 1794

Dvs. under fængselsopholdet som krigsbogholderen Enoch Nobelius havde fremprovokeret for en ikke alt for stor gældspost. Det voldsomme portræt af det skæve kranium med tomme øjenhuler og den skævtliggende underkæbe, synes inspireret af et maleri. Se også tolkningen af relationen i Sisyphos i Slotsvagten 2009

Jörans dag d. 23. april 1794 – Kongeslottet

Hele vagten i gevær
Med Sankt Nicolai præster,
Thi i dag man øjet fæster
På Sankt Jørgen, stolt og tvær.
I galop hans hest på bagen
Breder gyldent dække ud,
Og Sankt Jørgen med sit spjud
Tugter den i gabet, dragen.

Jørgen Schrøderheim, rid frem,
Vælg dit spjud og spid dem døde,
Alle drager som ta’r føde
Lissom ulven af et lam.
Men hør, kast dig ej i gabet
For de ondes raseri,
Thi om du vil være fri,
Gem dig da bag præsteskabet.

23.april 1794

Navnedagshilsen fra arresten til vennen Jöran Schröderheim, en broder til Bellmans ven og mæcen, Elis Schr.

Modgang

Modgang er det blot man møder,
Skønhed, får man det at se?
Hvad gør digteren? Man kan se:
Ængstes mens hans pibe gløder.

1794

Dediceret til Fru Helena Qviding den 30. april 1794 af Movitz. Bellman anvendte i de sidste år gerne navnet Movitz (fra epistlerne). Også dette vers hører til fængselstiden.

Til bror Elfman den 1. maj 1794

Første maj er det akut
Jeg ser ud som var det slut,
Men et år til vil jeg smyge
Om i huset og så ryge.

Datering som angivet

Stedet er fortsat arresten på Hovedvagten ved Stockholms slot. Elfman, en af Bellmans venner og jævnaldrende, vist nok knyttet til brygger Westmans virksomhed; denne Westman var sammen med Bellmans svoger Morten Lindström med til at skaffe digteren ud af fængslet.

Vershilsen

Er man syg, så skal man ligge
Jævnfør gamle kristne skikke
Er man rask, ta’r man et glas.
Med min uldparyk på plads
Bukker jeg når I skal drikke.

Maj 1794

Den uldne paryk havde Bellman efter originalteksten lånt af den forannævnte Elfman.

Mit Levned

Kongeslottet den 8. maj 1794

1. ark
Mit Levned af C.M. Bellman Til Doktor Blad

Sådan som folk i almindelighed kender mig, så vel fra min moralske som min
fysiske side, det vil sige hvad angår hjertelaget, min vandel og min
konstitution, så er jeg en herre af megen ringe dybsindighed, og stiller ingen
spørgsmål ved om solen vandrer eller jorden binder op om sine lænder. Hvad
jeg for mit eget vedkommende kan bedyre, det er at jeg ikke vil nogen
skabning i naturen noget ondt – at jeg elsker en ædel mand grænseløst, og
kvinder med en stedse brændende lue og små søde børn; at jeg efter hvad
appetitten er til, spiser lidt, men godt, om søndagen hvidkålssuppe – om
torsdagen gule ærter, om lørdagen sild. –
Det hører sig til i en levnedsbeskrivelse at man nævner dødsåret eller
rettere sagt fødselsåret, altså anser jeg mig berettiget til at notere sidstnævnte
i henhold til kirkebogen i Sankte Marie Magdalene sogn – skønt lige akkurat
den for længst er gået til ved branden i 1758 – til den 4. februar 1740.
Fadderne var min farmor fru Elisabet Daurer, rigsråd grev Jan Gyllenborg;
biskop Ryselius har så vidt jeg ved døbt mig – nu vel.
Brudesvende ved mine forældres bryllup – den endnu levende direktør
for bjergværksstyrelsen grev Liljenberg, dengang byretsdommer, og kontorchef
i finansstyrelsen Wulfwenstierna. For mine forældre lyste 1739 – første gang
biskop Ryselius, anden gang Lagerlöf – tredje gang Kalsenius – viede blev de af
ærkebiskop Steuck; der blev holdt rigsdag i Stockholm den gang –
Hvordan mine forældre så end bar sig ad, jeg blev som sagt født den 4.
febr. 1740. Min mor vakker som en sommerdag, uendelig god, fortryllende
klædt altid, god imod alle mennesker, fine manerer og taktfuld – havde en
dejlig sangstemme og vænnede sig til at ligge i barselsseng 21 gange – honi
qui mal y pense; men de julelege ruinerede huset.
Ved 6 års alderen begyndte jeg skolegangen i Maria skole. Min morfader
magister Hermonius var sognepræst dér og gift med min mormor fra det gamle
Aros hvorfor hun hed Aroselle.
Min første lærer var af samme type som min salig faders lærer, den
alment kendte Hybner, en doktor Rutström som elskede mig højt; af ham har
lært at stave ved hjælp af en lille pegepind med et hestehoved på som det blev
brugt dengang – og jeg læste flittigt. Endnu har jeg en skolekammerat der i
live, nemlig kongelig sekretær Bryssell som er så excellent til at spille klaver.
Siden fik jeg pastor Norman som også lever endnu, og efter ham en der hed
Swaliung som ingen havde respekt for, men som den endnu elevnde
kornhandler eller grosserer Kellbek og jeg engang gav et lag tæsk – Omsider fik
jeg en huslærer som hed Höckert og som siden blev ansat ved tolden; han slog
over fingrene med linealen fordi jeg ikke kunne Euclides og Collegia
Metaphysica eller Physica –

Hjernen endnu i mig vrides

Når jeg tænker på Euclides

Og på de triangula

a-b-c og c-d-a –

sveden mig af panden gnides

Værre end på Golgata.

Endelig langt om længe kom opklaringen, mine forældre har fundet ud af at
jeg, mens jeg lå med feber, under paroksysmen sagde alting på vers og sang
for min mor – så de var ved at falde om af forbløffelse. På det tidspunkt plejede
mine forældre omgang med den nulevende titulær præsident Rosenadler,
kontorchef i erhvervsstyrelsen Carleson, kancelliråd Rabbe, kancelliråd
Nordenflyckt og daværende sekretær, senere vicekontorchef i
erhvervsstyrelsen Sillfwersköld samt kongelig sekretær Abraham Sahlstedt. Til
ny huslærer valgtes en stor begavelse ved navn Clas Ludvig Ennes; senere fik
jeg udvirket at han hos salig kongen blev forfremmet og fik et pastorat i Skåne
og Østre Herrestad. Af ham lærte jeg at håndtere Apollos lyre; under hans
vejledning har jeg forfattet flere breve og poesier, og bland disse 1755
oversættelser af salmer fra Hallesalmebogen som sammen med flere breve på
tysk, engelsk, italiensk og fransk skal befinde sig hos kontorchef Rosenadler i
dennes bibliotek.
Ved samme tid blev jeg sammen med daværende ritmester, senere
hofmarskal Jenning, professor Trotzelius og nuværende admiral Nordenankar,
mens kontorchef Rosenadler førte forsædet, discipel i Det kongelige
Videnskabsakademi, og efter skikken på den tid modtaget på ridderhuset i
akademiets lokaler, introduceret af to medlemmer, bjergværksråd Adlerheim –
den anden har jeg glemt.
Oversatte på det tidspunkt En Faders Formaning til sin Søn foretagende
en udenrigs rejse, trykt hos Wilde, efter en original af kontorchef Carleson som
han havde fundet i Aleppo –
Senere oversatte jeg uddrag af Scriwers Sjæleskat, trykt i Norrköping hos
Edman.
På samme tid har jeg oversat og til min mor dediceret landshøvding von
Schweidnitz’ dødsbetragtninger, tilpasset evangelierne og oversat på vers de
tyske sonetter som findes der –
Samtidigt skrev jeg et endnu sjældnere skrift – Månen; et eneste ord
censureret af den store von Dalin –
De senere arbejder kender man jo nok –
Et skrift som kalles Hwad Behagas, meget sjældent, er en satire på
biografier – også fra min hånd –
De bacchanaliske sager er sikkert velkendte.
1759 – var første gang jeg havde fået for meget og var blevet plakat, sov
med hovedet i min mors skød efter at jeg var blevet beruset i pontac ovre hos
den hollandske ambassadør Martewill på Söder, lige i nærheden af mine
forældres hus.

      Jeg kom hjem så rød og skøn,

- lidt i fire, sidst på dagen,

      folk gjort klar til aftenbøn,

så som altid var det sagen.

      Mine søstre negle bed,

Iført kyser, pjokkede,

Da jeg rosenkindet jokkede

    Hen til mor og dér sank ned.

    Men, Carl Mikkel, sagde hun,

Hvor, min dreng, har du dog været?

Lille mor, jeg har fortæret

    Lidt for meget tror jeg kun.

Ja, ja, så, så – Calle lille,

   Læn dit hoved mod mit knæ,

   Sov den ud, dit lille fæ,

Mor vil dig jo ikke ilde.

Er det da så mærkværdigt at hele mit væsen, min mindste tanke, hvert eneste
åndedrag, selv i min elendige situation nu, finder opmuntring i at jeg holder så
inderligt af kvindekønnet; Gud straffe mig om jeg ikke bliver fortryllet af en
gammel slidt underkjole med samt alle dens laser på lossepladsen ved
Norrmalmstorv. Jeg ser en kærlighedsgudinde i hver eneste loppe og en Amor i
hver en udsmidt stump; en nedtrådt sko uden hælkappe, du gode gud, en
damesål som hun har vandret på nede på Grønttorvet ved Slussen, alt det
fylder mine øjne med større livlighed og vellyst end den laurbærkrans man har
hædret mig med på medaljonen.

Fortsættelse
Følger om narrestreger, kærlighed og mere.
Skål, broder Blad!

Fortsættelse følger
Kongelige slot d. 21. maj 1794

En mand uden hukommelse må nødvendigvis være en hæderlig person. – En
slyngel er nødt til at huske hvad tænker, har tænkt og har sagt. Jeg kan ikke
mindes hvor jeg sidst sluttede mine levnedsanekdoter; men lige meget.
Sommeren 1759 gik jeg en aften, iført en hjemmegjort frakke, vævet af min
mor der var en dygtig husmor, ned til Munkbroen; netop da slog den 7 fra
kirketårnet på Maria som nedbrændte samme år i juni måned.
Jeg gik da om aftenen i min blå frakke og, efter tidens skik, udstafferet
med overtræksærmer og klipfisk. Da jeg et par timer havde stået og kigget på
jagterne som forherligede udsigten til Mälarens kyteriske strande, kom den
bekendte latinske digter Löfvensköld gående i selskab med den navnkundige
deltager i stænderrigsdagen 1757, Bedinus Renhorn, for at gå om bord i en
Arbogajagt der skulle sætte kurs mod bemeldte stad hvor Renhorn skulle
indtage sin borgmesterstol. Jeg havde lært hans datter – der dengang boede
sammen med sine forældre på Frimurernes Børnehjem – at spille cister, et
instrument jeg på den tid beherskede med suverænt mesterskab; denne i og
for sig ubetydelige omstændighed gjorde at hr. borgmesteren indbød mig til at
følge med ned i kahytten, hvad jeg da også gjorde. Jeg anbragte mig straks ved
enden af et lille klapbord, kiggede ud gennem vinduet på de mange fartøjer
som, det ene efter det andet, med deres bovnende sejl og glatte køle pløjede
bølgerne der glitrede i modlyset fra den synkende sol. Robåde med skønheder
smøg sig omkring de bugserende skibe. Andre pragtfulde pigebørn viste
bryster når de sad rundt omkring på hug ved deres vaskeskamler og deres
vaskestokke syntes af give et ekko: et ab hoc & et ab hac & ab illa. – Stadens
autorisede vejer og måler stod i sin af solen farvede skjorte og trampede i den
firkantede høstak – kuskene striglede de vrinskende heste for høvognen, og
torvekonerne fra Munkbroen skændtes med rokællingerne om valget af
kapellan til Maria.
Nu blev der sat piber og tobak frem, og den hædersmand til kammerråd
Löfvensköld stoppede mig min allerførste pibe som jeg tilegnede en pige, og
hun var så sød at gøre mig og sig selv den ære at tage imod den. Borgmester
Renhorn, som den 1756-tyran han var, for op og hældte hårde og forbitrede
ord ud over sin karl; derpå kommanderede han ham til at komme med en
kobberkedel med varmt vand, noget arrak og nogle citroner hvoraf han
tilberedte en punch som Den lede selv, om han havde været oven lande,
sandsynligvis ville være blevet så vimmelskaftet af at han ikke ville have
kunnet finde hjem før 6 uger senere.
Jeg ryger, jeg drikker, jeg skvatter i søvn, jeg vågner. Vinden blæser,
Löfvensköld nikker, Renhorn vælter hele gårsdagens mad- og drikindtagelse ud
over dækket, og karlen, som en cherubim på et julekort, lå så lang han var
langs rælingen. Ør i hovedet og med udsigt til smørrebrød., citronskiver og
deslige bacchanaliske relikvier på mit skjortebryst, blev jeg ængstelig ved at
tænke på mine kære forældre. Nu skulle jeg hjem, og tager altså et kig ud af
kahytvinduet, men finder i stedet for det beregnede Maria Magdalena,
Strängnäs kirketårn som, o himmel og hav, spirede frem af daggryet; vimplen
hang slap ned langs masten, skipperen med nedtrådte hæle i skoene knappede
sine bukser, og en jæger som havde været vores resjefælle, lettede på huen og
sagde gomorn.
Mine respektive sovekammerater vågnede. Skipperen lagde til ved
Strängnäs stad ved en græsplæne. Alle gik i land og lod mig tilbage.
Uden en rød øre i lommen vandrede jeg op og ned ad jordvejene på dette
aldeles ubekendte sted. Til alt held traf jeg dog i en port på en planke en
bekendt, nemlig stenhuggeroldermanden Lars Hjortsberg, søn af sognepræsten
og den navnkundige digter Hjortsberg; han var svoger til lektor og senere
sognepræst Lundmark. Han omfavnede mig, bad mig træde ind i sit hus hvor
jeg blev vel modtaget og straks forelskede mig i doktorens svigerinde
mademoiselle Anna Maria Hjortsberg, skøn som en sommerdag og som mit
hjerte endnu banker for, skønt hun er gift med den kendte løjtnant von
Skedwin og har voksne børn, en af dem er kongelig livdrabant. Herregud! En
kvinde, og det hvad enten hun er smuk som en engel eller grim som madam
Nyman, kan befale mig kysse sine fjed.

Note: Dateringen er som angivet de to dage i maj 1794 under digterens ophold i gældsfængslet, mens vennerne var i gang med at få en ordning i stand. Folk med forstand på litteratur ser med det samme at der er tale om en skitse, et udkast til en egentlig selvbiografi, stikordene til en bredere fremstilling.

Gratiernes besøg

ved professorens og ridderens Herr Tobias Sergells tilbagekomst

Conservati fidele                                Forbliv I nu trofaste,
Pensa ch'io resto e peno,                   Tænk jer jeg blir her og lider,
E qualche volta almeno                      Og om blot til tider
Recordati di me.                                 Tænk lidt på mig.

Metastasio (1698-1782, librettoen til Artaserse, Pergolesi, Gluck, Scalabrini)

Ordene og poemet af Carl Mich: Bellman, musikken af kapelmester Kraus

Skovens fugle kan knapt styre
Sangen rundt Apollos lyre
Hvor han i sit guldne skrud
Holder buen helt strakt ud,
Gratierne med matte hænder
Purpurskørtet om sig svinger,
Da Merkur sig træt henvender,
Fra Olympen træt på vinger.
Nymfer, skreg han, hør engang,
Modstå alle stormes hvin
Hør, Thalia, lurens klang,
Aglaija og Euphrosin.

Hør Fama, hans trompet
Rundt om Nordens fjelde lyde
For forpustet at opbyde
Til sin lyre hver poet.
I nymfer, pryd jer hér
Lad purpurslæb smukt falde,
Og bøj jer siden alle:
Apollo Sergell ser.

Sergell i sit atelier
Hen til Psyches favntag fundet,
Bøj jeg siden alle tre,
Norden har ham atter vundet.

Vær velkommen da tilbage!
Sergel, skjalden hilser dig.
Gratier din stol fremdrage
Og som Psyke bryste sig.
Vær velkommen da tilbage!
Glæden følger mindste sti,
Euphrosin skal bægret tage
Og som Psyke bryste sig.

For første gang i Bacchi skrål
Sås en Gratie bægret tømme
Og så vin i floder strømme
Og hun drak af bredfyldt mål.
Lad os drikke Sergells skål!
Vi bliver glade, vi bliver ømme.

Chor:
Lad os da synge i slot og i vrå
Begavelsens pris; på vingen dig lette,
Flyv til Olympen, Merkur at berette
At vi vor Sergell en lovsang lod få.

I anledning af Kgl. sekretær Herr Carl Agardt Petterssons och Mlle Anna Fredrica Sundlings Bryllupsfest

Cantate:

Høstens svale storme suser,
Bølgerne mod stranden bruser,
Og om Floras nøgne øer
Glitrer hvide tag og søer

Sorgfyldt er naturens dvale:
Til sit hi skal bjørnen gå,
Tungt i sivets spredte strå
Nikker hist og her en svale,
Ingen landsbykok kan stå
På sin morgenkvist og gale;
Skyerne vil byger male,
Ulven tude, bølgen slå.
[. . . ]

Stockholms Posten, Fredagen den 31. oktober 1794

De efterfølgende strofer af kantaten er udeladt.

TILLÆG:

Epistula Fredmanii no 82
aut Convivium inopinatum Ursulae Vinofolionis ad matinam æstivam in herba

Apud fontanam stare,
Nobis convivium parare,
Vinum rubentem dare,
Et callinago integra!
Audite ut lagenae
De nostris corbibus - quam plenae
Ad herbam vacuis: scenae!
Et sentite ut odorose sunt.
Capite hunc
Tuum vinum ex calice
Cum gaudio.
Apud fontanam stare,
Audite tubae sonantem ://:

Meissner: (i munden på)	Trundman:
Du sover, din barbar!
	Her! Lyset jo jeg har.
Din svabergast, kosak
	Påfugl, din bavian, jeg lyser som et glar. ædru du aldrig var.
Jeg gir dig én på frakken,
	Jeg gir én på frakken,
ej flor om logestagen.
	jeg vågen er som dagen.
Du hør’ trompeterne,
	Hvis du nu går med fanen,
og sover som på lagen.
	så bær’ jeg logestagen. Se Lundholm ligger kold, Lidt har jeg óg at sige, hør, klokkermand for fanden. for jeg er klokkermanden.
Det er den sidste ære
	Kys Lundholm i hans røv
han vil du viser ham.
	og mig med da for skam. Allons, din hund, stat op, Jeg sværger ved hver prop
lad vær’ at ræsonnere!
	lad vær’ at kommandere!