Bellman og herregårdene

Personkredsen i Carl Michael Bellmans hovedværker Fredmans Epistlar,og Fredmans Sånger færdes i miljøer langt fra adel og herregård. Digteren selv var fra sin ungdom fortrolig med herregårdsmiljøet i egnen omkring Stockholm, en periode boede han hos sine forældre på deres gods, hans søster blev gift med en godsejer, hans senere hustru var som ung husbestyrerinde for en af hans nærmeste venner på dennes herregård.

Livet igennem var Bellman en velset og kærkommen gæst på godser og slotte. Dette har sat kraftige spor i de digte og sange der ligger uden for hovedværkerne, men ofte benytter sig af de samme melodier og versmønstre som epistlerne og sange. En af de også i Danmark mest yndede af Fredmans Sange, Fjäriln vingad syns på Haga, handler direkte om et af kongeslottene.

Herregårde optræder hyppigt i litteraturen, hyppigere end man måske kunne vente efter det faktiske antal af godser og slotte. Men forekomsten af herregårdsmiljøer i den ældre litteratur afspejler på den anden side den enorme betydning de havde både økonomisk, politisk og kulturelt. Det er ikke mere end 113 år siden godsejerregeringen her i landet blev afløst af en mere demokratisk regering – systemskiftet 1901- og blot 95 år siden len og stamhuse overgik til fri ejendom. Det var for resten grevskabet Langeland, dvs. Tranekær, en herregård der af naturlige årsager har fået en plads i litteraturen ved at være stedet for Grundtvigs poetiske vækkelse. Som bekendt giftede Grundtvig sig senere til en herregård, Rønnebæksholm.

Forfatteren til en Hverdags-Historie, Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd, har skrevet hverdagshistorier der helt eller delvis udspiller sig på herregårde, og i nogle boede hun med sin anden mand på herregården Ruhedal; Blicher færdedes som barn og voksen på egnens herregårde, og de spiller da også væsentlige roller i novellerne. Om H.C. Andersen er det alment bekendt at han blev en skattet gæst på herregårde i mere end fædrelandet, og både i eventyr, historier og romaner optræder de anonymt eller ved navns nævnelse, lad blot To Baronesser være nævnt her, Gartneren og Herskabet måske også.

Årets litterære klassiker er Gustav Wied, og hans liv er som hans forfatterskab nært knyttet til herregårdene, Slægten og Fædrene æde Druer, er centrale værker i de danske herregårdes litterære historie. I mit eget forfatterskab optræder de også, men kun sporadisk, i eventyret Kalle Kæphøj om en lollandsk smedesvend spiller herregården Øllingsø en vis rolle, i romanen Don Juans Døtre deltager en central skikkelse i Thistedborgernes afbrænding af Jep Friis’ Lyngholm i Hvidbjerg under grevens fejde.

Lidt mere fylder de i romanen Sisyphos i Slotsvagten. Den handler nemlig om den svenske nationalskjald Carl Michael Bellman (1740-1795), og hans liv var ikke som Jens Vejmands fuld af sten, men fuldt af ophold på stensatte borge, slotte, herresæder og lystgårde, helst ikke for langt fra Stockholm, men netop egnen omkring kongebyen er tæt besat med hovedbygninger til godser og jernværker, de kongeliges opholdssteder helt ufortalt^[1].

Sisyphos i Slotsvagten begynder i Stockholm i litteraturens parodisk berømte kolde og regnfulde nat. Sammen med sin gode ven, billedhuggeren Johan Tobias Sergel har Bellman været på besøg for at opsætte teksten til et digt på piedestalen til en buste af netop Sergel forestillende kongen Gustav III der var blevet myrdet to år tidligere. Busten står på godset Almarestäket i landsdelen Uppland, og i 1794 ejedes det af Samuel af Ugglas – en familie der også kendes i dag, bl.a. for dens rolle i A.P. Møller-koncernen.

Samuel af Ugglas indtog høje poster både under Gustav III og Gustav IV Adolph, bl.a. var han Landshövding i Stockholms län (1787) og ejede Forsmark Bruk, som den dag i dag er et imponerende foretagende. Det er den typiske opsvenske herregård som ikke alene råder over store landbrugsarealer med eller uden underliggende bondegårde, men tillige er det der på svenske hedder et bruk, dvs. en industrivirksomhed. I Forsmarks tilfælde er der tale om et jernværk der henter råertsen i Dannemora en 25-30 km længere inde i landet.

Forsmark er et af de steder man absolut må besøge hvis man kommer på de kanter, for det ser ud som det anlæg Samuel af Ugglas fik bygget på Bellmans tid; flere af Bellmans arkitekt- og kunstnervenner var med til at gøre det så smukt som det blev. Fruen stammede fra en velstående bruksejerfamilie, skal have været grim og meget lang, men musikalsk og dermed altså have interesser fælles med Bellman. opvagtede Bellman var i en årrække nært knyttet til ægteparret af Ugglas og opvagtede dem med mange smukke digte gennem årene. I forbindelse med toårsdagen for mordet på Gustav III bestilte Samuel af Ugglas et højstemt hyldestdigt til den myrdedes ære, og Sergels opgave var så at hugge bogstaverne ind i en marmorplade. Digtet lyder:

Begræd jer Skytsånd, Sandhed, Snilde, Kunst, jer Ven!
Din laure, Svea! Byt den med sorgcypressens blade!
Vend, Menneske, dit Blik fra Jordens Overflade!
Splid, Selvtægt, Grumhed, Had! Bliv ved at hærge den!
Og du som af Hans Hånd et Længslens Fristed vandt,
Ved Livets Aften frelst, i Ly for vilde Vinde,
Fra Lykkens tvære skift, i læ af egne linde,
Begræd Velgøreren Taknemmeligheden bandt!

Digtet refererer direkte til den forfølgelse af Gustav III’s støtter som den nye regering havde iværksat og som også ramte Bellman personligt – han blev som bekendt sat i fængsel i Slotsvagten og fortsatte der sin Sisyphoskamp for kunstens frihed, det er det romanen handler om. Sergel derimod undgik forfølgelsen ved at tage til København hos Nikolaj Abildgaard på Kunstakademiet (Bellman kalder ham Søren; han forveksler ham med faderen som rejste omkring i Sverige og tegnede mindesmærker i 1754-55 – det er den slags forfattere lægger ind som små signaler i teksten). Almarestäket ligger blot 25 km fra Stockholm, så det når man med hest og vogn på et par timer. Det er den natlige køretur Sergel og Bellman har været ude på da romanen begynder.

Når man har brugt en menneskealder på at studere en bestemt digter, kan man være tilbøjelig til at gå ud fra at så må alle også vide hvem man taler om, og det skal man lade være med at være. Så for at begynde med hovedsagen, er den at Carl Michael Bellman er en af svensk litteraturs allerstørste digtere, en af sin tids, 1700-tallets, fineste lyrikere, og en digter der ikke alene har haft grundlæggende betydning for udviklingen af svensk litteratur og den særlige genre vi kalder den svenske vise, hans indflydelse på dansk litteratur er også stor og strækker sig helt fra digtere på hans egen tid som P.A. Heiberg, Knud Lyne Rahbek og Jens Baggesen og altså frem til i dag; og selv om mit forfatterskab står ret alene, så har jeg trosfæller i bl.a. Sten Kaalø og Klaus Rifbjerg.

Bellman er født ind i betydningsfuld og indflydelsesrig familie, og selv om det kun var et bypalæ han voksede op i og ikke en herregård, så var miljøet ham på ingen måde fremmed. Hans far var nemlig forvalter på kongeslottet, og hans morfar var medlem af rigsdagen og sad i nationalbankens bestyrelse, så familien plejede omgang med de bedste kredse, selv om den ikke selv var adelig.

Han fik den bedste uddannelse hos en privatlærer som forstod hans talent og førte ham ind i digtets verden, lod ham oversætte fra fransk og tysk, også vers, og inden han var tyve, havde han fået trykt en del salmer og et satirisk skrift som datidens hofdigter læste igennem for ham i udgivelsen – og blot havde ét eneste råd til den unge digter. Han kom på universitetet i Uppsala og sluttede venskaber med mange adelige, bl.a. den unge greve Carl Bonde fra Hässelby Slott lige uden for Stockholm.

Hässelby var i mange år Stockholms Stads kursus- og konferenceejendom som bl.a. Foreningen Norden ofte benyttede sig af, og folk af min generation har tilbragt mange døgn der – samme sted som den unge Bellman ofte kom. Men efter en kort periode blev Carl Bonde sendt til Bremen som diplomat, og så synes opholdene derude at være ophørt.

Ikke langt fra Hässelby ligger herregården Bellstad som i Bellmans ungdomsår tilhørte generalauditør Jonas Arnell (1701-1778). Han var ungkarl og morede sig med at invitere unge mennesker til fest på gården og drikke dem fulde; han havde indrettet et særligt værelse som han kaldte barnekammeret, med alt hvad man kan behøve når man er blevet drukket under bordet. Den skæbne overgik også den unge Carl Michael som siden takkede generalauditøren med et formfuldendt digtbrev på franske aleksandrinervers:

Bedrøveligt gæstebud og vin og sorgedage!
Det er den femte gang, min far, jeg må beklage
At min patron, min sejrherre det er Bacchus blevet.
Min skæbne for i går stod i hans rulle skrevet;
Jeg adlød glad hans bud med heltemod, og har
Desværre som min sejrs løn i panden tvende ar.
Ja, Gud i Himlen for kval mit arme hjerte lider!
Forskrækket angrende jeg mine hænder vrider.
[…]
Farvel til min paryk, min sadel og min hest!
Her på Guds grønne jord jeg vågner iført vest,
Jeg ser mod himlen og tror se solen skinne,
Men ak her i min kval kan jeg blot stjerner finde.
[…]
[…]
Så ønsker jeg til slut mens jeg i våde gruer
At Bellsta paradis endnu en gang jeg skuer;
Dens herre ønskes vel, men ét be’r jeg med kval:
Får jeg, min nådig far, slå sønder den pokal
Som tog mit vid i går og mig i dag påminder
At glæden aldrig mer i krus og fad jeg finder.

Det er i det hele karakteristisk at Bellman omhyggeligt gør rede for tre gange han som ung blev beruset, for som voksen blev han det yderst sjældent. Derfor kunne han med så meget større sikkerhed skrive om at hans personer i Fredmans Epistlar blev det. Vi har særdeles troværdige udsagn om hans mådehold.

Familien forestillede sig at han skulle gøre karriere i nationalbanken, men han var talblind, så det ikke så godt. Værre var det at det søde liv i omgangskredsen påførte den unge digter enorme gældsposter, så han i 1763 måtte gå konkurs, og familien prøve at redde tingene ud for ham. Det betød imidlertid af fader Bellman så sig nødsaget til at forlade sin fornemme stilling på kongeslottet og flytte familien og den vanartede ældste søn langt bort fra festaberne i hovedstaden.

Familien Bellman kom altså ud for den for sådan nogen som mig paradoksale situation at man for at redde sig ud af pekuniære besværligheder måtte købe sig en herregård langt ude på landet. Netop langt ude på landet for at holde sønnen borte fra det dårlige selskab.
Herregården hedder Visbohammar et halvthundrede km sydvest for Stockholm smukt beliggende ved en af de langstrakte søer i Södermanland, Frösjön hedder den, og der er ikke opkaldt efter de grønne padder, for de hedder grodor, men sikkert efter asaguden som vi kalder Frej; Der skal være og på hans tid have været en interessant flora dér, og med digterens opmærksomhed over for naturen har han iagttaget de store felter med kærmysse. Den bærer store hvide kronblade med en griffel som en gul fakkel midt op i. Søen havde også et stort antal hejreflugt, og der er andre digtere end Aakjær der er blevet betaget af denii. Store bregneskove i klippesprækkerne, og udsigt til solnedgangen over den langsmalle sø.

Ud over dens egne jorder hørte der to gårde og to husmandssteder til dens tilliggende. Dens historie går tilbage til middelalderen, og nu er stedet indrettet til hotel og rideskole. Traditionen hævder at en smuk allé blev anlagt dér af Bellmans forældre, og derfor hedder den Bellmans Allé og bruges i reklamen for foretagendet.

Visbohammar var ikke noget for Carl Michael; det skrev han en vise om til en af sine stockholmske venner. Denne vise lærte digteren Emil Aarestrup at kende som ungt menneske, og da han overtog lægestillingen ved Ålholm Slot ved Nysted, skrev han en nærgående parodi på Bellmans digtbrev – og den vil vi synge. Arven fra baronen på Tersløsegård, digteren Ludvig Holberg, er tydelig; det er en af de viser Jeppe på Bjerget synger lidt af i stykket af samme navn^[2]:

Min højtærede : strf.er 3, 4 og 9:
Ellers går det da, gudskelov, ret godt
Her på landet, kære bror, lidt sjæleangst blot,
I et par gamle tøfler går jeg, gudbevars,
Ternet frakke, halværmer, parykken er fars.
Bonden han tærsker, og løvet falder ned,
Bjørnen reder sengen, svalen dykker i gravens fred;
Oksen går fra det grønne, vil gerne i bås,
Ulven tuder, ugler græder, af vinter vi nås.
…
Nok er her muntert på landet nu og da,
Men være her stadigt, det slider én, ja.
Mælk, smør og fløde, vafler, skinke og kød
Vankes der nok, men livet nærmest som død.

Også en anden af vennerne fra Stockholm blev beæret med et langt digt som på tilsvarende vis, men i et andet versemål og på en anden melodi skildrer den kedsommelige tilværelse på herregården; det er Herman af Låstbom fra herregården Ransäter i Värmland – der hvor en slægtning af Låstbom senere voksede op, digteren E.G. Geijer, og derfor hedder den nu Geijersgården. Digtets adressat blev siden en indflydelsesrig politiker i Gustav III’s tjeneste.

Sidst på året 1764 slap Bellman imidlertid ud af landflygtigheden derude på landet; han vendte tilbage til Stockholm og fik en stilling i hvad vi ville betegne som industriministeriet. Året efter døde først moderen i marts og faderen i december, og de blev begravet i Visbohammar på kirkegården i Vårdinge. Senere fik han flere gange lejlighed til at se til deres gravsteder, for på den anden side af søen Sillen lå og ligger herregården Mällby. Det var i Gustaf von Carlsons besiddelse, en højtstående embedsmand ved Gustav III’s administration og en lærd og kunstelskende personlighed. Om vinteren boede han selvfølgelig i Stockholm og knyttede en kreds af digtere og kunstnere til sig, blandt dem Sergel og Bellman som også besøgte ham om sommeren på Mällby.

På denne herregård var Bellman også i billedskikkelse, dels porcelænsmalet i bunden af en punchebowle, dels i Sergels reliefmedaljon. Her var der en stor samling af gipsafstøbninger af antikke skulpturer og mange andre samlinger. Gården var omgivet af en stor park i engelsk stil, det var højeste mode på den tid, og flere andre end Bellman har digtet om den.

Et af Bellmans besøg på Mällby fandt sted om vinteren, i marts 1787, og derfra sendte han et versbrev til von Carlson med en poetisk skildring af vinterlandskabet og afhyggen ved pejsen i måltidssalen. [citeres]

Inden familien imidlertid nåede helt ud til Visbohammar, havde far og mor og ti børn boet en tid på en anden herregård noget nærmere hovedstaden, nemlig Årsta som på den tid omfattede 400 hektar. Den fik han igen hjertelige forbindelser til få år senere. Da ejedes den af en af hans officersvenner, ritmester Christian Hinric von Schnell, gift med Märta Helena Reenstierna, og hun indlagde sig stor fortjeneste ved at føre en dagbog som siden blev udgivet. Deraf kan vi se at hun følte sig nært knyttet til ham hun i dagbogen kaldte ”gårdspoeten”. Under hans fængselsophold og hans sygdom – sygdommen til døden – besøgte hun ham flere gange, og bl.a. kom hun hos familien dagen efter at han var død den 11.februar 1795.

Rollen som gårdspoet havde Bellman endnu før Märta Helena Reenstierna kom til Årsta, og til høhøstgildet – høslætøllet kan vi gengive den svenske glose ved – sommeren 1774 skrev han en vise, den tidligst bevarede af Årstasangene:

Bacchus satte sig på sit fad,
Strakte armene, gisped lad.
Og mens han så tog sin rus,
Så man Ceres i sit hus;
Ved sit alter stod hun glad og säll,
Bandt en krans til Mars’ søn så Snäll.
Bacchus satte sig på sit fad,
Strakte armene, gisped lad.
Ceres på den lade så,
Hvor han træt på spunsen lå;
Med et aks hun hans skulder slo’
Tørred sveden af sig – og lo,
Sang om hvo’n en landmand morgen, kvæld
Altid er fornøjet, nu han er Snäll.
Ceres på den lade så,
Hvor han træt på spunsen lå;
Her på Årstad i skov og eng
Går alt arbejd’ i spring og flæng.
Hanen når knapt vågne op,
Før på Årstad ses Ceres’ trop.
Ceres sang og råbte: Schnell, stå op!
Ved hver tue står en sukkertop.
Her på gærder, på ager og eng
Går alt arbejd’ i spring og flæng.
[Flæng er et nødrim på dansk, nu kan det kun betyde tilfældigt, men på ældre dialekter kan det faktisk have samme betydning som på svensk, nemlig i hast].

Man lægger mærke til at Bellman her er i sit mytologiske hjørne og tolker morgenen på gården i de romerske guders tegn; Ceres som vi kender fra bryghuset, er den romerske gudinde for landbrug og vækst. Bacchus er vinguden, og i den rolle optræder han så at sige overalt i Bellmans forfatterskab, i de unge viltre dage ti år tidligere digtede Bellman mange rolledigte om Bacchus, og i Fredmans Sånger fra 1791 har han optaget en suite af dem som Handlingar rörande Bacchi konkurs – konkurs var jo et fænomen han havde egne erfaringer med. Selv holder jeg meget af at synge FS 49, hvor en rådhusbetjent aflyser retshandlingerne fordi dommere, advokater og anklagede har drukket så mange kvarter at de ikke kan se ud af øjnene. Man kommer til at mindes Christian IV’s påbud om at retten skulle sættes kl. 6 om morgenen, for da var endnu ingen nået at blive fulde.

Chr. H. von Schnell var fra Holsten, lige som Gustav III’s far kong Adolph Fredrik, og snäll betyder rar og venlig, ordspillet var næsten ikke til at komme uden om.

Holstener var også Adolph Fredriks første kammertjener som von Schnell tog sig af i hans alderdom, det var nemlig hans morbror, og da denne Hans Pohnsen døde i 1789, hyldede Bellman ham med en elegi som indledes med en skildring af Årsta:

Hist ved en dunkel vig
Som sig fra Mälarn bryder
Og mellem holme flyder
På skønne bakker rig
Små odder sig udstrækker
Mod stranden mørk og douce
Hvor muslingskal og grus
En kedsom vej bedækker.
Den skov som førhen bar
Et hvælv af tætte kroner,
Afviser hyrdens toner
Og klang af fløjten klar.
Og blomsters pragt er ude,
Med stilken bleg og stiv,
Og alle kilders liv
’ naturens søvn bebude.
[3. str. Udeladt]
Vend øjet mod det fjeld
Bag dalgangen derhenne
Som lader øjet kende
En ædel farves væld!
Og i den dalgangs sfære
Bemærk et gammelt hus
Som i seks seklers grus
Stod Birger Jarl til ære.
Resten af digtet er viet til mindet om den afdøde som Bellman givetvis også har kendt både fra kongehoffet og Årstagodset.

I 1792 fik ritmesteren en sang på sin fødselsdag. Melodien og versemønsteret havde Bellman brugt ved en julefest for en anden ven fem år tidligere; den sang var blevet almen eje da Fredmans Sånger udkom i oktober 1791, og den hører til blandt de mest elskede, det er nr. 21 Så lunka vi så småningom, der egentlig er en festmarch fra Johann Gottlieb Naumanns opera Gustav Vasa. Melodien har også været særdeles populær her til lands, ikke mindst på Bellmans tid, Baggesen, Malthe Conrad Bruun, P.A. Heiberg og især Knud Lyne Rahbek har brugt den, Carl Ploug og Peter Faber, og selv brugte jeg den til en festsang da Dansk Forfatterforening fejrede 100 års jubilæum 1994.

Om det var julestemningen der fik ham til at vælge den, kan vi ikke vide, men von Schnell havde altså fødselsdag den 24. december, og det er fruen der synger den, noget der gør det sandsynligt at hun ganske enkelt har bedt gårdpoeten om at skrive en sang til manden. De øvrige gæster synger med på omkvædet.

Sidste gang vi kender til, var høslætøllet i 1794, den 18. juli. Fruen mindedes den 40 år senere således:
Tidligere var dette vor høslætølsdag på Sjöängen da man mere tvangfrit end nu levede i selskab med gode mennesker af alle klasser og hørte Bellmans muntre poetiske vers, tillige med musikanter og kanoners torden til langt ud på aftenen. Men hendes dagbog fra den vidtberømte kalasdag er langt mere udførlig:

Om morgenen gik alle trende herrer ud til engen, mens jeg hjemmefra sendte maden derud og ankom til vogns lidt i tolv.En del gæster var allerede ankomne, og de øvrige indfandt sig efterhånden i et antal af 28 fremmede og vi fire personer, ni gardemusikere og en med harpe, to tjenere, 14 arbejdsmænd og 10 kvindfolk. Om eftermiddagen øgedes antallet med 10 herrer fra Grönbrink – en kro på Södertäljevejen ikke langt fra Årsta selv, 3 fruentimmer fra Horns tull og tjenere. At opregne alle navne ville være for vidtløftigt her, tilstrækkeligt er det at selskabet var usædvanlig muntert, og forlystelserne varierede, hvortil meget eller mest bidrog de gaver son Hannell fra Grönbrink sendte mig herned, de bestod af en i fuldeste flor stående hollandsk nellike og tvende urfugle med deres skønne bur, som blev båret af karle udklædt efter russisk skik. Siden præsenteredes af en herre vers som man afsang ved Grönbrink under kanonsalut, og Hannells lysthus var omgivet af 12 forskellige flag som nogle herrer havde hejst – Ved Liljeholmen på Egebakkens højeste top hang der et stort flag og der brændte tvende luftsole, og både hos os og hos Hannell blev der skudt med kanoner til kl. 12 om natten med 8 kanoner hvert sted. Urfugleburet blev båret op på engen af mig og trende andre fruentimmer, og rundt om os dansede alle herrerne i en vidtløftig ring. Til sidst dansedes der en afskedspolska, og selskabet opløstes da tjenestefolkene begyndte deres dans.

Det med urfugle i bur skal have været en udbredt fornøjelse, de nævnes flere gange i Bellmans lejlighedsdigtning.
Der var både middag og soupé som man nød i en løvsal der var udstyret med malede deviser langs væggene. Bellman, hans fru Lovisa og sønnen Gustaf. Også denne gang opvartede Bellman med muntre poetiske vers til musik af den dengang verdensberømt orgelvirtuos Abbé Vogler, men noderne er ikke bevaret, så vi kan ikke synge den. Teksten er bl.a. interessant ved at indeholde en hentydning til rædselsperioden i Frankrig i ugerne op til afsættelsen af Robespierre; om høstkarlene hedder det:

Med deres leer hilser de
De glade gæster vi kan li’,
Og hoveder ej svæver
For disse mænd med le.

Næste strofe hylder vor ven ritmesteren lige som vor Årstads nådigfru, og i de følgende hilses der på de kvindelige gæster, juristerne og nogle navngivne personer, musikerne og kanonsalutterne.
Der er ikke meget i sangen der antyder at den poetiske åre skulle være beskadiget, selv om festen blev holdt blot fem uger efter af Bellman-Sisyphos var sluppet ud af fængslet i Slotsvagten.

Det var der han blev tilbageholdt i de kritiske måneder 1794 og ikke i Stockholms stads fængsel. Han havde nemlig rang og titel af hofsekretær og derfor var slottet det rigtige sted at holde ham i arrest. Herfra skrev han til prinsregenten om tilladelse til at låne lokaler på et af kongehusets slotte; der havde familien tidligere haft opholdt.

Årstad gård var nabo til godset Hägersten, hvor Bellmans ældste søster Catharina Christina (f. 1741, året efter Carl Michael) residerede som frue, gift med hertug Karls hofmand Claës Arrhen von Kapfelman, og helt naturligt fik parret på Hägersten en bryllupssang, en sang da de mistede en lille dreng, selv en vaskekone på godset fik en hyldest. Bellman kom der også til jagtselskaber og digtede sange ved sådanne lejligheder. Der skal ikke meget til før skriften flyder.

Han var en kærkommen gæst på adelens gårde, men det var de kongelige residenser der hyppigst havde ham på besøg, Drottningholm, Gripsholm, Haga Pavillonen, Carlberg – og det er pr. definition ikke herregårde. Til Danmark kom han aldrig i levende live, hans ånd og hans værker derimod i rigt mål lige fra hans egen levetid og til i dag. Det gælder også herregårde, og man kan roligt gætte på at der har været sunget og spillet Bellman på et stort antal herregårde igennem 1800-tallet da Johanne Luise Heiberg, hendes mand og deres fælles ven Henrik Hertz og senere Chr. Hostrup via Det kongelige Teater havde gjort Fredmans Epistler elskede i alle kredse.

I vor tid har flere imponerende godser haft hans digte og hans melodiredaktioner inden døre. Det gælder et af vore allerærværdigste, nemlig Gjorslev på Stevns som i maj 2008 lagde søjlehal til en koncert med to af de bedste bellmansangere i vor tid, nemlig Martin Bagge fra Göteborg og Nis Bank-Mikkelsen fra Frederiksberg. Selvfølgelig var der på sin vis en sær kontrast mellem dronning Margrethe I’s senmiddelalder og Bellmans rokoko i Bagges og Bank-Mikkelsens moderne ekspressionistiske tolkninger, men jubel vakte koncerten alligevel.
Koncerten var arrangeret af Selskabet Bellman i Danmark i samarbejde med Stevns kommunes kulturråd.

To år senere var der Herregårdskultur i Østjylland med overskriften Musik og ord på herregårde, og her var det Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger der gav begge dele, fortolket af den svenske trubadur Thord Lindé, to gange bistået af en strygertrio Fredmans Stråkar. Vadstrup på Samsø, Ulstrup Gods i Favrskov og Rugaard Gods på Syddjurs. Det var ligeledes velbesøgte koncerter i høj klasse, og få steder passer Bellmans værker bedre eller får mere historisk autoritet og ægthed end når de opføres i miljøer der svarer til de oprindelige miljøer han selv op- og fremførte dem i.

Det er en udbredt overtro, en grundig misforståelse hos mange at han skulle have optrådt med dem i de miljøer han skildrer i epistlerne. Han ville være blevet hylet ud og gennemtævet; modellerne og parallellerne til hans figurer ville ikke kunnet opfatte hverken humoren eller skønheden i hans digte, endsige gouteret hans musik. Det kunne alene den overklasse af adelsmænd, storkøbmænd og kongelige der udgjorde hans publikum. De kunne ikke bare sig for latter når de hørte underklassen blive latterliggjort så elegant som det sker hos Carl Michael Bellman, overklassedigteren.

↑ P. 270 f
↑ I Se dig ud en sommerdag hvor synet af Danmarks land er stemningsfyldt som hejreflugt/om kvæld når sol går under (str. 5).
↑ Bd. VIII p. 28 till Secrétaire Lostbom