Årsmøde, 4. februar 2016

Årsmøde 2016, torsdag den 4. februar 2016, blev afviklet på Sveriges Ambassade.

Beretning for 2015:

1740 er som bekendt Carl Michael Bellmans fødeår, 2015 dermed 275-året for hans fødsel.
Præcis det år han fyldte 50, udkom Fredmans Epistlar, og muntre svenske Bellmandyrkere har med udgangspunkt i de 225 år for dette verdenslitteraturens hovedværk erklæret 2015 for et 500-år. Mange af epistlerne havde i 1790 været kendt i Danmark, i afskrifter eller som skillingstryk, i flere årtier; en af de tidligste kendte var Gubben Noach fra 1765 – og dermed var 2015 altså 250-året for Bellmans digtning i Danmark. 

Netop dette udgjorde temaet for årsmødet på Sveriges Ambassade den 4. februar 2015: udviklingen i Bellmanstudierne og den kunstneriske udførelse af værker i 25 års intervaller, kommenteret og realiseret ved oplæsninger og fællessange med særlig vægt på 100-året 1840 og 150- og 250-årene 1890 og 1990. For dem der ikke kunne være til stede ved årsmødet, har teksterne været at læse i Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark nr. 84. 
Som en særlig markering af jubilæumsåret udskrev Selskabet en digtkonkurrence, noget der også har vakt opmærksomhed i svenske Bellmankredse, og fra SBiD-medlemmet Peter Leth Christiansen, og de to lyrikere Tine Enger og Bue Nordström fik vi de tre vinderdigte. På Bellmandagen den 16. august fremførte Tine Enger sit vinderdigt, Peter Leth Christiansens blev fortolket i sang af Karen Nordentoft og Holger Scheibel på piano; på Fredmandagen den 18. november oplevede vi Bue Nordströms oplæsning. 

275-året har også haft et vist gennemslag i pressen, tidsskrifter som de svenske litterære selskabers magasin ParnassNorden Nu, Foreningens Nordens blad, bladet Forfatterenog tidsskriftet Det Poetiske Bureau har bragt interviews og artikler om Bellmans betydning for dansk kultur, samt i enkelte dagblade. Her optrådte Bellman side om side med andre jubilerende digtere, især den danske klassiker, Sophus Claussen som vi selv mødte i et foredrag ved lektor, mag.art. Johan Rosdahl på Gentofte Bibliotek på selve den danske klassikerdag den 22. september. Foreninger har ligeledes indbudt medlemmer af styrelsen til at holde foredrag eller give sangaftner. Det gjaldt også for Københavns Hovedbibliotek. Under overskriften ”København læser” havde de litterære selskaber kaldt til foredrag over temaet Kærlighed mellem bogsider, og her holdt Hans Lundsteen foredraget om jordisk og himmelsk kærlighed tirsdag den 3. marts. På generalforsamlingen havde et medlem, Jørgen Holst, fremsat forslag om et arrangement der kunne behandle Søren Sørensens gendigtninger af Bellmanværker til thybomål, noget der den 12 november gennemførtes i form af et interview i Den 2radio. 

Ét højdepunkt i jubilæumsåret var naturligt nok selve Bellmandagen. Til det sidste havde vi håbet på at vejret tillod Sophienholm, og da det klarede op henad middag, ringede lederen på Sophienholm og spurgte om vi dog ikke kunne komme trods nattens og morgenens regn og de våde bakker. Det Store Kapel på Gyrithe Lembckes Vej gav til gengæld langt de bedste forhold for lytning og oplevelse med Nis Bank-Mikkelsen og Martin Bagge som de centrale skikkelser i nutidens Bellmanstolkning. Laurbærkransningen af digterbusten varetog et af Selskabets stiftende medlemmer, fhv. ambassadør Lars Lönnback, Stockholm; med verve talte han om Bellmans betydning i dansk kultur og den dialog mellem kulturer som det også er udtryk for, og mindedes den festlige grundlæggelse den 18. november 1993 på Wessels Kro. 
På Bellmandagen Den 16. august oplevede man virkeliggørelsen af det der ellers er en kliché: Jubelen ville ingen ende tage efter Nis Bank-Mikkelsens og Martin Bagges dialog på vers fra Fredmans Epistel nr. 48 Solen glimmar blank og trind med akkompagnement af virtuosen Jan Sommer og Rudersdalkvartetten, Malu Piczenick, Lis og Bjarne Jensen samt Søren Sørensen

Jubilæumsåret havde øvet sin indflydelse på fondenes bestyrelser; Bellmandagen kunne gennemføres med velvillig støtte fra Svenska AkademietFonden for Dansk-Svensk SamarbejdeJohannes Fog’s FondNordea Lyngby og Lyngby Kulturfond. Selskabet retter en varm tak til fondene uden hvilke en virksomhed som denne ikke kunne gennemføres. 

Sophienholmudvalgets fire medlemmer, Henrik Bøggild, Jarl Forsman, Dorte Koksbang Jepsen og Karen Nordentoft, har også i 2015 lagt arbejdsiver og opfindsomhed i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af Bellmandagen – som i virkeligheden har status af musikfestival for sin egen genre. 

Ikke mindre iver og omtanke har redaktionsudvalget for Selskabets skriftserie lagt for dagen gennem de seneste tre år; Hans Lundsteen, Randi Larsen og Per Olsen har gennem talrige møder og talrige kontakter formået at give 275-året en markering i Bellmanlitteraturen der ikke står tilbage for noget eller nogen. 
I serien Skrifter udgivet af Selskabet Bellman i Danmark indtager bind 7 med titlen Tøm nu dit glas – se Døden på dig venter en særstilling, allerede ved sit omfang. Med sin bredde i emner og bidragydere – førende Bellmanforskere fra Norden og Tyskland – lægger den alen til vor forståelse af det hele forfatterskab. For mens vi fejrer 225-året for Fredmans Epistlar, har bidragyderne til dette skrift ikke overset det øvrige enorme forfatterskab. Med nød og næppe nåede bogen frem til Bogmessen i Bellacenteret den 6. november, så at redaktøren, Per Olsen, den 8. november kunne lade sig interviewe af en forlagschef der var så glad at han gav sig til at synge Bellman – hvad han ikke selv vidste at han kunne. 

Den samme smittende begejstring prægede Fredmandagen den 18. november i Møstings Hus. Hovedtaler var Lundforskeren Per Erik Ljung, forfatter til et af bogens afsnit, og han kåserede nu over dansk-svenske forbindelser i guldalderen med Kierkegaard og Heibergs i forreste geled. Lis Hanne Bonde repræsenterede den store skare af Bellmanillustratorer og fortalte om sine silkemalerier med motiver fra Fredmans Epistlar. Aftenen sluttede med en forestilling af Martin Bagge; kendere vil hævde at han aldrig har været bedre end i guldaldersalens intime ramme. 

Hvad indholdet angår, har virksomhedsåret 2015 været et af de frodigste i selskabets 22 år.

Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark
For mange medlemmer er bladet den eneste eller den sikreste kontakt med Selskabet. 
Derfor lægger styrelsen så stor vægt på at informere så bredt som muligt om begivenheder på Bellmanfronten og orientere om stedfundne arrangementer, udkomne bøger, kommende møder, relevante nyheder fra Bellmanverdenen. 
Ved årsmødet trak de flittige og mangeårige skribenter og illustratorer Fritz Haack og Hans Lundsteen sig fra styrelsen og redaktionen af bladet. De blev erstattet af de nytiltrådte suppleanter Georg Teddy Amsinck og Henrik Vinterberg. På grund af sygdom har Henrik Vinterberg måttet trække sig fra arbejdet i både styrelse og redaktion.
Med Georg Teddy Amsinck har bladet fået en redaktør hvis iver og engagement er enestående, noget der har sat sit umiskendelige præg på de fire numre, både med artikler og reportager og med fotos. 
Martsnummeret åbnede 275-året med den historiske gennemgang af Bellmanianismens historie, og med særlig vægt på mærkesåret 1790 (ved Per Olsen).
I øvrigt har musikken stået i forreste række ved artikler og reportager fra sommerens koncerter, i Malmø, i Stockholm og i Svenska Kyrkan, og først og sidst Bellmandagen i Store Kapel. De skønlitterære/lyriske Bellmanbilleder var i martsnummeret nobelpristageren Harry Martinsons Ekosång till fjäriln. 
Med septembernummeret fulgte et særtryk af de tre vinderdigte i konkurrencen om de bedste Bellmandigte, og decembernummeret prydedes af Søren Sørensens fordanskning af Jesper Svenbros Apollon og Dafne

Selskabet Bellman i Danmark rækker ud til offentligheden dels gennem

  • bog-og andre udgivelser, hvilket sker med intervaller på 1 til 4-5 år,
  • medlemsbladet ‘Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark (MfSBiD)), der udgives kvartalsvis.
  • via hjemmesiden bellman.dk – også til alle brugere på Internettet, World Wide Web her-og nu 

Med mere end 20 undersider er der, udover hele tiden opdaterede aktualiteter, – læse og studie-stof i rigelig mængde.
Der indløber så meget stof til web-redaktionen, at der er oprettet undersiden ‘Temasider’ med plads dertil. For overblikkets skyld er det her præsenteret i grupper:

  • SBiD-relaterede:, Selskabets årsmøder, dets tyve-årsdag og Bellmandagene på Sophienholm
  • SBiD-udgivelser: Bibliografien, Bellmans digte, Sophienholm Sonetter, Digtkonkurrense, “Tøm nu dit glas”
  • Bellmanske: Bellman om kvindejkroppen, Bellman og herregårdene, Enquete
  • Andet med Bellmanrelation: Poesiens dag, Viser- nyt Nordisk Musikblad, Digteren Sophus Claussen

Hver enkelt side har markering af seneste opdatering, Der er søgemuligheder, både for den enkelte side, hele bellman.dk-universet og ud til det øvrige internet.
De mange illustrationer, der vises i mindre udgaver, kan forstørres ved ‘museklik’ og derfra yderligere ved træk i kanten af billedet.

Det er webmaster-teamet Alex og sønnen Flemming Pedersen, der har fingrene på pulsen i den proces. Alex Pedersen står som den ansvarlige redaktør, der stort set klarer det over vandoverfladen. Men, som det er med isbjerge, er også her 90 % ‘under vandet’. I dette tilfælde er det hele strukturen. 
Det er bygget op på såkaldte ‘stylesheets’, samt ‘usynlige’ koder, der får siderne til at fremstå ensartede. 
Gennem dette lægges stor vægt på, at hjemmesiden kan læses med alle browsere og med alle pc’ere og ‘blærbare’, samt de nye håndholdte medier som IPhones, tablets ‘you-name-it’ 
Hele dette arbejde, der ‘på markedet’ ville koste spidsen af en jetjager, har entusiasten Flemming Pedersen konstrueret. 

Statistik
Selskabet skiftede ‘webhotel’ måj 2015, så der blev opnået langt større kapacitet til meget lavere pris. 
Her er en masse faciliteter, blandt mange andre er der også en fyldig statistik
I perioden har hjemmesiden været besøgt mere end 25.000 gange, ca. 100 gange i døgnet.
At hjemmesiden har praktisk betydning viser toppene i statistikken, hvor arrangementerne ‘trækker kunder’.
På Bellmandagen var der 250, der’ kiggede ind’, og en halv snes andre tidspunkter var der omkring 150 besøgende.
Danmark står med over 50% af visitter, Tyskland med ca. 10%. 
Derefter Californien, Ukraine, Sverige, Kina, Washington, Norge, Frankrig og Rusland, i nævnte rækkefølge efter besøgstal.

Bellman-Selskabet i Danmark på Facebook
Styrelsesmedlemmet Randi Larsen har taget initiativ til at oprette Bellman-Selskabet i Danmark på Facebook.
Gruppen har, pr. 10. februar 2016, 47 medlemmer, der gennem deres egen facebookside kan følge nye indlæg.
Medlemmerne er fordelt på Danmark, Sverige, Norge, Island og Italien. Her bringes nyheder fra Selskabet i Danmark og henvisninger til begivenheder i det svenske.
Desuden flere lyd- og videoklip, bl. a. fra YouTube. Gruppens medlemmer har hver deres store netværk, så ringene breder sig meget hurtigt. 

Styrelsen
Årsmødet 2015 genvalgte Erik Harbo, Dorte Jepsen, Randi Larsen, Karen Nordentoft, Per Olsen, Alex Pedersen og Søren Sørensen; ved nyvalg indtrådte Henrik Bøggild og Jarl Forsman. Da styrelsen ikke havde kunnet opnå tilsagn fra medlemmer til suppleantposterne, godkendte generalforsamlingen, som Selskabets øverste myndighed, at styrelsen skaffede mindst to tilforordnede. Dette lykkedes allerede ved årsmødets afslutning: Georg Teddy Amsinck, Geert E. Petersen og Henrik Vinterberg meldte sig. 
Som revisor genvalgtes Jytte Løvaa, som revisorsuppleant Per Saugbjerg
Styrelsen konstituerede sig med Søren Sørensen som formand, Per Olsen som næstformand, Geert E. Petersen som kassemester og Karen Nordentoft som sekretær. 
Styrelsen har mødtes 20. april, 24. august, 18. november og 6. januar.


Referat af generalforsamlingen 4.februar 2016 i Selskabet Bellman i Danmark på Den Svenske Ambassade.

Efter afsyngelsen af Fredmans Sang nr 35 Gubben Noak afholdtes generalforsamlingen i overensstemmelse med vedtægterne.
Punkt 1: som referent valgtes Dorte Koksbang Jepsen
Punkt 2: som ordstyrer valgtes Peter Leth Christiansen
Punkt 3: Ordstyreren konstaterede indkaldelsen i overensstemmelse med vedtægterne. 
Punkt 4: Formanden oplæste Årsberetningen, som skriftligt var udsendt i forvejen. Året 2015 har været et af de frodigste i selskabets 22 år. Årsberetningen godkendtes. 
Punkt 5: Årsregnskab omdelt og forelagt ved Georg T.Amsinck i Geert E.Petersens fravær. Godkendtes. 
Punkt 6: Budget for 2016. Godkendtes. 
Punkt 7: På vegne af Styrelsen fremsatte Erik Harbo forslag om at udnævne Søren Sørensen til Æresmedlem i Selskabet Bellman i Danmark.
Dette vedtoges med kraftig applaus! 
I den efterfølgende tale rostes Søren for hans ildhu og gode formidling af sin store viden om Bellman. Siden stiftelsen af selskabet 18.november 1993 har Søren flittigt arrangeret symposier med gode resultater, og mange årlige aktiviteter har altid været succes. Rejserne til Sverige i Bellmans fodspor nævntes også. 
Af Sørens store forfatterskab nævntes specielt Sisyfos i Portvagten fra 2009 – og Petrarcas Canzoniere fra 2011, som må have kostet tusindvis af timers arbejde.
Søren har samtidig været bestyrelsesmedlem og formand i flere andre organisationer.

Der overraktes en gave og blomster – også til Kirsten, som tak for hendes store gæstfrihed! 
Punkt 8: Ingen forslag fra medlemmerne. 
Punkt 9: Kontingentet for 2017 blev fastsat til 250 kr – og 300 kr for medlemmer i udlandet
Punkt 10: Valg til Styrelsen: Henrik Bøggild, Jarl Forsman, Erik Harbo, Dorte K.Jepsen, Randi Larsen, Karen Nordentoft, Per Olsen, Alex Petersen og Georg T. Amsinck.
Formanden Søren Sørensen og kasseren Geert Petersen ønskede ikke genvalg. 
Punkt 11: Som suppleanter valgtes: Leif Rørbøl og Peter Leth Christiansen. 
Punkt 12: Som revisor genvalgtes Jytte Løvaa, og som revisorsuppleant genvalgtes Per Sauberg. 
Punkt 13: Formanden anbefalede Teater Optimis´s Bellmanforestilling ”Elskov, vin og Basfioler” og Allan Høyer henviste til: bellmanblok.dk 
Formanden redegjorde for forårets kommende arrangementer. 
Søren donerede generøst en halv snes eksemplarer af ”Sisyfos i Portvagten”, som på festligt vis blev udloddet blandt de tilstedeværende. 
Formanden gjorde til slut for en sikkerheds skyld opmærksom på, at han ikke havde ønsket genvalg – og takkede ordstyreren og forsamlingen for god ro og orden.


Søren Sørensen takkede aftenens vært, ambassadør ved Sveriges Ambassade i København, Fredrik Jörgensen, for husly og gæstfrihed, ikke mindst for traktement under pausen.

Ambassadør Fredrik Jörgensen replicerede og gjorde opmærksom på, at selskabet skulle være velkommen igen. 
Til index/top