Bellmantrioen

Bellman – trioen startede som duo i 1968, men blev udvidet til trio i 1969. 

Bellmantrioen
Trioens første engagementer var i restaurant ‘Hugos Vinkælder’ i Køge, hvor den optrådte i forbindelse med nogle byvandringer, der fandt sin hyggelige afslutning i kælderen. 
Senere har trioen spillet ved de mest forskelligartede arrangementer lige fra Internationale Kirkedage i Haslev til gadekoncerter i forbindelse med Nordiske Kulturdage i Finland.
Bellman – trioen har også spillet ved kongresser, fagforeningsmøder, grundlovsmøder og på politiske møder, konferencer, biblioteker samt naturligvis i utallige viseklubber, værtshuse og restauranter. Trioen har været på koncertturne for Musok og Ungdom, spillet for Kulturministeren og har medvirket i en enkelt gudstjeneste. Også skolekoncerter er i trioens aktivitetssfære, ligesom den spiller i egen café hver sommer under Næstved Festuge.
Bellman-trioens repertoire tager selvsagt sit udgangspunkt i Carl Michael Bellmans uforlignelige viser fra 1700-tallets Stockholm, men også andre ting spilles. Her kan nævnes danske digtere som Frank Jæger, Jes Trøst, Piet Hein og Halfdan Rasmussen – de to førstnævnte med trioens egen musik. Af trioens øvrige repertoire kan nævnes viser af Ulf Peder Olrog, Evert Taube, Tom Lehrer og gamle danske viser af ukendt oprindelse samt instrumentalmusik.
Bellman-trioen består af:

  • Jens Flint Larsen, sang og guitar
  • Poul Chr. Nielsen, fløjter.
  • Torben Jørgensen, bas.
Til index/top