Tøm nu dit glas, se døden på dig venter

Titlen er “Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter, Nye vinkler på den svenske digter Carl Michael Bellman”.
© Forlaget Spring, SBiD og de enkelte forfattere 2014. Forventes udgivet august / september 2015.
Redigeret af Per Olsen, Randi Larsen & Hans Lundsteen. 

Indholdsfortegnelse: 

• Forord: Herunder Benny Andersens hyldest til Bellman.
• Epistlerne generelt: 6 forfatterbidrag.
• Epistlerne specifikt: 8 forfatterbidrag.
• Andre genrer: 4 forfatterbidrag.
• Ordensdigtning: 2 forfatterbidrag.
• Temaer: 3 forfatterbidrag.
• Bellman og musikken: 3 forfatterbidrag.
• Reception: 6 forfatterbidrag.

Der er her redigeret en antologi med 27 bidrag skrevet af 26 yngre og ældre fremtrædende danske og svenske (og en enkelt norsk og tysk) litteraturforskere.
Indholdet spænder fra oversigtsartikler med analyser og fortolkninger af en række af Fredmans epistler generelt, og nærlæsninger der går mere i dybden med specifikke viser og sange – over behandlinger af ordensdigtningen, forlovelses-, bryllups- og begravelsesdigtningen, udvalgte bellmanske temaer samt Bellmans forhold til musikken – til undersøgelser af Bellmanreceptionen i Danmark, Tyskland og Sverige.

Bogen rummer desuden en kort kronologisk oversigt over Bellmans liv & levnet, en tidslinje over (litteratur)historiske og politiske begivenheder i 1700-tallet; desuden indeholder bogen bykort over Stockholm, oversættelser af Bellmans fortale til de første 50 epistler, hans levnedsbeskrivelse, Kellgrens fortale til den endelige udgave i 1790 af epistlerne, en oversigt over de seneste 75 års væsentligste Bellmanforskning samt et person- og sagregister. Alle artikler er på dansk.

Vi har modtaget fondsstøtte til udgivelsen, bl.a. fra Svenska Akademien og Stiftelsen Konung Gustaf VI Adolfs fond. Bogen er i skrivende stund (1.9.) så langt fremme, at den er slutredigeret, sendt til forlaget, som skal gennemgå artiklerne litteraturfagligt, sætte dem og sende dem til korrekturlæsning hos forfatterne. Dernæst skal den trykkes i hardcover hos Narayana med et farvestrålende omslag af kunstneren Peter Carlsen. Antologien er gennemillustreret og på 663 sider.

(Varedeklaration: 663 sider i bedste typografiske opsætning, smukt fast bind (- tysk kvalitet). Mål: 24 * 16 * 4,5 cm. 1.218 gram)

Bogen er på specialtilbud til medlemmerne for halv pris: kr. 250,- ved bestilling til: Forlaget Spring, Taffelbys Allé 7, 2900 Hellerup

Pris: 500 Kr. gennem boghandelen. 

Den nye bog blev præsenteret på BogForum 8. november 2015 kl. 14:00 på Forlaget Springs stand.

Det skete i form af et interview med lektor mag.art. Per Olsen. Senere har Per Olsen udvidet sit manuskript til nedenstående:

© Per Olsen
Bellman for begyndere, eller: 11 spørgsmål til professoren – og et Ps.
Spørgsmål fra Michael Kamp (Forlaget Spring) og svar fra Per Olsen (SBiD).
Om den nye Bellmanbog i Skriftserien på BogForum (stand C4 006) søndag den 8. november 2015.
Der er tale om en redigeret og stærkt udvidet udgave af interviewet (efter hukommelsen), samt svar på mine ekstra spørgsmål og svar (6-11), som der ikke blev tid til.

1. Den nye bog Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter er jo en del af Selskabet Bellman i Danmarks Skriftserie. 
Kan du kort ridse op: Bellman – han er jo svensker fra sidst i 1700-tallet – hvorfor har man sådant et selskab i Danmark?

SBiD er blot et af de o. 60 litterære selskaber i Danmark, hvoraf o. 15 er udenlandske forfattere (bl.a. Dickens, Joyce, Thoman Mann, Poe, Proust og Shakespeare). Det blev stiftet 18. november 1993 af en flok Bellmanentusiaster, hvoraf flere stadig er Styrelsesmedlemmer i dag.

Hvorfor?

Fordi man ville udbrede kendskabet til den fremragende svenske poet og visedigter Carl Michael Bellman. Man gik i gang med at etablere Skriftserien, et medlemsblad samt udgivelsen af dobbelt-cd’en Bellman i Danmark. Arbejdet blev fulgt op af konferencer, seminarer, symposier og udstillinger i Skandinavien. Læs mere i Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark, nr. 79 (2013, s. 2-7).

2. Hvad kan Bellman sige os i dag?

Ezra Pound skriver i sin ABC for læsere, at ”Litteratur er nyheder som FORBLIVER nye”, og at ”en klassiker er en klassiker på grund af en vis evig og ukuelig friskhed”. Fredmans epistlar, som jo kun udgør o. 1/10 af Bellmans samlede skrifter, rummer en sanselig og vital, talesproglig virtuositet og mangfoldighed i indhold og udtryk. Når man følger de retoriske figurer, troper og klangspor i epistlerne, vil man kunne se og høre hvordan Bellman håndterer tilværelsens grundlæggende forskelle. Så er der digtenes poesi og musikalitet samt deres syrede og mangfoldige persongalleri, som alt i alt betyder en hedonistisk, en livsnydende, men illusionsløs litteratur. Den kunne vor tids nypuritanisme, politiske korrekthed, selvudviklere og selvhjælps- og mindfullness-industri lære meget af. Viserne fremstiller menneskers erfaring med verden og tilbyder en åbenhed over for tilværelsen, ved bl.a. at vise at der er en verden uden for jegets narcissistiske navle. Jeg er sikker på, at såvel den fiktive ”sorte” Svante (”Jeg fortryder min fortid og min fødsel”) som den faktiske, selvdestruktive rapper som fx Niarn ville føle sig godt hjemme i Bellmans tekstunivers.

3. ”Drick ur dit glas, se Döden på dig väntar” (FE 30) er den svenske originaltitel på bogen. Første halvdel af udsagnet er, isoleret set, en lystig opfordring, mens anden del er dybt melankolsk. Vil du kommentere det?

Hos Bellman er glassene altid ½ fyldte, aldrig ½ tomme. Han medtænker altid døden og gengiver således et helt liv, og i FE 43 skriver han – her i Leif Bohns danske oversættelse: ”selv i kærlighedens time/høres dødens klokker kime.” Stockholm havde på Bellmans tid o. 70.000 indbyggere og o. 700 værtshuse (det må være lidt à la Ålborg!). I hele Sverige var der o. 1500 private hjemmebrænderier, så der var mange muligheder for at dø af druk. I FE 48 om ”Ulla Winblads hjemrejse fra Hessingen i Mälaren” (str. 13) peger Fredman på Salpetersyderiet, der brugte de prostituerede til straffearbejde: ”Og dér Ulla [ludderen – og gudinden – Ulla Winblad], – drilleri!/ vil engang Du ende.” – altså som tugthusfange; jf. William Hogarths kobberstikserie A Harlot’s Progress, En skøges levned (1732), John Gays The Beggar’s Opera, Tiggerens Opera (1728) og C.W. Eckerbergs En falden Piges Historie; modstykket til fremstillingen af denne mulige sociale deroute for Ulla Winblad er de franske hyrde- og rokokomalere Watteau, Boucher og Fragonards ”fêtes galantes”. Og i str. 14 henviser Fredman til ”Lazarus’ palads” (dvs. lazarettet, hospitalet), hvor Movitz risikerer at ende – hvis ikke han styrer sin umådeholdne sexlyst: ”pas for pokker dog på dig/selv i elskovsstunden.”; han risikerer nemlig at få syfilis med efterfølgende ”sadelnæse”, og dermed ende på lazarettet. Således smugler Bellman en indirekte social indignation ind i fremstillingen.

4. På bagsideteksten skriver du om ”bakkanalske udskejelser”. Hvordan forholder det bakkanalske eller dionysiske sig til det apollinske?

Der er hos Bellman ikke tale om en modsætning eller spaltning – som hos Nietzsche – mellem drift eller libido og bevidsthed eller rationalitet. Hos Bellman er der tale om en fusionen, en helhed af tilværelsens sanselige sider (livsdyrkelse) og digtning og musik. Den kristne treenighed Gud, Kristus og Helligånden er i epistlerne parodisk erstattet af de hedenske Bacchus, Venus og Apollon – repræsentanter for vin, kærlighed og digtning & indsigt.

5. Bogens undertitel er ”Nye vinkler på Bellman”, hvad er de nye vinkler i forhold til Bellmanforskningen?

Det korte svar er, at den tidlige forskning var optaget af partikulære særinteresser, dele i stedet for helheder, liv (forfatteren) fremfor værkerne (fortælleren), og sprogligt flueknepperi (filologi) fremfor semantik (betydning, fortolkning). De seneste årtier har man søgt at se Bellmans forfatterskab i større genremæssige, tematiske og kulturelle kontekster, eksempelvis parodien (Kjellén, 1971), drikkevisen (Fehrman, 1977 og 1994), ungdomsdigtningen (Hillbom, 1980), salmerne (Thorén, 1986), epistlerne (Haugen, 2004), receptionen i 1800-tallet (Stenström, 2009), hofdigteren Bellman (Nell, 2011), ordensretorikken og Bacchi Orden (Lind, 2014). Og nu SBiDs Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter, hvor vi har prøvet at fjerne spindelvævet og anlægge et helhedssyn på forfatterskabet. Forsøg på samle(n)de fremstillinger er Austin (1967), Huldén (1994), Landen (2008), og især Lönnroth (2005). Selv en registrering af Bellman-indspilninger (Nilsson, 1992) er det blevet til.

6. Hvad er de særlige, bellmanske temaer, hvad skriver han om?

Han skriver om de tidligere nævnte temaer: kærlighed & erotik, sang & dans, vin & druk, liv & død og digtning & musik. Et stykke hen ad vejen skriver hans danske samtidige, Johannes Ewald i Levnet og Meeninger (1774-78) om det samme (læs fx afsnittene ”Høyen” [II] og ”Arendse” [I]). Man kunne måske overordnet sammenfatte disse temaer i det baudelaireske udsagn Enivrez-vous, Berus Jer!, med efterfølgende ophold i Les paradis artificiels, Det kunstige Paradis– uden sammenligning i øvrigt! Epistlernes figurer beruser sig ved druk, erotik, musik og ved at digte. De erotiske skildringer er både direkte sanselige og mere indirekte; fx kom den mere tamme FE 72 med i førsteudgaven fra 1790 i stedet for det bortcensurerede, oprindelige, dampende samlejedigt FE 28: 
”Men ak, madrassen sprak,
mit lårben, himmel, ak!
læg blot fiolen, Movitz, hav tak”.

De mere indirekte er fx pastoralens smilende rokokolandskaber (loci amoena): ”Som var hun en hyrdinde klædt til fest” (FE 80), ”Hvile ved denne kilde” (FE 82) og ”Sommerfugledans på Haga” (FS 64). Samt i symbolsk form, som i fx FE 71: ”Ulla! min Ulla! säj får jag dig [knulla] bjuda”, hvor hesten bliver et driftssymbol:”Nu ledes hesten i spiltov, min Ulla,
vrinskende, stampende, i galop.
Snart her fra stalddøren op mod dit vindue
knejsende løfter den hovedet op.
Ved dine øjnes varme blikke
flammer naturen som et bål”.

7. Fredman er blevet kaldt en ”konferencier” eller på svensk en ”estradör”. Hvordan kommer det konkret til udtryk i epistlerne?

Med et moderne udtryk kunne man kalde Fredman” en tv-vært”, en performer eller en Stand Upper. Ældre mennesker kunne måske finde på at sammenligne ham med prof. Tribini på Dyrehavsbakken nord for København i 1950erne. Man kan tale om teksternes polyfone, flerstemmige karakter. Forfatteren taler ikke med én, men med flere stemmer, som kan være indbyrdes uforenelige. I fx FE 9 beskriver Fredman hvad der foregår i værtshuset; han præsenterer begivenhederne mens de foregår, men deltager ikke selv i dem; han bevæger sig frit i tid og rum og han bevarer overblikket over handlingen, forløbet, og kommenterer situationerne med de involverede personer: Fader Berg, Jomfru Lone, Jergen Puckel, Ulrikke og Lotte samtidig med at de foregår; vi oplever begivenhederne gennem fortælleren Fredmans øjne og ører. Han iscenesætter, orkestrerer og observerer detaljer ved deltagerne:
”Panden er bulet, se næse-flængen;
han spytter på skruen, klimprer på strengen”; 
og han kommenterer og vurderer: ”han sig forvilder, triller sig bort” og informerer tilhøreren/læseren:”røde bånd i sko’ne nye strømper, himmelblå!”;han forbinder de enkelte situationer og samler de ”impressionistiske” øjebliksbilleder til en helhed, og henvender sig som en anden tribunehelt direkte til de implicerede personer: ”ret din ryg, Ulrikke”, ”Drik, Fader Berg”, ”dans nu, brug viften, løb så og spring”, ”Hej mine piger, løft op i kjolen, dans nu og le”, ”Hør, Fader Berg”. Bellman skaber situationer, der ses, høres, lugtes, smages og ikke mindst føles, mens begivenhederne udspiller sig for øjnene af os. Eller med Gunnar Ekelöfs ord: ”Huvudsaken är konstnärsskapet, diktarens eget friska och obefläckade öga och öra”. Imperativerne ”se”, ”ret din ryg”, ”Drik”, ”dans nu”, ”Hør” er med til at forstærke følelsen af direkte nærvær og intensitet på kroen. Intet under, at Fredman – som den alvidende eller olympiske fortæller han er – kan slutte digtet med ordene: ”Her er alting, Her er jeg.”

8. Du skriver på bagsiden af bogen, at epistlernes persongalleri består af ”brogede og skæve eksistenser”, hvad mener du med det?

1700-tallet betegner en overgang mellem aristokratisk og borgerlig kultur, og Bellman er systemets mand (adels- og enevældens) fra kongens statskup i 1772 til han blev myrdet ved et adeligt attentat i 1792; jf. den panegyriske skålsang ”Gustafs Skål” ved kongens kup i 1772:
”Kära Bröder,
Drickom Gustafs skål!
Hjertat blöder/Vid det föremål
Se regerings-roret
Vefvas in i floret”.

Men hans brogede figurgalleri udgøres af personer fra det lavere, proletariserede borgerskab. Bellman beskriver umulige, uforbederlige, usle, forhorede, syfilitiske, marginaliserede og deklasserede eksistenser – ludere, lommetyve og lirekassemænd – som han havde set i sin barndom på Söder i Stockholm. Det var en tid med moralsk opløsning, politisk korruption og økonomisk ruin. Men han forstår disse psykisk og socialt skæve eksistenser som mennesker og omfatter dem med megen empati, humor og sensualisme, med en bizar humor som lader den enkelte figur og situation vokse til rabelaiske dimensioner. Disse skæve eksistenser, som hæmningsløst slukker deres seksuelle og alkoholiske begær, stiger i epistlerne ud af deres banale hverdagsmiljø og bliver halvt mytologiske figurer. Det sidste har noget at gøre med den parodiske teknik, Bellman anvender.

9. Ja, hvordan forholder det sig med parodierne, han skriver jo på flere planer?

En parodi er en aktiv transformation af en tekst, som ved forvrængning og overdrivelse fremkalder latterliggørelse og fornøjelse. Lidt mere præcist kan man, med den franske litteraturforsker Gérard Genette, sige at en parodi er enhver relation mellem en tidligere tekst A (”hypotekst”) og en aktuelt foreliggende tekst B (”hypertekst”). Fx er Odysseen en hypotekst, mens Æneiden og Joyces Ulysses er hypertekster. NT er en hypotekst, mens Fredmans epistlar er en hypertekst. Parodien er en måde at drille de litterære blærerøve på. Den har siden de græske tragedier humpet i hælene på den høje litteratur – jo højere jo bedre, og jo lavere jo bedre; et dansk samtidigt eksempel er Johan Herman Wessels parodikomedie Kierlighed uden Strømper (1772), rettet mod den fransk-klassiske tragedie (Corneille og Racine). I epistlerne ville Bellman bevare den højtidelige bibelstil fra Paulus’ epistler i en miljørealistisk skildring af det ”moderne” Stockholmliv, som tidens bohêmer og hippier levede det på gaderne, i værtshusene, i sengen eller i den frie natur. Det ”lave” (epistlernes persongalleri) ophøjes til en ”sakral” status ved, parodisk, at sammenlignes med det ”høje” (salmen eller Paulus’ epistler). Således fremstår Fredman, ved at låne formuleringer fra Paulus, som en helgen, blot i et ”lavt”miljø. Salmens ”høje” stil trækkes ned på drikkevisens ”lave” stilniveau. Derved opstår en flerstemmighed, et vekselspil, en dialog, hvis karnevaleske effekt skyldes sammenstødet mellem de to stillejer. De socialt marginaliserede typer skildres som guder. I flere epistler fremstilles Fredman og hans drikkebrødre som Bacchushelte, Ulla Winblad og Cajsa Lisa som kærlighedsgudinder, fx i FE 7, hvor ludderen Ulla Winblad iscenesættes som en vestalinde i den romerske mytologi (dvs. præstinde) – som netop var pålagt strengt cølibat – i parodisk modsætning til den seksuelt overophedede ”virkelige” Ulla. Bellman benyttede ofte melodier fra Händels pompøse barokarier, brugte altså formelt en højtprofileret musikgenre, operaen, på en lavtprofileret litterær genre, drikkevisen. Og han udskifter barokoperaens højstemte, mytologiske persongalleri og tema med psykisk og socialt marginaliserede figurer og et tema, der principielt handler om det samme, men unægtelig på en anden måde: 
”Drikke, bumle,
med piger tumle
er hvad Sankte Fredman lær´”.

10. Du skriver også at Fredmans epistlar (1790) er en klassiker og tilhører verdenslitteraturen. Men hvorfor er han så fremragende en lyriker?

Som udgangspunkt vil jeg anføre et par kriterier: Goethes kriterium var langtidsholdbar kvalitet; Mark Twains var ”A book which people praise and don’t read”. I Bellmans tilfælde er det første, men ikke det sidste, rigtigt; T.S. Eliot taler elitært om at møde klassikeren med fordomsfrihed, og Ezra Pound, som nævnt, at ”Den er en klassiker på grund af en vis evig og ukuelig friskhed.” For mig hænger en klassiker på indholdssiden sammen med de tidligere nævnte temaer, altså dette at epistlerne handler om menneskelige, eksistentielle grundvilkår – og de bliver aldrig uaktuelle eller umoderne. Ligesom de haikudigte, som næsten samtidig blev skrevet på den anden side af jordkloden – for ikke at tale om de mange andre, store europæiske forfatterskaber i sidste del af 1700-tallet. For mig handler visernes udtryksside om deres store sproglige og retoriske register – Bellmans sprog er på én gang både enkelt og kompleks. Han har et stort ordforråd og en alsidig formuleringsevne. Epistlernes og sangenes konkrete, krasse og ”realistiske” talesprog, den imponerende rimføring (følg fx rimene i FE 35: ”Angående den smukke og hendes ubestandighed”). Teksterne har en polyfon, flerstemmig karakter; forfatteren fortæller ikke med én, men med flere, ofte indbyrdes uforenelige stemmer; desuden Bellmans musikalsk-poetiske teknik: ”Aldrig før var skjaldekunst og tonekunst mere søsterligt forenede (…) disse vers (…) er smeltet sammen til én skønhed”, skriver smagsdommer Johan Henric Kellgren, datidens selvpromoverende Adrian Hughes, i forordet til førsteudgaven fra 1790, men epistlerne tåler netop også nærlæsning i deres egen lyriske ret. Og, som nævnt, Bellmans suveræne paroditeknik. I Den grimme Ælling lader H.C. Andersen ællingernes mor berette for ungerne at verden ”strækker sig langt paa den anden Side Haven, lige ind i Præstens Mark; men der har jeg aldrig været!” Fredmans epistlar er tekster der litterært er nået langt ud over ligusterhækken og præstens mark, bl.a. fordi digtsamlingen forbinder nutid, fortid og fremtid – eller med T.S. Eliots ord – 
”Time present and time past
Are both perhaps present in time future,
And time future contained in time past.”

11. Bellman i 1700-tallets stilepoker, mellem senbarok og førromantik? Receptionen i Danmark?

Ja, her må jeg nøjes med at henvise til forordet i Tøm nu dit glas. Se Døden på dig venter.

12. PS.: al verdenslitteratur, herunder Bellmans, er ikke en privat sutteklud.

Fyr din coach, skrot dine selvhjælpsbøger og læs i stedet Fredmans epistlars fantastiske, brogede, verdensvendte og illusionsløse litteratur (jf. pkt. 2)!