Årsmøde, 2018
Selskabet Bellman i Danmark årsmødet 2018 på Sveriges Ambassade
v. Randi Larsen & Henrik Bøggild
Årsmødet 2018, selskabets jubilæumsår, brød med traditionen som aftenarrangement, og startede allerede kl. 15 i år, så det var stadig lyst, da vi gik ind af palæets port, og vagten havde tjekket vores identiteter. Formand Henrik Bøggild åbnede mødet, og der skulle vælges dirigent og referent. Men da Jarl Forsman, som var udset til dirigent, endnu ikke var ankommet pga. sine øvrige pligter, fik Henrik lov at optræde som vikar så længe, og det klarede han udmærket. Da Jarl Forsman trådte ind af døren et kvarter senere, overtog han jobbet med megen virak og latter fra publikum, og resten af mødet var han også en glimrende dirigent. Den første fællessang var FS. 16 Är jag född så vil jag lefva, et fint valg for vores sammenkomst, da det jo er det, vi vil, være med der, hvor det foregår, og opleve hvordan Bellman lever videre i sin musik og tekst.
Formand Henrik Bøggild læste årsberetningen op, og benyttede også lejligheden til at lykønske selskabets første formand i 23 år, Søren Sørensen, for hans store arbejde, dette udløste en fortjent klapsalve.
Nu var det Anna Carina Sundstedt og Henrik Metz’ tur til at underholde os, og det gjorde de smukt med En vacker afton Movitz satt Bekymrad och allena & Er mödan värdt at vare til. Anna Carinas smukke sang er en fryd, hver gang vi får lov til at opleve det, og Henrik Metz akkompagnerer så dejligt på klaveret. Stor applaus og begejstring fra hele salen!
Vi sang alle FE. 81 Märk hur’ vår skugga, inden vi afsluttede den formelle del af mødet, rejste os for at bevæge os til de tilstødende lokaler, hvor et glas vin ventede (ingen Bellman uden vin!), og vi fik tid til at tale sammen.
Efter dette indslag hørte vi Flemming Klyver & Henrik Bøggild med Bellman-melodier på barytonsax og klaver. Det var usædvanligt, som Henrik forklarede det, for barytonsax er ikke det instrument, man hører mest i forbindelse med Bellman, og det var en meget stemningsfuld og smuk oplevelse.
Nu var det Dorte J. Thorsens tur til at tale om ”Bellman i vor tid – og i fremtiden”, et interessant og spændende foredrag, hvor Dorte også fremkom med idéer til, hvordan vi kan markedsføre Bellman og selskabet. Foredraget kan læses i sin helhed andetsteds i bladet. Tak til Dorte for de nye input, hun har bragt ind i selskabet efter hun blev styrelsesmedlem, også med hjemmesiden og medlemsbladet.
Efter Dortes oplæg var det igen tid til musik, dette stod trioen ’Bellman i ord og toner’ for, igen et helt nyt indslag som var en dejlig oplevelse!
Henrik Bøggild beskriver her, hvordan han har fundet frem til denne ’Bellman-trio’: Ved Fredmandagen 2017 fik jeg en god snak med Jens Godiksen, som er et af vores medlemmer fra Jylland. Han kunne bl.a. fortælle, at han og to andre havde et lille ”show” som de kaldte ”Bellman i ord og toner”. Jeg blev naturligvis nysgerrig og spurgte, om de ikke ville komme til SBiD’s generalforsamling og optræde der. Det faldt heldigvis på plads, og det blev en stor fornøjelse, som de fik megen ros for.
Deres virke beskriver de selv således: ”Dette er et forsøg på at give et måske ikke så kendt indblik i Bellmans univers og dermed også hans samtid. Vi har valgt et antal sange/viser blandt Bellmans epistler. Disse giver efter vores forståelse ikke et samlende billede af universet, men sætter alligevel en ramme om både person, musik, digtning og tid. Det bliver en vekselvirkning mellem fortælling og fremførelse af et antal af Bellmans epistler. Der bliver også mulighed for lidt ”syng med” undervejs. Vi gør det på vores måde – med vores udtryk, som vi finder bedst. Dette er både i forhold til instrumentering og sangstemme, men også fordi vi faktisk synes, at Bellman også kan udtrykkes på denne måde.”
Inden vi igen gik ud i februarkulden, hvor mørket nu havde lagt sig, sang vi alle FE. 48 Solen skinner blank og trind, selv om den ikke gjorde netop det, men det gør slet ikke noget, i Bellmans univers kan alt lade sig gøre.
Vi glæder os allerede til næste arrangement, og jubilæumsåret skal nok have et og andet at byde på, både for medlemmer og styrelse, og andre som vi kan lokke til med musik og sang.